Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

Debat
13. marts 2002


Hinsides Krarup
7. MAR.- Jeg hævder følgende:
At jeg mest er mig selv nærmest, men at nogle få er mig langt kærere end andre. Og at mine kæreste, ikke altid, men oftest, er mine nærmeste.
At jeg kerer mig mere om egne, kære og næres små problemer end andres store. Og at jeg »overser« de fleste »næster«, jeg møder, og derfor »går forbi« nogle med mulig hjælp behov.
At jeg ofte hjælper andre ud fra oplyst egeninteresse og kalder det solidaritet, som vokser i den grad, jeg er eller har indviklet mig i et skæbnefællesskab med dem.
At jeg er langt mere optaget af andre, jeg kender personligt, end fremmede. Og er mest til at hjælpe fremmede, hvis de ligner mig og mine nærmeste i levevis og vilkår, og derfor kan forstås.
At jeg, mine kære og nære – på godt og ondt og kryds og tværs af lokale, nationale, regionale, kontinentale grænser – er viklet ind i et globalt skæbnefællesskab, som ikke kan ophæves, men kun påvirkes.

Knud Ejstrup Larsen
Skovhøj 16, st.tv.
Hasselager

Sats på viddet
8. MAR. – Jeg har følgende kommentar til artiklen »Langt fra den kunstneriske værdi« i I2 fredag d. 8. marts: Katrine Marie Guldager anmelder i Information fredag den 8. marts, blandt en hel række tv-programmer, Casper Christensens sit-com »Langt fra Las Vegas«. Hun er endog meget kritisk overfor serien og beskylder den for at være intetsigende underholdning med fuldstændigt fraværende kunstnerisk værdi og kalder det en undervurdering af de unge seere.
Som så mange unge mennesker er jeg selv stor fan af Casper Christensen, både i »Casper og Mandril-aftalen« og »Langt fra Las Vegas«. At KMG tydeligvis ikke forstår Casper Christensens både vedkomne og tidssvarende humor er vel hendes sag. Men det er trist, at hun skal bruge en halv avisside på at skrive om et program og en komiker, hun ikke bryder sig om og tydeligvis heller ikke forstår særligt godt. Det ville være meget mere interessant, hvis hun ville skrive om hvilke tv-programmer, hun rent faktisk godt kan lide. Information og særlig i2 burde satse meget mere på sådan en som Morten Piils vid, fremfor Katrine Marie Guldagers åbenlyse mangel på samme.

Anders Johansen
Hamletsgade 8, 3. -117,
2200 København N

Hvor længe kan Europa vente?
8. MAR. – Medens stort set alle vestens lande, bortset fra Frankrig, lunkent vender det blinde øje til (Sharons) Israels terrorkampagne mod palæstinenserne og højest ytrer sig i vagt diplomatisk sprog. Kører Israel den mest uhyggelige statsterrorisme, der er set siden Anden Verdenskrig eller under Stalintiden. Ekspedition af »forebyggende« henrettelser uden rettergang, terrorisering af civilbefolkningen med systematiske drab og ødelægning af hele byområder. Overgrebene er udført på en måde, der får tyskernes Schalburgtage til at minde om en skovtur for grønsmutter-spejdere. Hvor længe kan et Europa, der har udarbejdet og vedtaget en Menneskerettigheds Konvention, lade som om dette er os uvedkommende????

Bent Brogaard
Provstevænget 5,
8464 Galten

Find selv på flere spørgsmål
Det uhyggelige ved Farumskandalen er ikke at det gik, som det gik. Det kunne enhver med forstand til at føre et husholdningsregnskab forudsige. Det uhyggelige er, at det kunne Anders Fogh ikke. HAR han et cand. oecon.
eksamensbevis? Og er det i så fald stjålet?

Lisbet Vadmand,
Degnebakken 7, 4100 Ringsted

Frastødende med så lidt mandshjerte
9. MAR. – Sharons udtalelse om, at palæstinenserne skal »tvinges i knæ« inden fredsforhandlingerne starter, fredagens krigslignende angreb på palæstinensiske flygtningelejre og billederne af palæstinensiske familiefædre
der i hundredevis får bind for øjnene og føres væk. Det kan siges meget kort: Stop Israel nu.
Istedet har vi en holdningsløs
udenrigsminister i spidsen for en
ikke-eksisterende dansk udenrigspolitik, der tror, at politisk korrekthed er at dele sol og vind lige mellem de besatte palæstinensere og den israelske besættelsesmagt. Det er i al sin simpelhed frastødende at se en dansk regering med så lidt mandshjerte.

Kasper Planeta Jensen
Studentergaarden
Tagensvej 15
2200 København N

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her