Kronik

’Jeg er jo også grim’

Det handler om køn, kvindekrop og det at være kvinde. – Om, hvad kvinder gerne vil, og hvorfor de så ikke bare gør det
23. marts 2002

Lørdagskronikken
I løbet af de første par uger efter at jeg for det meste af 20 år siden var begyndt at arbejde som privatpraktiserende psykoterapeut, gjorde jeg en iagttagelse, som var uforglemmelig og rystende. Tre unge kvindelige klienter mødte uafhængigt af hinanden op til deres første time, satte sig ned, og sagde i løbet af de første få sætninger helt nøgternt og en passant: »Jeg er jo så grim.« I alle tre tilfælde var jeg ved at tabe både næse og mund.
Ingen af de tre kunne med noget objektivt udgangspunkt betegnes som grim. Tværtimod. Den første var klassisk smuk med fine velproportionerede træk, den anden var en mere speciel men iøjnefaldende skønhed, og den sidste var en frisk og køn ung kvinde. Alle tre var normalvægtige til den slanke side. Så hvad var der dog på færde?
Som psykoterapeut møder man ikke et udsagn som: »Jeg er jo så grim« med opmuntrende og benægtende bemærkninger. Udsagnet er netop virkelighed for klienten, og den virkelighed må psykoterapeuten forholde sig til, og undersøge sammen med klienten.
Disse tre unge kvinder havde meget forskellig social baggrund, noget forskellig uddannelsesmæssig baggrund, og kun den ene af dem havde været udsat for et seksuelt overgreb. Ingen af dem havde en personlighedsforstyrrelse, selv om de havde følelsesmæssige vanskeligheder. Til trods for forskellene viste det sig, at det så påfaldende og pinagtige udsagn i alle tre tilfælde var et udsagn om kønnet. Om kvindekroppen. Om det at være kvinde.
Det er indlysende tragisk, at tre unge kvinder kan forkaste sig selv på denne radikale måde. De tre var imdlertid kun begyndelsen, for siden da har jeg hørt mange kvinder nedvurdere sig selv i denne eller andre henseender.
Det er ganske almindeligt, at kvinder både i og uden for terapilokalet udtrykker tvivl om deres kvindelighed, om de er ’rigtige’ kvinder, om de er for mandhaftige, dominerende, udfarende, om deres krop og påklædning er feminin nok og så videre. Som om kønnet kunne ophæves. Som om en kvinde kunne være andet end rigtig kvinde uanset højde, drøjde, personlighed, beskæftigelse, påklædning.
Bekymringen angående at være ’rigtig’ skriver sig ofte ind i en kompleks psykologisk struktur, som jeg kalder Morgianesyndromet. Denne struktur karakteriseres af tre elementer, nemlig dels den tvivl om og nedvurdering af kønnet, som er beskrevet ovenfor, dels angst for at udtrykke sig og handle på egne vegne og dels en destruktiv svingen mellem almagt og afmagt.

Morgiane.En del kvindelige klienter udtrykker en meget udpræget tøven overfor at fokusere på, og udtrykke, egne ønsker og behov, der i stedet søges tilpasset den givne omverdens forventninger. Kvindernes uklare fokus viser sig at have til formål at afværge en voldsom angst, der kommer til udtryk, hvis de presses til at formulere sig nogenlunde klart om egne ønsker og behov.
De pågældende kvinder møder ikke den nævnte angst, hvis de udtrykker sig eller handler på andres vegne, f.eks. ægtemænds, børns eller arbejdsgivers vegne. Som tjenerinden Morgiane i eventyret Ali Baba og de fyrretyve røvere, kan kvinderne være særdeles handlekraftige på andres vegne. Man kan sige, at kvindernes angst aktiveres, hvis de skal gøre noget helt i deres egen tjeneste.
Morgiane er som bekendt den kløgtige og snarrådige slavinde, der hjælper Ali Baba mod den hævngerrige røverhøvding: Ikke alene udtænker og udfører hun en list, der skal skjule Ali Babas brors dramatiske død, desuden afliver hun alle røverne med kogende olie, og ved en senere lejlighed stikker hun høvdingen ihjel! I eventyret har Morgiane ikke problemer med at bruge sin snarrådighed, kløgt og handlekraft, men hun bruger dem i Ali Babas tjeneste. Og hvad belønnes hun med? – ægteskab, med Ali Babas søn!

Ideal og realitet. Endvidere ses hos kvindelige klienter ofte en udpræget vanskelighed i forhold til at skelne mellem ideal og realitet. Kvinderne synes selv, at de skal leve op til et væld af (modsatrettede) omverdenskrav. Idealet er at være ’rigtig’, at kunne ’klare alt’, men realiteten er, at kun nogle af kravene kan imødekommes.
Kvinderne kan imidlertid ofte slet ikke eller næsten ikke mediere mellem ideal og realitet: Når det ikke viser sig muligt at klare alt, siger de: »Jeg kan ingenting, jeg duer ikke« i stedet for at sige: »Jeg kan noget, men ikke alt«. De svinger mellem almagt og afmagt.
Almagt-afmagt strukturen kan forstås som en destruktiv narcissistisk struktur præget af angst, fordi den mindste antydning af anslag mod almagten betyder undergang i afmagt. Denne struktur er i sig selv ikke specifik for kvinder, men ses iflg. mine iagttagelser hyppigt hos kvinder i samspil med angsten for at udføre andet end Morgianeopgaver, og i samspil med tvivlen om og nedvurderingen af kønnet.

Historie og kultur. Kvindelighed kan kun forstås i en historisk og kulturel sammenhæng. Familieformen er f.eks. helt afgørende for den udformning kvindeligheden henholdsvis mandligheden får.
Dette er på en måde almen viden, for rigtig meget skønlitteratur helt fra 1600-tallet og til nu diskuterer familieform, opvækstbetingelser og formning af personligheden. Der foregår en løbende diskussion og problematisering af familieform og familierelationer i skønlitteraturen – og i dagbøger og selvbiografier.
Selv om kernefamilien i sine forskellige udformninger i de sidste 300 år har kunnet leve op til sin samfundsmæssige funktion, nemlig at producere duelige samfundsborgere, så har den åbenbart aldrig været subjektivt tilfredsstillende.
Bruger jeg min baggrund i litteraturanalyse og mentalitetshistorie, ser jeg kvinder i 1700- og 1800-tallets litteratur skildret i konflikter, der strukturelt set ligner dem, jeg iagttager hos mine kvindelige klienter i en nutidig og anden konkret udformning. Jeg opfatter det sådan, at de konflikter, vi kender idag, kan ses i kimform og i forskellige voksestadier i litteraturen.
F.eks. er det ud fra et nutidigt psykologisk begrebsapparat muligt at slutte baglæns og sige, at Samuel Richardson i romanen Pamela. Or Virtue Rewarded fra 1741 via sin kvindelige hovedperson skildrer indrestyring, evnen til at være velovervejet og udskyde behov, og narcissisme som sammenhængende og denne sammenhæng som omkostningsfyldt. Ligeledes er det f.eks. muligt at sige, at Jane Austen i Pride and Prejudice fra 1813 viser sin kvindelige hovedperson i en konflikt mellem ideal og realitet, der kræver både behovsudskydelse og behovsforskydning, nemlig fra umiddelbar, sanselig lyst, til tilfredsstillelse i narcissistisk spejling.
Jeg har især beskæftiget mig med engelsk og skandinavisk skønlitteraur fra 1700- og 1800-tallet, og her er det overordentlig tydeligt, at familie- og samfundsændringerne diskuteres, problematiseres og befæstes i litteraturen. Samfundsmæssige modsætninger optræder som mere eller mindre åbenlyse modsætninger i teksterne.
Modsætningen mellem realistisk samfunds- og familiekritik og idealistisk problemløsning er en gennemgående struktur. F.eks. er familieidealet oftest en ubrudt kernefamiliestruktur – far-mor-børn – mens de(n) skildrede familie(r) er karakteriseret af brudte strukturer, dvs. fravær af en eller begge biologiske forældre og/eller tilstedeværelse af erstatninger eller suppleanter for de biologiske forældre.
Hos i hvert fald de kvindelige skribenter i perioden, kan der iagttages en betydelig ambivalens over for ægteskabet, selv om ægteskabet samtidig som hovedregel opfattes som det eneste acceptable livsperspektiv for kvinderne.
For mig er det interessant, at den spænding mellem ideal og realitet, der kan iagttages i periodespecifikke variationer i litteraturen over en meget lang periode, har en konkret og specifikt nutidig udformning i de vanskeligheder, mange nulevende kvinder har med at mediere mellem ideal og realitet i deres eget liv.

Kroppen. I almindelig daglig tale er vi tilbøjelige til at bruge begreberne kvindelighed og mandlighed som overhistoriske og overkulturelle størrelser. Som om kvindelighed og mandlighed til enhver tid og i enhver kultur var det samme. Denne brug af begreberne anser jeg for uholdbar.
Som jeg ser det, defineres en mand som mand af sin mandekrop og en kvinde som kvinde af sin kvindekrop. Dermed er intet sagt om deres personlighed eller karakterstruktur eller for den sags skyld om deres egen opfattelse af eget køn eller kønsrolle.
Når vi f.eks. taler om, at mænd er mere handlekraftige end kvinder, og kvinder mere afventende end mænd, må vi gøre os klart, at vi taler om personlighedstræk, der er kulturelt bestemt og ikke biologisk betingede. Det har vi som regel meget svært ved at huske.
Helt galt bliver det, når reklamer, magasiner, radio- og tvprogrammer skal forestille at henvende sig specielt til kvinder. Så defineres kvinder overvejende ud fra deres biologi, og fællestemaerne bliver mode, skønhedspleje, madlavning, børn og relationer til mænd.
Stormagasinerens julekataloger nærmer sig det parodiske: Julegaven til en kvinde skal findes inden for kategorien skønhedspleje inclusive parfume, kategorien køkkenudstyr eller allerhelst kategorien lingeri. Budskabet er klart: En ’rigtig’ kvinde føler sig især værdsat af sin ’rigtige’ mand, hvis han dekorerer hendes krop med frækt undertøj.
Man kan dårligt forestille sig et mere historisk og kulturelt specifikt udtryk for kvindelighed end vore dages lingeri og ritualerne omkring det. Der er ingen biologisk selvfølge i at udtrykke sig i og med frækt undertøj, selv om det er en biologisk selvfølge, at mennesker tiltrækkes af hinandens kroppe.

Det andet.Mennesker fødes enten mandlige eller kvindelige, vi fødes ikke som mennesker slet og ret. Kønnet er, og kønnet bliver, den faktor, der kommer til at bestemme allermest i vores liv. Det bliver kønnet dels på grund af, at det er uomgængeligt, og dels på grund af alle de kulturelle definitioner, der lægges på kønnet.
At kønnet er uomgængeligt betyder, at vores kropsoplevelse er enten en mands eller en kvindes.
Mange følelsesmæssige ytringer opleves i de samme områder i en mande- og kvindekrop; angst giver f.eks. hjertebanken og øget puls hos begge køn, uudlevet sorg har det med at sætte sig som spændinger i hals og stemmebånd hos begge køn osv., men vi kommer alligevel aldrig til at have det andet køns kropsoplevelse. Vi må leve med at være ’det andet’ for hinanden.
Jeg tror, det er selve eksistensen af ’det andet’, der har fået og får os til at lave så mange individuelle og fælles definitioner af kønnet, både af vores eget køn og af det modsatte. Eksistensen af noget ’andet’ betyder en fristelse til at projicere det, vi ikke er, gerne vil være eller ikke vil være, over på det andet køn.
Vi kan frygte ’det andet’, søge at få magt over det, gøre det til genstand for tilbedelse, men det falder os åbenbart umådelig svært, blot at anerkende en ligeberettiget eksistens af noget ’andet’ og iagttage og undersøge dette ’andet’ uden projektioner og forudfattede definitioner.
Som jeg ser det, er det, vi kalder kvindelighed, resultatet af en specifik historisk og kulturel formningsproces, der i hvert fald har stået på i de sidste 400 år her i Vesteuropa. Med andre ord: Kønnet er, men kvindeligheden (og mandligheden) formes.

Som psykoterapeut arbejder jeg på et individuelt plan. Det forhindrer imidlertid ikke, at det fælles også bliver synligt. Jeg får det ikke altid serveret med så stor entydighed og voldsomhed, som da de tre unge kvinder uafhængigt af hinanden, men enslydende, kaldte sig selv grimme. De tre måtte – og kunne heldigvis – foretage hver deres individuelle bearbejdning af den negative selvopfattelse. Som mange andre kvinder har gjort det. Men for mig er det et ubesvaret spørgsmål, hvordan vi kan bearbejde det fælles på et fælles plan.
I årenes løb har jeg iagttaget, at rigtig mange kvinder er bange for at udfolde sig og bruge alle deres potentialer. Det viser sig klinisk i den psykoterapeutiske situation, men det viser sig også i mange samtaler og situationer uden for det terapeutiske rum. Mange kvinder uden egentligt behov for psykoterapi vil kunne nikke genkendende til nogle af eller alle de træk, hvormed jeg karakteriserer Morgianesyndromet.
Kvinderne kommer i psykoterapi med deres individuelle udgangspunkt, men det viser sig ofte i det individuelle en angst, der tillige er fælles for så mange kvinder, at det er spørgsmålet, om den ikke må betragtes som normalitet. Et meget hyppigt forekommende træk må vel betragtes som normalt, selv om det er uhensigtsmæssigt.
Jeg taler her om en lidelse, som virker hæmmende på det individuelle plan hos den enkelte kvinde, men som også givetvis er uproduktiv på det samfundsmæssige plan. Det kan ikke være befordrende for samfundet, at en stor del af populationen er hæmmet af en angst, der institutionaliseres gennem opdragelse og kultur i bredeste forstand.
Der viser sig i terapilokalet et fælles kulturelt og samfundsmæssigt problem, som det er op til den enkelte kvinde at bearbejde individuelt.
Som terapeut må jeg påpege over for kvinderne, at der er både en individuel og en fælles del af deres problem. Det er hensigtsmæssigt nok at bearbejde den individuelle afmagt hos den enkelte kvinde terapeutisk, for det kan tydeligt ses at være en lettelse for og styrkelse af kvinden.
Det forekommer mig imidlertid ikke tilfredsstillende, at et fælles kulturelt og samfundsmæssigt problem ikke også bearbejdes på et fælles plan.

*Lise Winther-Jensen er mag.art. i litteraturvidenskab, psykoterapeut

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu