Kronik

Terrorismen tog fredsbevægelsen på sengen

Fredsforkæmpere bør ikke undervurdere islamistisk terrorisme. I stedet må vi hindre storpolitisk misbrug af den internationale kamp mod terror
9. marts 2002

Lørdagskronikken
Kunne en mere aktiv fredsbevægelse have hindret USA’s bombninger af Afghanistan? Måske, men så skulle vi være begyndt for mange år siden. Da tvillingetårnene sank sammen 11. september, var løbet kørt.
Rasende amerikanske borgere ønskede krig uden at bekymre sig om mod hvem. Og Bush udnyttede den offentlige vrede og frygt til at låse USA fast i et endeløst korstog, en grænseløs »krig imod terrorisme«.
Fredsfortalere og pacifister blev marginaliseret og udmanøvreret og var dårligt forberedte. Resultatet? Total tavshed fra en splittet fredsfløj.
»Terrorismens trussel er reel, farlig og i sandhed rædselsvækkende,« sagde Noam Chomsky. Ingen kunne være uenige med ham. Dilemmaet var åbenlyst. For eksempel spurgte sociologen Todd Gitlin: »Hvordan forestiller modstanderne af bombekrigen i Afghanistan sig, at USA skal forsvare sig? Skal vi nedkaste retslige indkaldelsesordrer over de afghanske huler?«
Dilemmaet om, hvordan USA skulle reagere afspejles i de alternativer, som fredsfortalerne foreslog: Vi må forhandle med Taleban, vi må appellere til FN. Den indisk fødte romanforfatter Arundhati Roy talte på manges vegne, da hun i The Guardian kritiserede Bush for at have afvist Talebans tilbud om at forhandle. »Talebans svar på USA’s krav om udlevering af bin Laden har været påfaldende rimeligt: ’Fremlæg beviserne, så vil vi udlevere ham’. Men præsident Bushs svarede, at USA’s krav ikke var til forhandling.«
Vi vil aldrig få at vide, om Taleban virkelig ville være gået med til at forhandle. Men en ting er sikker – mullah Omars regime ville aldrig have forhandlet på det grundlag, som Roy forudsatte. Roy misforstod Talebans kultur og ideologi. Hun tolkede deres svar ud fra en vestlig retsopfattelse, tilsyneladende helt uvidende om de kulturelle implikationer i formuleringen »at fremlægge beviser«.
En udlevering og retsforfølgelse af bin Laden ville have beroet på Talebans eget særegne syn på islamisk lov – et syn, der er lige så historisk bemærkelsesværdigt som det er socialt rædselsvækkende.

Går vi tilbage i tiden – til før den afghanske borgerkrig, før den russiske invasion, før Taleban-bevægelsen opstod i Pakistans religiøse skoler, før den amerikanske og pakistanske støtte til mujahedin (der var finansieret af Saudi-Arabien), ja før den britiske kolonimagts besættelse, så vil vi se, at Taleban, skønt også skabt af den kolde krig, i sidste ende er slutproduktet af en ideologisk ekstremismes lange historie. Og denne ideologi har også farvet bevægelsens syn på forbrydelse og straf.
Dr. Yannis Toussulis, forsker på Monterey Institute of International Studies og specialist i konflikter mellem kulturer, forklarede i et interview, at Talebans ideologi er baseret på »en specifik kulturel tilegnelse af islam« – nemlig på en læsning af islam, der delvis stammer fra wahhabismen, en fundamentalistisk bevægelse i 1700-tallets Saudi-Arabien. Wahhabismen ville forædle den muslimske tro ved at vende tilbage til det syvende århundredes islam, profeten Muhammeds guldalder. Historikeren Tariq Ali beskriver wahhabismen som »en særlig ondartet, ultrapuritansk variant«, der ikke har mange fællestræk med hovedstrømningerne inden for sunni- eller shiaislam, og som påbyder drakoniske straffe for overtrædelse af religiøse love, heriblandt offentlig prygl, amputeringer, steninger og henrettelser.
Toussulis forklarer, at moderat islam afviger fra wahhabisme ved at være langt mere åben for fortolkning: »I almindelig Sunniislam er holdningen, at Koranen måske nok må opfattes som Guds ord, men at de hellige vers – suraerne – samtidig er så rige og mangeartede, at de må udlægges i en fortolkning.«
Fortolkningsfiltrene gør det muligt for moderate islamiske skoler at tilpasse sig diverse kulturer og tidsaldre. Talebans ideologi kombinerer derimod wahhabismen med egyptiske jihadiers ekstreme neowahhabisme og forkaster al fortolkningsmæssig fleksibilitet i den moderate islam.
Toussulis forklarer jihadiernes dagsorden således: »Flere af bevægelsens lærde var af den opfattelse, at mange statsledere ikke regerede efter islamisk lov og måtte betragtes som frafaldne fra religionen. Egyptens Anwar Sadat blev omtalt som ’faraoen’, dvs. en, der har vendt sig imod Gud og hængt ud som en, der havde nægtet at indføre islamisk lov i landet og fedtet for det vantro Vesten. Han kunne lovligt erklæres for frafalden, og derfor var det i deres islamlæsning også lovligt at slå ham ihjel – ja ikke blot lovligt, men påbudt som en religiøs pligt.«
Indtil for nylig var politiske ledere da også typiske mål for islamistiske ekstremister. Men den strategi ændrede sig, da al-Qaeda, bin Ladens organisation, radikaliserede jihadiernes dagsorden i 1998 ved at nedkalde en fatwa, som fastslog: »Fatwaens bud om at dræbe amerikanere og deres allierede – civile som militære – skal herefter anses for en individuel pligt for enhver muslim, der er i stand dertil at opfylde den i ethvert land, hvor det er muligt«.

Bin Laden begrundede beslutningen om at dræbe amerikanere i et interview i den pakistanske avis Dawn. På spørgsmålet, om han kunne »retfærdiggøre drabet på uskyldige mennesker ud fra den islamiske lære,« svarede bin Laden: »Når en fjende besætter muslimsk territorium og bruger almindelige mennesker som skjold, så er det berettiget at angribe denne fjende… USA og dets allierede massakrerer os i Palæstina, Tjetjenien, Kashmir og Irak. Muslimer har ret til at angribe USA som gengældelse… Den Amerikanske Kongres godkender alle regeringens skridt, og dette beviser, at hele USA er ansvarlig for de grusomheder, der begås mod muslimer, fordi hele USA vælger kongressen.«
Fatwaen mod USA og dets allierede og al-Qaedas voksende indflydelse radikaliserede Taleban yderligere. Når drab på civile anses for en religiøs pligt snarere end en forbrydelse, bliver spørgsmålet om bevisførelse til en skinmanøvre. Hvis en retssag overhovedet var blevet genstand for forhandling, ville den ikke kunne være ført i hverken en vestlig eller en moderat islamisk domstol.
»Taleban ville ikke have udleveret bin Laden til en verdslig domstol, eftersom vestlig lovgivning er uantagelig for bevægelsen,« siger Toussulis. Og en islamisk domstol måtte nødvendigvis afspejle Talebans ekstremistiske ideologi. »En domstol styret af Taleban ville ikke tillade advokater fra andre retstraditioner end deres egen. Taleban ville sørge for at kontrollere dommerne og ville i enhver henseende have haft bestemmende indflydelse på domstolens og domfældelsens udformning.«
Bin Laden-interviewet bekræfter Toussulis’ pointe. På spørgsmålet fra Dawn, om han ville indvilge i at lade sig stille for en domstol i et islamisk land, hvis USA trak sig ud af Saudi-Arabien, svarede han: »Kun Afghanistan er et ægte islamisk land. Pakistan følger engelsk lov, og jeg betragter ikke Saudi-Arabien som et islamisk land.«
Bin Ladens provokerende udtalelser gør det let for Bush at reducere ham og Taleban til »evildoers« (onde gerningsmænd), som det hedder. Fredsforkæmperfløjens forklaringer om, at global uretfærdighed avler terrorisme, blev afvist som forsøg på »at gå fjendens ærinde«. Alt for mange fredsforkæmpere fordømte ensidigt USA’s udenrigspolitik og undervurderede al-Qaedas erklærede politiske mål om at slå civile ihjel. Vi misforstod uhyrets sande natur, og mistede som resultat heraf gehør i offentligheden.
Mange fredsforkæmpere så FN som et ikke-voldeligt alternativ til »USA’s aggression«. Menneskerettighedsadvokaten Michael Ratner kaldte angrebene 11. september for »en forbrydelse imod menneskeheden« og argumenterede for, at kun FN »kan styre vores land fri af krig og ind på fredens vej«.
Men Ratner ignorerede forhistorien om FN’s indblanding i Afghanistan. I oktober 1999 (Resolution 1.267) og igen i december 2000 (Resolution 1.333) krævede FN, at Taleban udleverede bin Laden, lukkede alle terroristlejre og ophørte med at give ly til internationale terrorister. Hver gang afslog Taleban, hvorefter Sikkerhedsrådet indførte sanktioner.
»Det er tom snak at sige, at bin Laden skal stilles for retten« sagde Todd Gitlin, »når der hverken findes en international politistyrke, en international hær eller et internationalt retssystem«. FN havde vitterlig ingen fredelige alternativer. Taget i betragtning, at Taleban i mere end to år havde ladet hånt om alle Sikkerhedsrådets resolutioner, er det usandsynligt, at en FN-domstol eller en FN-styrke kunne have fået bin Laden udleveret uden brug af militær magtanvendelse. Historisk erfaring viser desuden, at FN efter alt at dømme ville have bedt USA om at stille med den fornødne militærmagt.
Er sanktioner så det rette middel, som fredsforkæmpere bør foreslå? Som døde og døende irakiske børn vidner om, kan sanktioner være brutale og virkningsløse. De eksisterende sanktioner mod Afghanistan var i forvejen udsat for skarp kritik af humanitære organisationer.

