Læsetid: 2 min.

De radikale til grin

R fik lovning på, at jernbanestrækningen Lejre-Vipperød ’vil blive belyst’
8. marts 2002

Trafikalt
Når de radikale indgår forlig om motorveje, så følges forliget kort efter op med, at partiets trafikordfører gør afbigt i medierne for at have medvirket til udåden.
Det skete sidste år, da partiet deltog i Asfaltforliget, der gav fire mia. til motorveje og 800 mio. til det underfinansierede S-togsprojekt til Roskilde. Dagen efter udtalte Vibeke Peschardt til Radikal Politik hvor vigtigt det var, at jernbanerne blev opprioriteret i forhold til investeringer i motorveje. Hendes samtidige forslag om nye jernbaneinvesteringer var dog »ikke et udspil til indholdet i det seneste trafikforlig, men derimod hvilke elementer, som bør være med i samtlige trafikforlig de næste 15 år«.
Det stod der sgu, så det grinede vi meget ad den vinter!
Den 28. februar fortsætter Martin Lidegård komikken idet han betror læserne, hvad han mener om regeringens trafikpolitik. Den får dumpekarakter, hvad han har så evig ret i.
Dog først efter at have deltaget i en tillægsaftale, der udvider den endnu ikke anlagte motortrafikvej Herning-Brande til motorvej for de daglige 6-9.000 biler (og ikke til 500 mio kr., som Lidegård skriver, men til 1,5 mia kr. jvfr. Vejdirektoratet), samt giver startskud til at påbegynde forundersøgelsen af en motorvej til Frederikssund.
Ved ikke at kalde opgraderingen af Herning-Brande-motortrafikvejen til motorvej for et »forligs-brud«, har de radikale fået lovning på »at jernbanestrækningen Lejre-Vipperød vil blive belyst i forbindelse med regeringens investeringsplan for perioden frem til 2010«.

Nøjsomt
Mere nøjsomt kan det næppe blive, eftersom det ud i fjern og uvis fremtid vil være en smal sag for regeringen, at hive de gamle rapporter frem fra arkiverne for at »belyse« sagen til ære for de Radikale. Der skal nok mere til for at få anlagt sporet, f.eks. vilje til at realisere den 22 år gamle anlægslov samt cool cash.
»Vi vil fastholde VK og Socialdemokratiet på tilsagnet om udbygningen af Vipperød-Lejre«, jubler Lidegård. »Til gengæld kan vi intet gøre, når Socialdemokratiet rotter sig sammen med regeringen om at bygge flere motorveje, men nu har vi da i det mindste sikret at der også kommer noget fornuft med ind i fremtidens investeringer.«
Nogen garanti for at banen anlægges har de Radikale ikke fået, men hvad var der så der skete? Under alle omstændigheder har partiet været med til at legitimere vejinvesteringer, der står i skærende modstrid med hensigtserklæringen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu