Kronik

Jeg har også været højreorienteret

Min første valgbare handling var at stemme på Venstre. At tilstå det bør vel føles så svedigt som at miste sin mødom i en brandert på skolens lokum med hende 1.g’eren som gjorde det med alle...
Debat
19. marts 2002

Retfærd & Velfærd
Da den engelske filosof Sir Isaiah Berlin døde for nogle få år siden, kunne man i flere nekrologer falde over begrebet ’en liberal venstreorienteret’. Siden har jeg tilbagevendende mediteret over udtrykket. Smagt på det. Vendt og drejet det. Jeg kan li’ det, føler mig tiltrukket af det, men uden endnu, at være kommet helt overens med det. En liberal venstreorienteret.
Umiddelbart skurrer det. En liberal er sådan én man ved, hvor man har. En der stemmer på Venstre. En der forfægter individet og dets rettigheder. Og omvendt med en venstreorienteret. Det er en socialist, én der knægter individets rettigheder under postulatet om, at det er for det fælles bedste. Den liberale definerer klart grænsen mellem individ, stat og samfund, mens den venstreorienterede opløser individet i det sociale som så igen viser sig at være identisk med staten. Socialisme. Det klinger fælt. Che Guevara på væggen og Maos lille røde på sengebordet.
Jeg tror, at de fleste i min generation har et noget ambivalent forhold til venstrefløjens traditionelle iklædninger. Men jeg kan se, at dem der i dag er teenagere uproblematisk plukker af historien, og ifører sig afghanerpels og bukser med svaj. Femø-lejren er kitsch, Røde Mor er kitsch. På ti år er symboldekodningen gået fra rejste nakkehår og lettere ubehag til citér- og brugbar attitude i det nye årtusinde. Jeg må være ved, at blive gammel... .
For mange år siden bragte Dagbladet Politiken en ’stribe’ med Radiserne.
Jeg kan ikke præcis huske temaet, men i det afsluttende billede siger Trine til Thomas: »Jeg var også dum, da jeg var lille«. Det var jeg også. Dum, altså. For i mange år troede jeg faktisk, at det forholdt sig således, at den egentlige menneskelige frihed kunne sikres (bemærk venligst at jeg ikke skriver skabes, men sikres, og at jeg således anså den som reelt eksisterende, omend under konstant ild) ved at stemme på Venstre.
Jeg gik på et relativt borgerligt gymnasium nord for København, og omkring mig var der enkelte der engagerede sig partipolitisk. Typisk i Konservativ Ungdom og i Venstres Ungdom. Men sågar også i Fremskridspartiets Ungdom. Det var dengang, under Schlüter og Ellemann Jensen.
Og med ideologerne Fogh Rasmussen (som siden er blevet statsminister) og Haarder. Dengang troede jeg, at individet var en helstøbt entitet, som den socialdemokratiske social- og såkaldte velfærdsstat så det som sin fornemmeste opgave at pervertere. Jeg var som sagt dum dengang jeg var lille.
Men nu har jeg bekendt det. Jeg var – men kun i en kort overgang, et par år eller tre højest – højreorienteret. Offentligheden burde for længst har afkrævet mig en offentlig undskyldning. Jeg kunne træde frem i en kronik, f.eks efter at gamle klassekammerater havde angivet mig i kommentarer og læserbreve. Og bekende min dårskab, min vantro. Jo, som min første valgbare handling stemte jeg på Venstre, skulle jeg skrive. Og derefter, spalte op og spalte ned, redegøre for hvor smudsig jeg nu, længe efter, føler mig. Leden ved mig selv. Som at have mistet sin mødom i en brandert på skolens lokum efter en fest, med hende 1.g’eren som gjorde det med alle.... Men det var kun en kort overgang. Det lover jeg. Og jeg støttede aldrig Falklandskrigen, det gjorde jeg altså ikke. Jeg har heller aldrig inhaleret.

I en årrække har vi kunnet følge, hvordan Weekend-Avisen og Berlingske Tidende har relanceret inkvisitionen. Redaktionerne i Pilestræde har forsøgt at bedrive historiekritik gennem en lang række angreb på forskellige akademikere, intellektuelle og kunstnere, som i 60’erne og 70’erne var del af det vi kender som studenter- og ungdomsoprøret. Ønsket er, dels at skrive sejrherrens historie over de turbulente årtier, og dels at lade de marxistiske syndere gå bodsgang i det offentlige rum, dyppet i tryksværte og rullet i avispapir. De ønsker en undskyldning, ja en offentlig soning, som kan rehabilitere dem selv og de holdninger de fik knægtet under studietiden i 60’ernes og 70’ernes universitetsmiljøer, og som siden Murens fald har fået medvind.
Ønsket om, at venstreorienterede fra perioden cirka 1965-1989 offentligt skal i gabestokken, har imidlertid udviklet sig til en farce, der for venstrefløjens vedkommende mest af alt minder om det allerede klassiske Clinton-citat: »I did not have a sexual relationship with that woman.« For ligeså meget som Clinton in fact havde et seksuelt forhold til den kvinde, ligeså meget havde store dele af den danske venstrefløj i årevis haft bukserne nede i enten stiltiende eller larmende accept af den voldtægt, der for altid vil være et brutalt og ulykkeligt minde om Warszawa-pagtens lange lidelseshistorie, og om tragedierne i Kina, Nordkorea og Cambodia.
Den manglende kritik af den såkaldt ’virkeliggjorte socialisme’ efterlader ubestrideligt – dengang som nu – dele af venstrefløjen med et betydeligt forklarings- og troværdighedsproblem. Jeg kunne imidlertid med rette pege på, at den store politiske majoritet i 1960’erne og 1970’erne ligeledes forsømte at kritisere f.eks Vietnamkrigen, i tavshed så på USA’s behandling af afro-amerikanerne, i larmende tavshed forholdt sig til overgrebene på den oprindelige indianske befolkning, den dybt kompromiterende adfærd i mange Syd- og mellemamerikanske lande. Listen er endeløs og de individuelle ofre ikke mindre frygtelige, end for de millioner der havnede i Gulag eller omkom som følge af Kulturrevolutionen. Det sætter selvsagt også inkvisitorerne i et blakket skær. Men dette er slet ikke min væsentligste pointe. For den ene uretfærdighed retfærdiggør som bekendt ikke den anden.

Ovenstående kunne jo så tages som udtryk for, at jeg finder den politiske butik lukningstruet efter besøg fra sundhedsmyndighederne. Så enkelt er det imidlertid ikke. Politik er vigtigt, og selv om vi har haft en statsminister der mente, at ideologi er noget bras, og vi har haft et kor af franske filosoffer der mener, at ikke alene er ideologierne noget bras, men de er faktisk også døde, så vil jeg være så højst politisk usamtidig og utidig og hævde, at hvad vi behøver i dag, mere end i hele min levetid, er en god og sund kritik af det bestående. De gamle 68’ere havde et ord for det, og jeg tillader mig at tage det i min mund, for det er godt og det er rammende: Vi savner ideologikritikken. For selv om Lyotard og Schlüter har været henholdsvis retspatolog og identificerende pårørende ved underskrivelsen af ideologiernes dødsattest, så har det vist sig, at patienten lever, omend den er skrumpet noget. Den omtales nemlig p.t. kun i ental, bestemt form. Ideologien.
Og den ideologi der forlod dødslejet var kapitalens ideologi. Iblandt kalder den sig markedets ideologi, men oftest kender vi den slet og ret som udviklingens ideologi.
Den franske sociolog Pierre Bourdieu, har med rette påpeget det samfundsmæssigt fattige i, at forestillingerne om, hvordan vi ønsker vores liv og samfund indrettet, i uhørt grad har overgivet sig til en udviklingsfatalisme. I det moderne samfund, hævder Bourdieu, har ’udviklingen’ næsten antaget en metafysisk karakter. Den er et frådende monster, der pløjer sig frem med sin egen logik og sit eget rationale.
Men sådan er det ikke og sådan burde det ikke være, mener Bourdieu. Han kalder den fremherskende opfattelse af udviklingen for dybt præget af ’TINA-følelsen’, og det lyder jo harmløst. Men TINA står for følelsen af, at There Is No Alternative. Det er denne defaitisme, denne mangel på tiltro til, at vi som mennesker kan gøre en forskel og med vores ageren og handlen i verden kan ændre tilværelsen til det bedre. Det er i sandhed fattigt.

Men det er udviklingen, og imod den kæmper både større og mindre ånder som bekendt forgæves. Udviklingen er irreversibel. Den afgår – som Mussollinis tog hævdedes at gøre – punktligt. Men det er et runaway train, hvor man ikke skal gøre sig håb om, at kunne stige på undervejs. Og vil man af, sker det ved høj fart, og mens man så hvirvler gennem luften med svimlende fart, når man måske lige akkurat, inden man rammer jorden, at tænke på, at man måske skulle have sikret sig, at lokomotivet havde en fører, at sikkerhedsreglementet skulle have været fulgt, at man skulle have spurgt til destinationen... .

Det totalitære samfund – i den betydning vi kendte det fra f.eks Sovjet – er heldigvis under afvikling. Men i stedet for at bruge kræfterne på at få armene ned – som de fleste borgerlige på skrømt lægger en del energi i – burde vi måske vende blikket indad, og se på de åndstotalitære træk der kendetegner vores egne samfund i vesten:
Accepten af den mediemæssige ensretning, accepten af multinationale virksomheders monopoler og dertil hørende uindskrænkede ret til prisdannelse og udbudsbestemmelse, den tiljublede individualiserings omslag i stadig større ensretning i normer og værdier, samt ikke mindst forbrugsvaner. Og endelig den stigende intolerance overfor alt fremmed – dvs. ikke-vestligt.
Til fortsat at påpege dette har vi brug for venstrefløjen og ideologikritikken. Der er ikke andre der gør det, og til syvende og sidst handler det om, at ville øve indflydelse på eget liv. Det er vist ganske liberalt.

*Claus Perregaard er 32 år, cand.mag. i historie og filosofi og ansat ved SF’s folketingsgruppe

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her