Læsetid: 3 min.

Snobber nedad

Jeg vil gerne bede om dokumentation for, hvor og hvornår jeg som chef for skuespillet har været flæbende
14. marts 2002

Teater
Der er ikke megen indsigt at hente i Informations leder den 11. marts om Det Kongelige Teater. Det er indlysende, at bladet kalkulerer med enkelte venstrefløjslæseres automatiske modvilje over for et ’kongeligt’ teater, hvis publikum naturligvis består af ’hattedamer’, og hvis ledelse opfører sig som ’primadonnaer’.
Det er undgået Informations opmærksomhed, at nationalscenerne i de fleste lande har opsuget store dele af de progressive teatertalenter, og derfor ikke længere pr. definition er hattedamernes domæne. Samt at mange hattedamer siden har ædt deres gamle hat eller planlægger at gøre det.
Jeg vil gerne bede om dokumentation for, hvor og hvornår jeg som chef for skuespillet har været ’flæbende’ i mine udtalelser om behovet for et nyt skuespilhus. Teatret har gennem de seneste år, både i den store rapport til Kulturministeriet i oktober 1998 samt i flere indlæg i dagspressen, dokumenteret kravene til et nyt teaterhus.
Vi har både sjove, stringente og kunstnerisk underbyggede ideer om, hvordan de nye teaterrum skal se ud. Dem kan man bl.a. læse om i udbudsmaterialet til arkitektkonkurrencen.
Man kunne forestille sig, at en arkitekturmedarbejder var i stand til at læse den slags og argumentere imod dem, men det er selvfølgelig nemmere at lade være, og bare fylde luften med åndsformørkelse og lodret nedadsnobberi. At det giver pote ved jeg fra min gamle kærlighed til selv de mest forstokkede af Informations læsere.

Røgen af dumheder
Det er glædeligt, men næsten usynligt i røgen af dumheder, at lederskribenten pludselig medgiver, at teatret »har bedt om en ny skuespilscene siden Første Verdenskrig« – og sådan en har det »helt sikkert også brug for«.
Dér blev hattedamerne glade igen, og med et smil på læben kan vi så måske fjerne bare to yderligere uhyrligheder fra Informations repertoire: De syge på ventelisterne er kede af, at teatret får 700 millioner kroner plus endnu mere til drift, når teatret spiller en så amatøragtig forestilling som Det Kolde Hjerte, skriver bladet. Det er gribende, at Information tager de syges kvalitetssans i hånden, men jeg tvivler på, at de ville blive mere raske, hvis Information i lighed med den ene halvdel af publikum havde rost forestillingen.
Man kan tilføje, at Information giver sig selv let spil ved at undlade at nævne det ’amatøragtige ensemble’ ved navn: Lily Weiding, Kirsten Olesen, Henning Jensen, Morten Suurballe, Nicolaj Kopernikus, Sofie Pallesen og Sidse Babett Knudsen. Samt at man ikke kunne bygge ét eneste teater i verden, hvis én enkelt ’mislykket’ forestilling skulle afgøre sagen.
Det er uden sammenligning det mest udsigtsløse argument, der er opfundet. Næst efter at bygge et teater på grund af bare én ’vellykket’ forestilling, hvad Information udmærket kunne finde på efter anmeldelsen af Udvidelse af kampzonen.
Til sidst den arkitektoniske perle i lederen, nemlig bemærkningen om den nyåbnede Stærekassen: »Det er ikke sandsynligt at nogen i deres døs har opdaget, hvordan man med den nye indretning omhyggeligt har undgået den oplagte mulighed at trække scenen ud i tilskuerrummet«.

Fortiet viden
Jeg ser bort fra udtrykket »i deres døs«, det er en klar nødvendighed for hele lederen at forestille sig, at vi lever i en døs. Men det er mindre klart, hvorfor lederen har så stort et behov for at fortie sin viden om, at Stærekassen er fredet og derfor ikke manipulerbar, samt overse, at Stærekassen med en eventuel forscene ville blive et demonstrativt umuligt rum, fordi scenografierne af brandtekniske grunde måtte forblive inde bag jerntæppets ramme, og fordi salen ikke er bygget til at kærtegne en forscene.
Manglen på dette kærtegn er just en af grundene til at vi har ønsket os et nyt skuespilhus. Som alle der ønsker kærtegn, er vores ønske naturligvis flæbende, og helt uden saglig finesse.
Men hvorfor bruge ord som ’kærtegn’ i det her mugne klima?
En væsentlig grund til at der efter 100 års debat ikke er bygget et skuespilhus, er en populistisk og ubegavet kulturjournalistik som den Informations leder dyrker. En totalt uinformeret og tendentiøst plaprende idioti, uden gran af viden og uden en gnist af lystfølelse på kunstens vegne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu