Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

5. marts 2002


Smagsdommeri
27. feb – Her til aften hørte jeg fru Pia Kjærsgaard i TV2 udtrykke sin mening om et begreb hun kaldte »smagsdommeri«. Det ord er da vist en nyskabelse i dansk sprogbrug?
I 1990 deltog jeg i et efteruddannelseskursus, hvor en af oplægsholderne var en historiker. En irakisk uddannet historiker af kurdisk familie og flygtning i Danmark. På et tidspunkt i debatten om kurdiske mindretals rettigheder brugte han udtrykket alt det »forbudteri«. De forsamlede danske tilhørere brød sammen af grin over det nye udtryk forbudteri. Vi forklarede selvfølgelig, at vi grinede, fordi udtrykket var meget rammende, ikke korrekt dansk, men en god fornyelse af det danske sprog.
Jeg vil ønske Pia Kjærsgaard, denne ærkedansker, hjertelig til lykke med, at hun med 12 års forsinkelse endelig har lært noget af indvandrerne og flygtningene, nemlig , hvordan man fornyr det danske sprog på en måde så det forstås af enhver såkaldt »almindelig dansker«. Held og lykke med fremtidig udnyttelse af sproglige fornyelser fra andre danskere end de mange af os, der gennem generationer kun har haft diverse forfædre som var tyske håndværkere eller svenske bønder. Ren nordeuropæisk indavl?

Betty Nielsen
Strandbyparken 4,
Hvidovre

Forbrydelse og straf
27. FEB – Meget apropos vil jeg hermed bringe i forslag, at straframmen for cykeltyveri hæves fra den nuværende »Hovedrystende Pegefinger« til to års ubetinget fængsel.
Dels fordi det er helvedes irriterende, men især fordi fraværet af cykel underminerer ejerens helbred med negativ indflydelse på den saliggørende nedsættelse af hospitalernes ventelister til følge.
Desuden foreslår jeg, at trafikminister Flemming Hansen idømmes isolationsfængsling til efter afholdelsen af det næste folketingsvalg, fordi han stjæler regionaltog fra vestjyderne.
Med nogen bekymring må jeg dog nok erklære mig inhabil og uberettiget til at fremkomme med forslagene, da jeg ikke er bilejer og følgelig ikke engang bidrager særlig effektivt til den miljøøkonomiske foretagsomhed/produktionsbeskæftigelsen.
I sidstnævnte forbindelse, og da jeg tilmed er på efterløn, vil det desværre nok være relevant at bede Institut for Miljøvurdering, in casu Store Stygge Bjørn, om at vurdere det tilrådelige i, at min eksistens bare fortsætter uhindret til naturlig afgang.

Torkil Brøndum
Skolegade 1, Thisted

Ikke fremtid men tilbagetid
26. FEB. – Regeringen savner ej underlødighed. Næppe har man fyret og ryddet miljøapparatet, før man sætter Lomborg i spidsen for en endelig reduktion.
Det er som underlødigheden ikke kan blive stærk nok. Man tramper kategorisk, vedvarende og med forsæt.
De griske skal nok folde sig ud i minimalstaten. Det er bare ikke fremtid, men tilbagetid med alle dekadencer i fuldeste flor.
Råddenskabens vækst. Og mere følger efter. Selvfølgelig bliver det bedre!

Ole Kløcker,
Gasværksvej 35,
1656 Kbh. V

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu