Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
7. marts 2002


Krarups kanoniske tekst
25. FEB. – I indlæg efter indlæg debatteres det for tiden, hvordan historien om den barmhjertige samaritaner skal forstås. Debatten startede, efter at Krarup havde proklameret sin i manges øjne snævre definition af næste-begrebet.
Tolkningen af tekster afhænger i høj grad af tolkerens øjne. En reel modstand mod Krarups holdning kan derfor umuligt omhandle tolkningen, han lægger ned over teksten. Det er at gå med på hans indsnævrede dogmatiske principper.
For hvad er relevansen af en henvisning til en i Krarups øjne kanonisk lignelse? Hvor interessant er én enkelt tekst egentlig i moderne sammenhæng? Bevares, Biblens ord har da kulturel og historisk betydning, men hvorfor er det lige, den skal bruges i en nutidig værdidiskussion?
Hvad forfatteren til den omstridte lignelse i sin tid havde af moralske pointer, er vel egentlig ret ligegyldigt for vores vedkommende i dag. Det forekommer mig mærkeligt, at så mange i 2002 stadig forsøger at henvise til en ’højere autoritet’ i spørgsmålet om, hvordan værdierne i vores samfund skal være.
Krarup mener ikke, vi behøver at hjælpe lidende folk i ulandene. Dette er åbenlyst en dybt kynisk og selvcentreret holdning. Kunne humanister over hele linjen formå at gøre opmærksom på, at dette er Dansk Folkepartis såkaldte ideologers holdning, ville deres dominans i dansk politik kunne blive svækket. Snævre diskussioner om gamle tekster kommer vi ikke langt med.

Søren Engelsen
Nørre Alle 75, 723. Kbh. Ø

Armslængde- princippet
27. FEB. – Den nuværende regering er ikke den første til at gøre brug af ’armslængde-princippet’. Men i det ny århundrede har begrebet antaget helt nye dimensioner. Man har tilladt Farum Kommune at komme i uføre uden at andre end pressen har grebet ind. Princippet har på eksemplarisk vis været anvendt af den forhenværende bestyrelse for Royal Greenland. Begrebet nævnes i flæng af den ene minister efter den anden, senest af kulturministeren om dennes forvaltning af kulturområdet – (dog fra Folketingssalen og ikke fra Salt Lake City!).
Miljøministeren med sine erklærede intentioner for forvaltning af sit ministerielle ansvar mener ikke, at bevarelse af den danske natur og miljø kommer ham ved. Og sidst, men ikke mindst, udtaler statsministeren, at armslængde-princippet har været anvendt i udnævnelsen af Hr. Bjørn Lomborg som direktør for Institut for Miljøvurdering.
Man kan bare håbe, at princippets anvendelse under Hans Christian Schmidt ikke har samme katastrofale konsekvenser for den danske natur, som har været tilfældet for Farum Kommune og Royal Greenland – før regeringen også er forhenværende!

Bill Arthy
Klosterhaven 8, Birkerød

Hvis du siger noget rigtigt lort om indvandrere skal du nok få en ny hofte
Hvis du skælder ud på Kunstfonden finder vi et godt plejehjem
Og hvis du angriber bibliotekspengene forhøjer vi din folkepension
Så ved du hvor du har os
Vi følger den politiske jantelov og gør livet surt for ‘de andre’
Vi ved hvor vi har dem
Vi glæder os over deres protester
Dem kalder vi smilende for ’ramaskrig’
Og så passer vi på den galde og dine knæ så du også kan gi’ dem et spark
For vi kan vel regne med dig?

Vagn Steen, spindoktor for en dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her