Læsetid: 3 min.

Modstand er ikke føleri

Det var nødvendigt at kritisere den danske stat ud fra et feministisk synspunkt under den social-demokratiske regering
21. marts 2002

EU
»Hr. EU og fru Danmark«. Sådan karakteriserer stud.scient.pol. Sofie Carsten Nielsen kønsmetaforerne i den danske EU-debat i en kronik den 7. marts. Jeg er helt enig i, at vi må ud over de traditionelle forståelser af nej- og ja-siden og af mænd og kvinder. Men spørgsmålet er, om ikke SCN selv bidrager til stereotypiseringen – nemlig ved selv at stereotypisere og dikotomisere diskursen om EU til uigenkendelighed.
SCN erklærer sig i kronikken som ja-siger, og det skinner da også igennem. Men jeg tror, at ja-sigere som Lone Dybkjær og Helle Degn vil være enig med mig i, at SCN har selv bliver konstruktionens konstruktør.
Sofie Carsten Nielsen kronik er et omformuleret ekstrakt af hendes artikel i den i øvrigt vægtige og flotte bog De røde sko. Feminisme nu, red. af Leonora Christina Skov. Men heller ikke i den større artikel er der metodiske overvejelser over, hvordan og på hvilket kildemateriale SCN kommer frem til konklusionen, at både ja- og nej-siden »bygger på traditionelle kønsforståelser, når de skal forklare, hvorfor EU er godt eller dårligt.«
Jeg er langt mere enig med Chiara Bertone, som i en afhandling konkluderede, at køn har været en skjult dimension i EU-debatten, og at stereotyperne om hr. EF og fru Danmark kun holdt rigtigt i 1970’erne.

Meget lidt om køn
Jeg har selv været irriteret over, hvor svært jeg har haft ved at tale om køn i EU-debatterne. Jeg har trods alt ofte haft mulighed for at formulere mig, både i tale og på skrift. Hvis SCN gik til kilderne ville hun – måske til sin forbavselse – finde, at der står meget lidt om køn i JuniBevægelsens valgprogrammer til EU-parlamentsvalget og i vores mange pjecer op til folkeafstemningerne.
Det skyldes, at det er umuligt at stille det op som et spil om ’mændene mod kvinderne’, da der alene er tale om et ’gender gap’, altså en forskel på 5-12 procentpoint mellem de to køns stemmeafgivning. Det er i øvrigt forbavsende, at det altid er ’kvindernes’ stemmeafgivning, der skal forklares. Hvorfor spørger ingen, heller ikke SCN, hvorfor flere mænd end kvinder stemte for euro’en, eller angiver at de vil ophæve forsvarsforbeholdet?
Helt galt går det, når SCN ud fra et citat fra mig og Mogens Camre i sin egen pen skriver, at for nej-siden er »EU et rationelt, kynisk, maskulint projekt, som ligger langt fra kvindernes mere følelsesmæssige og intuitive tilgang til politik.« Jamen dog!
SCN ville, hvis hun ellers havde villet, kunne finde stribevis af indlæg, hvor jeg har taget afstand fra dikotomiseringen i rationel versus følelsesmæssig, eller hjerne kontra hjerte i EU-debatten.

Logikken halter
Man må spørge, hvis konstruktion er det, Sofie Carsten Jensen gengiver, når hun sammensætter dikotomierne kvinde-mand, følelsesladet-rationalitet, Nejsiger-Jasiger? Her halter logikken. Hun får da svært ved at finde belæg for, at vi på nej-siden skulle have argumenteret for, at kvindelige nej-sigere er irrationelle. Det er, som hun selv viser, ja-siden, der tangerer en sådan sprogbrug (og kun iblandt). Derfor er det forbavsende, at SCN både konkluderer, at ja-siden og nej-siden bruger samme kønsforståelser, og at vi bruger forskellige. Vi på nej-siden mener jo forstås ikke, at dem der stemmer nej er irrationelle! Men jeg føler også behov for at forsvare ja-siden mod SCN’s konstruktioner.
Fader EU og fader stat! Det er forbavsende at høre igen og igen, at fordi man kritiserer EU, så kan man ikke forholde sig kritisk til den danske stat. Her lægger SCN sig op ad en typisk EU-tilhænger-konstruktion, som ikke holder. Sofie Carsten Jensen kan f.eks. læse min kritiske artikel om Danmarks (manglende) ligestillingspolitik i den nye bog fra Magtudredningen: Kønsmagt under forandring.

Lidt mere research
SCN har fundet et citat, hvor jeg malende siger, at man ikke skal vente på, at fader EU skal komme og forære os ligestilling, fordi ligestilling ikke er noget man får, men noget man slås for. Men samme argument med opfordring til kvindepolitisk mobilisering gælder jo også i relation til den danske stat, og det kunne SCN har fundet ud af med bare en smule research.
Det var nødvendigt at kritisere den danske stat ud fra et feministisk synspunkt under den socialdemokratiske regering, men efter regeringsskiftet er det vel blevet åbenlyst for enhver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu