Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
11. marts 2002


Smagsdommer
Det kan undre at ordet smagsdommer siden nytår har fået en negativ ladning.
I gamle dage var mundskænken – kongens smagsdommer – en livsvigtig og højt skattet person.
Det var hans job at sikre, at vinen ikke var tilsat giftige stoffer, indeholdt farlige bakterier eller på anden måde var forurenet. Med livet som indsats stillede han sin ekspertise til rådighed for den enevældige hersker og hans tro følge.

Christian M. Glahder,Kuhlausgade 7, København Ø

Mirakelmiddel mod selvmord?
5. MAR. – Lykkepiller gør danskerne lykkelige jvf. Information den 2. marts. Ordinationen af pillerne vokser stærkt, og nogle psykiatere mener endog, at et fortsat stigende forbrug kan være et tegn på, at depressioner tages mere alvorligt. Kompetente folk i psykiatrien fortæller mig, at pillerne kan være en god hjælp til at kunne begynde at arbejde med problemerne, men jeg synes nu, at 200.000 danskere på lykkepiller virker rigeligt højt. Til dette kommer at professor i psykiatri Raben Rosenberg fortæller, at det voksende pilleforbrug direkte forhindrer selvmord. Han er ikke helt sikker, men giver udtryk for, at »det er alligevel slående,« at der er et fald i selvmordstallet, samtidigt med at ordinationen af lykkepiller er vokset. Hurra! Så har vi måske med et snuptag fundet løsningen på store selvmordsproblemer rundt om i verden. Giv os en pille!
Jeg er dybt skeptisk over for, om selvmord så let kan forhindres og ser frem til, at Raben Rosenberg søger at underbygge sin optimistiske tolkning. Det turde være ganske let! I givet fald kan man blot sammenholde væksten i brugen af lykkepiller med selvmordsmønstret. Selvmordshyppigheden i Danmark har været stærkt faldende siden de tidlige 80’ere. Man kan f.eks. undersøge mønstre fordelt på alder, køn og evt. diagnose.
Jeg tror, at Raben Rosenbergs store tiltro til medicinsk behandling af psykiske lidelser får ham til at få en meget simpel forståelse af selvmord. Han overser en langt mere kompleks social og psykologisk dynamik. Jeg håber dog, at han har ret – så kan vi hjælpe grønlænderne med de ekstremt mange selvmord ved at sælge dem nogle lykkepiller.

Jørgen Thorslund
dr.phil med speciale i ungdomsselvmord
Mosebuen 4, Slangerup

Tæv og tab
6. MAR. – Hvis en mand giver sin kone en lussing, skal han forvises fra det hus, han ejer – ønsker regeringen.
Hvis kvinden finder ’volden’ uacceptabel, kan hun vel flytte? Parforhold kan vise sig at rumme mange overraskelser – hvis man har oplevet noget kritisabelt, har man sikret sig et sted at flytte tilbage til, med børn.
Ejendomsrettens fortabelse pga. kvindesagens idealer er skræmmende.

Bo Warming
Bjelkes Alle 46,
Kbh. N

Tak for mad!
8. MAR – Børnene kan kigge efter deres frokost på en hjemmeside. Det er erstatningen for, at den borgerlige regering åd børnekostpuljen. Planerne for anvendelsen af børnekostpuljen til etablering af en skolemåltidsordning var langt fremme i bla. Københavns Kommune, inden puljen blev sparet væk.
Det er fødevareminister Mariann Fischer Boel, der serverer skueretten i form af en anderledes hjemmeside med gode råd om sund børnemad for forældre, skoler og institutioner. Jeg siger tak for mad!

Per Bregengaard
uddannelses- og ungdomsborgmester (Ø), København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her