Læsetid: 3 min.

Mon universitetet forstår ministeren? Og gør ministeren?

Helt nye videnskabsområder forbinder humaniora med avanceret teknik. Dødspændende
Debat
5. marts 2002

Kommentaren - Forskningspolitik
I et videnssamfund er humanistisk forskning ikke alene til for almendannelsens skyld. Her bidrager den humanistiske forskning også til samfundets erhvervsmæssige reproduktion.
Spørgsmålet er, om de humanistiske fakulteter på landets universiteter har forstået det. Og spørgsmålet er, om disse forskeres ministerium – Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling – har. For at gøre sagen anskuelig vil jeg give et eksempel.
Igennem fire år har jeg været leder af et dansk forskningsprojekt med det gode danske navn Staging of Virtual Inhabited 3D Spaces. Projektet er tværfagligt: Der er deltagere fra datalogi, ingeniørvidenskab, sprogvidenskab, kommunikations- og medievidenskab, dramaturgi, arkitektur, psykologi m.v. Projektet er internationalt anerkendt, og resultaterne formidles i en serie på fire bøger, der udgives af Springer Publishers i London.
Hvad handler projektet om? »Staging of Virtual Inhabited 3D Spaces« betyder »iscenesættelse af virtuelle beboede tredimensionale rum«. Det handler med andre ord om, hvordan man skaber digitale tredimensionale verdener, der bebos af avatarer og af intelligente agenter, dvs. af skikkelser, der repræsenterer brugerne og af selvstændige digitale væsener.
Hvor kender vi sådanne beboede verdener fra?
*Fra computerspil.
*Fra de mange virtuelle verdener på internettet.
*Fra digitale kunst-installationer og teaterinstallationer der kombinerer ’rigtige’ skuespillere og rekvisitter med digitale verdener.
*Fra bilfabrikker, der designer biler i digitale modeller.
*Fra olieindustrien, der laver ’prøveboringer’ i geologiske 3D-modeller.
*Fra byggeindustri og landskabsplanlægning, som bygger huse, by-områder, ja hele landskaber i digitale modeller, så effekterne kan afprøves digitalt.
*Og fra geografisk spredte virksomheder, der skal formidle praktisk samarbejde på tværs af afstandene.
Hvorfor har dette forskningspolitisk relevans? Det har det, fordi det indvarsler nye samarbejdsrelationer mellem humanistisk, samfundsvidenskabelig og teknisk-naturvidenskabelig forskning.
Og det derigennem også indvarsler en ny forståelse af den samfundsvidenskabelige og den humanistiske forskning.
De nye samarbejdsrelationer mellem humanistisk og teknisk forskning opstår, fordi den tekniske forskning ikke selv kan levere den viden, der skal til for at skabe virtuelle verdener.
*Hvordan navigerer vi i en rumlig verden? Hvad er forskellen på at finde vej ved hjælp af en tredimensional model, som man ’er i’ (først går du hen ad vejen, så drejer du til venstre, så skal du ind ad porten og så går du op på tredje sal) og at finde vej ved hjælp af et almindeligt, fladt kort? – Det ved psykologerne.
*Hvad sker der med vores forståelse af verden, når den fra at have været repræsenteret i ét medie repræsenteres i et andet medie, dvs. ’re-medieres’? – Det ved medieforskerne.
*Hvad er kriterierne for en god eller dårlig model? Hvordan kommunikerer man med en intelligent agent? Hvordan iscenesætter man en kunstig verden, så den både fungerer og er attraktiv (spændende og smuk) at være i? – Det ved arkitekter, lingvister og dramaturger.
I forskningen begynder disse indsigter at melde sig, og resultaterne bliver flere og flere. Men endnu er de organisatoriske rammer for samarbejdet langt fra på plads.
Skal disse ’nye’ humanister blive på deres gamle fakultet? Eller skal de slå sig sammen med datalogerne og de digitale ingeniører, fordi det er samarbejdet og den nye viden om de digitale mediers muligheder, der er afgørende?
Begge modeller – og også kompromiser, der forsøger at kombinere det bedste fra begge verdener – afprøves i øjeblikket.

Krav om fornyelse
Men eksemplet indvarsler også at der kræves forskningspolitisk fornyelse. Vi er vant til at skelne mellem en videnskab, der er konstruktionsorienteret og én, der er fortolkningsorienteret:
Den første havde praktisk relevans, mens den anden havde relevans for den almene dannelse.
Så enkelt forholder det sig ikke længere.
Det nye er, at humanistisk forskning i det 21. århundrede også har fået en umiddelbar nytteorientering, for eksempel for design, kultur, kommunikation, medier, iscenesættelse, fortælling, navigation, læring osv. Det betyder vel at mærke ikke, at så skal al humanistisk forskning ’nyttiggøres’.
Fuldstændig ligesom den tekniske forskning ikke kan undvære grundforskning, kan den konstruktions-orienterede humanistiske forskning ikke undvære grundforskning om medier, kommunikation, filosofi, litteratur, historie, tegn osv.
Med overgangen fra det 20. til det 21. århundrede foregår en omvæltning af den humanistiske forsknings funktion og relevans.
Det stiller store krav om nytænkning til den minister, der leder et ministerium for »videnskab, teknologi og udvikling« (titlen signalerer jo unægteligt gamle dage).
Men det stiller lige så store krav til de humanistiske forskere, der skal tænke nyt, skabe nye rammer for forskning og uddannelse, etablere nye relationer mellem grundforskning og anvendt forskning, udvikle nye kanaler til forskningsformidling.
Og samtidig må de ikke smide grundforskningen – som er forudsætningen for at den anvendte forskning kan blomstre – ud med badevandet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her