Læsetid: 3 min.

Smalle tider for nationalarven

Et rigtigt Theater Heute-repertoire. Det er indtrykket, efter at Det Kongelige Teater i går afslørede sine repertoireplaner
12. marts 2002

Kommentar
»Uhyggeligt moderne stykker,« som skuespilchef Klaus Hoffmeyer benævner det i sit forord til næste sæsons programkatalog, går hånd i hånd med radikale iscenesættelser af klassikerne – gerne dem, der ikke har været spillet herhjemme før. I sin sjette sæson er Hoffmeyer tilbage ved en snævrere definition af, hvad nationalscenens opgave er, efter et par sæsoners knæfald for det mere bredrøvede. Nå ja, stjerneparret Ghita og Jørgen spiller den småsentimentale alderdomskomedie Sensommer for pensionisterne, og familien vil kunne opleve omtrent hele ensemblet lige før jul, når Tudse, Muldvarp og de andre træder op i Vinden i piletræerne efter Grahames udødelige klassiker. Men ellers er det populære, ja, hele traditionen, som Hoffmeyer mener, at publikum mærker suset af, når døren svinges op til nationalscenen, svær at få øje på. Der er konsekvens i afvisningen af den guldrandede tryghed, må man sige. Skuespilchefens repertoire viser tydeligt, at nationalarven har vist sig sværere og sværere at forvalte for et moderne publikum. Her er, i hvert fald på papiret, et forsøg på at servere nationalscenen som et sted, der tør går planken ud i sin søgen efter nutiden. Så må vi se, om publikum følger trop. Vi holder vejret – for samtidig satses der på en række unge, ukendte skuespillere ved siden af de gamle. Nicolas Bro og Ann Eleonora Jørgensen er med, men er alle de andre unge stjernenavne gået definitivt til filmen?

Svenskerne kommer
Langt om længe får Jens Albinus dog lov til at spille titelrollen i Shakespeares Hamlet. Iscenesættelsen er lagt i hænderne på den unge tysker Stefan Bachmann – og noget kunne tyde på, at Hoffmeyer er ved at vende blikket udad. Svenske Anders Paulin er i hvert fald godt inde i varmen med hele to iscenesættelser: Panduros gamle tv-spil fra 1968 Farvel Thomas med Henrik Kofoed i Busters gamle glansparti som den overflødiggjorte, fraskilte mand, der går i hundene. Og østrigeren Ödön von Horvaths folkestykke fra 1931 Kasimir og Karoline. Flere svenske fristelser:
Selveste Bille August, der på celluloid mestrer det nerveplagede drama, skal iscenesætte Lars Noréns Detaljer, som følger en kvartet i et årti. Nu har nationalscenen også forpasset at beskæftige sig med den krasse svensker i en årrække. Og Staffan V. Holm er tilbage på Det Kgl. efter sin pragtfulde Don Carlos, denne gang med mere Schiller, Kabale og Kærlighed. Naturligvis med Bente Lykke Møller som scenograf. Jan Maagard, der før har håndteret dette århundredes store amerikanere med sikker hånd, kaster sig over Arthur Millers herhjemme oversete familiedrama
Alle mine sønner. Mere omdrejningshøjde med nutiden er der i landsmanden Tony Kushners Hjemmeliv/Kabul, der lader en kvinde rejse til »verdens hærgede, symbolske midtpunkt« Afghanistan. Kushner har før kunnet tale til tiden med aids-dramaet Engle i Amerika.
Den moderne udenlandske dramatik er også repræsenteret ved Roland Schimmelpfennigs Push Up 1-2-3, der handler om territorialkampe i kontorlandskabet. Alexa Ther iscenesætter. Nyt dansk står derimod svagere i billedet. Enlig svale er Juliane Preislers Lyden af skyer, et kammerspil endda – om kærligheden, der er blevet til grå hverdag.
Dette lidt pauvre udbud får igen en til at undre sig over, hvor de danske dramatikere gemmer sig for tiden. Og af danske klassikere er der kun blevet plads til en enkelt: Den nyuddannede svensk-jugoslaviske instruktør Anna Novocic foretager en kønsskifteoperation på Holbergs Den stundesløse med Birgitte Simonsen i titelpartiet.
Det skal nok holde puritanerne vågne. Hvis de da ellers kommer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu