Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

12. marts 2002


Vi skammer os og skummer fløden
6. MAR. – Så vidt jeg kan se, er det min slags, den ældre velbjergede mellemstand, som får alle fordele, når regeringen skærer i u-landsstøtten. Dette sker samtidig med, at det nok er os, som er dybest ramt på vores samvittighed af de nedskæringer, som rammer de ringest stillede nationer, og som ødelægger respekten for vores egen lille velrespekterede nation. Samtidig har jeg altid følt usselheden i, at en »succesfuld« indsamling på nogle og tyve millioner til et eller andet formål efter markskrigeri i tv osv. kun gav højst fem kroner pr. dansker. Forleden kunne vi så kun samle os sammen til to kroner pr. dansker.
Jeg kan ikke lade være med at tænke over, at jeg ikke skulle spare mange flasker rødvin og nogle blomster for at få råd til at binde mig for 1000 kr. om måneden. Og så er det, at jeg tænker på, at der må være flere end mig, der har det sådan. Blandt Informations læsere og i disse læseres netværk kunne der sikkert findes 1.000 mennesker, som uden særligt besvær kunne lægge 1.000 kr. til side om måneden. Og fandtes der 1.000, så ville der nok hurtigt kunne findes flere tusinde. Tusind gange tusind er som bekendt en million. Tænk, om man kunne lave en fond, der – til en begyndelse – sørgede for at skaffe 12 millioner om året, til Malawi, til Eritrea, efterhånden til mange andre huller i det globale sikkerhedsnet! Jeg har ikke anelse om, hvordan det skulle organiseres. Hvem kan?

Erik Gudmand-Høyer
Rylelunden 2 A, Fårevejle

Er Information en avis
8. MAR. – Undertegnede forfattere, der har anlagt sag mod Kulturministeriet i anledning af beskæringen af vort biblioteksvederlag, har undret sig over, at Information, trods talrige henvendelser, har valgt at ignorere denne væsentlige information, der burde have læsernes højeste interesse. Sagsanlægget, der er fremsendt in extenso til såvel indlands- som kulturredaktion, vil i princippet vælte hele den igangværende debat og skabe en helt ny situation, hvis højesteret giver undertegnede ret. En situation, der vil give alle forfattere et retsligt grundlag for deres berettigede krav.
Hvorfor har Information skønnet, at denne nyhed var uinteressant og derfor undladt at give den en journalistisk behandling?
Lene Rikke Bresson, Martin Elmer, Ebbe Kløvedal Reich, Torben Lange, Hanna Lützen, Anne-Marie Steen Petersen, Henning Prins

SVAR: Sagen blev kort nævnt i avisen den 1. marts. Vi vil følge sagens videre udvikling og tage den op, hvis eller når den kommer til realitetsbehandling ved domstolene.
Red.

Protestens Vellyst
6. MARTS – At protestere er en tilfredsstillende aktivitet, næsten vellystig.
Det må være umådelig vanskeligt for Information at forsage dette til fordel for den pinagtige erkendelse, at vi tror på de forkerte ting.

Peter Zinkernagel
Fiolstræde 14, 4, 1117 Kbh K

Ridder Fogh Blåskæg
Løjerligheder og panikerklæringer er blevet rettesnore for den udøvende magt her til lands./Tiden hvor regimet overtog magten var psykologisk korrekt, midt i angstens fjendebilledfrembringelser./Blåskæg tonede frem og lovede tryghed, fornyelser og fasthed./Ikke en af de forrådte fik siden lov til at træde ind på deres eget tings bonede gulve./Ridder Fogh Blåskæg, nøglen til kammeret med dine dræbte skal nok blive fundet.Og så kan det være, historien vil begynde.

Eva Kjeldsen,
Hørdumsgade 53, København SV

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu