Tro & Filosofi
Jeg er et hjemstavnsmenneske. Jeg er aldrig den, der stormer hen til rejsebureauerne for at få fingrene i de seneste rejsekataloger. Og når de kommer ind gennem brevsprækken ryger katalogerne eller rejsetillægene gerne hen i dyngen af optændningspapir til kakkelovnen.
Jeg er heller aldrig den, der kigger efter temperaturer og flyvetider på tekst-tv eller på internettet. Jeg er aldrig den, der står forrest når man kan vinde en rejse for to til mere eksotiske himmelstrøg end de hjemlige.
Kun ganske få gange har jeg som turist været udenlands. Jeg har aldrig foretaget den intellektuelle dannelsesrejse, og har aldrig mærket den verden, som rejsekatalogerne, TV-avisen, pressen, mine kollegaer, mine venner og nærmeste eller min familie har fortalt så varmt om.
Men hvor tryg og immobil en tilværelsen jeg end forsøger at skabe, så er jeg dømt til et liv som omstrejfer. Jeg er en nomade i en verden befolket af nomader.
Ideen med at forstå nomaden som et billede på mennesket i verden, hvor det globale, det lokale og det individuelle så at sige smelter sammen, er ikke ny.
Den tyske sociolog Georg Simmel tegnede allerede i begyndelsen af det 20. århundrede et billede af et kosmopolitisk bymenneske, der måtte leve med erfaringen at være Fremmed i ellers velkendte omgivelser.
Godt nok brugte Simmel hovedsageligt billedet af den Fremmede på den klassiske handelsrejsende, der i koloni- og industrialiseringstiden søgte ud i verden for at skabe økonomisk vækst og national ekspansion. For Simmel var den Fremmede altså ikke nogen fredsommelig turist med en gevaldig udlængsel og trang til at forbruge overskudet af husholdningsøkonomien.
Pointen i Simmels beskrivelse af det moderne bymenneske er dog, at byen så at sige ændrer menneskets psykologi: Bylivet gør mennesket blasert, indesluttet og reserveret.
Den amerikanske jurist David Riesman beskrev over et halvt århundrede senere det gruppestyrede menneske. I nogle versioner er denne social-psykologiske karaktertype blevet fremstillet som en kamæleon i særdeleshed i de postmoderne 80ere, hvor forbrug, livsstil og mode var det, der fik det hele til at hænge sammen. Du er, hvad du forbruger!
Riesman havde, ligesom Simmel, ikke stor tiltro til, at en sådan rastløs mennesketype ville være noget entydigt godt for udviklingen; hverken den sociale, den økonomiske eller den kulturelle. Man kan sige, at Riesmans ide om det gruppestyrede menneske pegede på en bestemt måde at forholde sig til omverden på; åben, søgende og fleksibel som et biologisk gyroskop! Men som så mange andre, var også Riesman meget bekymret over det narcissistiske eller selviagttagende element, en sådan karaktertype var bygget op omkring.
I vor digitale tidsalder er det muligt at finde en radikal, omend virtuel form for denne kamæleonske levevis: Morphing. En forvandling eller komplet metamorfose, hvor spørgsmålet om hvem denne person oprindeligt var ikke længere er relevant.
Originaler viger for kopier, og kopier for variationer. I den virkelige verden har dette vist sig som en indbringende forretning for hele krop-og-kød industrien, der med kosmetik, kirurgi og genetik kan tilbyde mennesket et reelt hamskifte.
I vores samfund betyder ord som fleksibilitet og mobilitet noget positivt. I hvert fald som skueværdier. At være fleksibel er blandt andet at kunne skifte ham, fagligt såvel som personligt, lidt afhængig af om der sigtes efter kompetencer eller kvalifikationer.
Det er dog endnu ikke blevet en norm, blandt andet fordi det kan være svært at måle fleksibilitet. Er det at hente kaffe, selvom man er direktør. Eller er det at kunne træffe organisatorisk beslutninger om fremtiden, selvom man bare er grøn konsulent og ny i firmaet.
Man kunne spørge, om fleksibiltet overhovedet er noget der bliver set op til, når det kommer til stykke. Er den fleksible højere lønnet for sit empatiske kamælon-væsen? Eller bærer fleksibiliteten lønnen i sig selv?
På det kulturelle marked har kulturforskere og mediefolk været meget interesserede i at finde ud af, hvordan zappere tænker. Det zappende eller shoppende menneske er flanøren; den rastløse og nydende iagttager, der omgående søger nye kanaler eller indtryk, hvis de dekodede signaler ikke lige er interessante, underholdende eller på anden vis tiltalende.
Som menneske er zapperen naturligvis ikke et direkte modstykke til hverken den Fremmede, det gruppestyrede eller det fleksible menneske. Det er en anden form for bevægelse og rastløshed denne type repræsenterer; men alligevel en type der altid er på vej, rastløs efter at møde noget nyt.
Vi lever i nomadens tidsalder! Hvad enten vi er handelsrejsende, bymenneske, turist, zapper, kamæleon, flygtning, indvandrer, kosmopolit eller vagabond. Vi er alle på vej et sted hen, økonomisk, socialt og kulturelt.
Vi er nomader, også selvom vi ikke føler, at vi flytter os. Vi er rastløse, og i en vis forstand retsløse. Vi er børn af en tid, hvor rødder enten graves op eller gødes med vækstfremmende pesticider; der utilsigtet fremtvinger mutation. Vores forestillinger om rødder undergår en forvandling, de morpher. Og på den måde er der rod i det med rødderne.
Selvfølgelig er alting langt fra så flydende, foranderligt og fleksibelt. Følelsen af valgfrihed eller af valgtvang er ikke fordelt solidarisk noget sted på denne klode.
Og det ville også være urimeligt at sammenligne flygtninge og andre mennesker tvunget i asyl med handelsrejsende, turister og andet kosmopolitisk godtfolk.
Men det ændrer ikke noget ved, at disse netop deler samme kulturelle grundlag, hvad enten der er tale om valg eller tvang: Rod og rastløshed! Den eksistentielle luksus at kunne betegne sig selv som native oprindelig eller indfødt er naturligvis prisværdig. Men samtidig en illusion. Men er det at være nomade af væsen overhovedet et problem? Det er det naturligvis al den tid, at det er den bosatte, der laver de sociale og kulturelle spilleregler.
Filosoffen Arno Victor Nielsen har beskrevet dette problem som en grundlæggende konflikt, der har en meget lang historie. Kampen mellem den bosatte og nomaden, mellem jordejeren og den omstrejfende har stået på i flere tusinde år.
Vi kender historien fra Bibelen og fra litteraturen. Vi kender den fra de mange Hollywood-produktioner, hvor den Fremmede kommer til byen, rydder op i den skrantende sociale orden, men er nødt til at rejse videre for netop ikke at true den orden, han har været med til at skabe. Men her er nomaden en helt, og det har været kulturindustriens store gevinst at kunne morphe den kulturelt og socialt set ubestemmelige karakter til noget acceptabelt. Den Fremmede er en ven.
Men, sagt med en kliche, det er kun i filmens verden, at dette billede holder. Knapt et århundredes mytemageri har ikke kunnet fjerne det kulturelle ubehag, som nomaden vækker. Nomaden er som en socialantropologisk Joker; ubestemmlig, upålidelig og i en vis forstand ustyrlig. I en fordomsfuld udgave, en kulturel og social sigøjner.
Vi lever i nomadens tidsalder, og det er et problem. For det første fordi de tre former for nomadiske trækarter turisten, forretningsmanden og flygtningen gør det svært at føre en holdbar politik på nationalt plan.
Man kan sige, at der er stor forskel på de politikker, som er nødvendige for at kunne forholde sig til disse nomadetyper. Skal man hjælpe eller investere herhjemme eller et andet sted på kloden, for at opnå balance, stabilitet og grundlag for vækst! For det andet er det et problem, fordi et vestligt dannelsesideal stadig bygger på forestillingen om det rationelle og rodfæstede subjekt.
Men hvornår er et menneske dannet? Når han eller hun har slået rod, og tøjlet sin ungdommelige rastløshed? Når musik og tøjsmag holder i mere end to måneder? Når de materielle sider af hverdagen fylder godt i husholdningsøkonomien? Eller er man først dannet, når man er i bevægelse, eller i læreproces?
Endelig er det et problem, at vi lever i nomadens tidsalder, netop fordi vi ved det. Vi holder fast i forestillingen om vores livshistoriske forankring til et sted, selvom vi godt kan mærke, at der er rod i det med rødderne.
Vi vil gerne bosætte os, men er hele tiden på vej andre steder hen. Og i stedet forsøger vi at finde ro i rastløsheden. Vi udpeger De Andre som i hvert fald ikke hører til her, og skaber i flok en forestilling om rødder.
Den engelske popstjerne Paul Young sang for knap 20 år siden, »Wherever I lay my hat, thats my home«. Som et tegn på nomadens tidsalder ligger der formodentlig en god portion postmoderne og liberal ideologi gemt i teksten: Det er mig, der sætter min hat som jeg vil, hvor jeg vil.
Men er situationen i virkeligheden ikke en anden? Er en sådan populær udgave af den romantiske forestilling om den omstrejfende (forbruger) ikke blot udtryk for en overlevelsesstrategi? Er det ikke bare en kæk lille besværgelse, som vi bruger til at bilde os selv ind, at vi har magt til at gøre denne hypermobile tilstand holdbar og udholdelig? Netop fordi vi har vænnet os til tanken om, at vi hver især har råderet over vores eget liv?
Vi lever i en tid, hvor vi alle konstant er undercover. Vi maskerer os som bosættere; vi markerer vores grænse mellem det private og det offentlige. Vi opfører dagligt det urgamle skuespil mellem bosættere og landflygtige. Og netop derfor har vi meget svært ved at integrere:
Kunsten at leve som nomade blandt nomader.
*Tem Frank Andersen er forskningsstipendiat ved Videncenter for Læreprocesser, Aalborg Universitets Center
