Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
26. marts 2002


Terrorskabelse
19. MAR. – Hvordan skaber man mest mulig terror? Jo, Iver Houmark Andersen har et godt bud: Støt NGO’er, der bekæmper den lovlige regering i u-landene. »Og i dag vil fortsat engagement via NGO’er i Zimbabwe være et meningsfyldt bidrag til at få væltet Mugabe.« (Inf., den 19. marts). Tilhængere af Mugabe vil i en sådan situation ikke have anden mulighed end at foretage terrorangreb mod de lande, der vil vælte deres folkevalgte præsident. På samme måde følte de 15 saudiarabere og de fire ægyptere, der fløj i døden den 11. september i terrorangrebet på USA, at ondets rod ikke lå i deres egne lande, men i det udland der har gjort det umuligt at ændre Mellemøstens politik ved folkelige valg.
Lad os hellere slå fast, at det ikke er Danmarks opgave at be stemme styreformen i hele verden. Hvis et land styres af forbrydere skal vi ikke støtte det, men vi har heller ikke ret til at vælte regeringen, det må befolkningen selv gøre. Ellers får vi endeløs nyimperialistisk kanonbådsdiplomati, hvad der uvægerligt vil føre til en ufattelig katastrofe i en verden, hvor selv små, fattige lande snart vil kunne skaffe sig atomvåben.

Iver Hagel-Sørensen
Hyftebjerg Allé 78 A S/M
2720 Vanløse

Om naturerkendelse
19. MAR. – Sune Lehmann citerer i en artikel i Information den 15. marts Einstein for den ytring, at »det evigt ubegribelige ved naturen er dens begribelighed«.
Dette må være et fejlcitat, eftersom Einstein såvel som Niels Bohr, og i øvrigt samtlige datidens topatomfysikere, var ude af stand til at løse det vigtigste foreliggende problem, nemlig at forstå, henholdsvis at forklare, hvorfor atomkernepartiklerne bevæger sig og opfører sig som de gør.
Disse partikler blev gjort tilgængelige, da englænderen Rutherford i 1919 gennemførte og påviste den første atomkernesønderdeling.
Atomvidenskaben gik selvfølgelig i stå i 1920’erne. Den danske fysiker Mogens Pihl skriver i 1963 om dette emne, at en helt ny tænkemåde (teori) er nødvendig.

Jørgen Strange
Krogebjerg 39, 2720 Vanløse

Det kribler i kunsten
19. MAR. – Den 18. marts skriver Karen Syberg bl. a. i lederen: »Men betyder det nødvendigvis, at støttesystemet skal centraliseres, når de fagkyndige udvalg under Kunstrådet alligevel stadig består af de traditionelle udvalg for billekunst, litteratur, musik og scenekunst?«
Traditionelle? Det er da i højeste grad nyskabende, og jeg ser med største spænding frem til, hvad Udvalget for Billekunst vil bringe for en dag.

Peer Bentzen
Via Enrico Ferri 2,
Grottaferrata (RM), Italien

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her