FN er et tveægget sværd. Samtidig med at humanitære organisationer og institutioner som WHO og Verdensfødevareprogrammet arbejder under dets banner, er FN også associeret med Verdensbanken, IMF og WTO – tre af de institutioner, der må bære et medansvar for den globale fattigdom. FN har ofte forrådt sin egen menneskerettighedsdagsorden. I maj 1998 underskrev FN et »forståelsesmemorandum« med Taleban, hvori man gik med til, at hensynene til kvinders velfærd og uddannelse »måtte gradueres«. Herved kom man til at blåstemple Talebans krænkelser af fundamentale kvinderettigheder. På samme måde som FN lukkede øjnene for massakren i Srebrenica, folkemordet i Rwanda og USA’s bombninger af Iraks civile infrastruktur, ville organisationen formentlig have nedtonet sine bekymringer for menneskerettighederne i Afghanistan til gengæld for politisk stabilitet.
Hvis verden aldrig bliver den samme efter 11. september, så må det samme gælde fredsbevægelsen. Vi er trådt ind i en ny ’kold krig’, hvor terrorismen står som det nye verdensomspændende onde. »Vi står kun ved begyndelsen af vores indsats i Afghanistan, og Afghanistan er kun begyndelsen til vores globale indsats,« som Bush sagde. Den nye kolde krig har ingen klar tidshorisont eller geografiske grænser. Dens speciale er uigennemskuelige netværk, hemmelige skyggeverdener og fanatisk gudstro. Og den tilsidesætter fuldstændig international og national lovgivning.

En analyse af fredens muligheder kan ikke længere understøtte et good guys/bad guys-scenario. Fredsforkæmpere er nødt til at vie deres opmærksomhed til konfliktsituationers unikke historiske og kulturelle baggrund for bedre at forstå stridens parter. I modsat fald risikerer vi at blive udmanøvreret og fremstå som naive og forudsigelige.
Hvad kan vi forvente? Denne krise er kommet som en uventet appelsin i politikernes og de store selskabers turban og har givet dem spillerum til at tvinge mange af deres dagsordener igennem. På hvor mange måder USA’s regering endnu vil udnytte den amerikanske befolknings frygt til at forfølge ensidige mål, har vi til gode, men her er et bud:
Internationalt vil »krigen mod terrorisme« blive brugt til at intimidere ’opsætsige’ stater, øge støtten til despotiske regimer og retfærdiggøre amerikansk erhvervslivs og militærs ekspansion. Amerikanske selskaber vil hjemtage store ordrer om at genopbygge Afghanistan og oliefirmaerne vil kappes om at opnå monopoler i det olierige Centralasien. Bush vil lægge et antiterroristisk røgslør over de beskidte underhåndsaftaler, som han har indgået under sin koalitionsopbyggelse med Israel, Kina og Indien, der med et stiltiende nik fra USA nu kan kalde deres massakrer og besættelser i Palæstina, Tibet og Kahsmir for »krig mod terrorisme«.

Hvad kan vi gøre? Som Günter Grass siger, er »borgerens første pligt at holde sin mund åben«. Ovenstående scenarier vil ikke nødvendigvis gå i opfyldelse, og det påhviler alle fredsforkæmpere at modvirke plattenslageriet med sagligt modspil.
Jonathan Freedland bemærker i The Guardian, at »seriøs debat i USA om terrorismens dybereliggende rødder stort set er fraværende«. Det er på tide at animere til denne debat. Den ændrede virkelighed gør økonomi, velfærd, og miljøspørgsmål til vigtige internationale freds- og sikkerhedsanliggender.
Kritikere af krigen har korrekt hævdet, at ægte sikkerhed vil kræve mere end at bombe Taleban – den vil kræve global retfærdighed. Som en kommentator formulerer det: »Man kurerer ikke malaria ved at slå myggesværme ihjel, men kun ved at dræne sumpen.«
At dræne de store selskabers og amerikanske storpolitiske interessers sump er et langt og sejt træk, men der findes ingen mere presserende dagsorden for fredsbevægelserne.

© Twin Cities Wellness og Information. Artiklen blev først offentliggjort i tidsskriftet Twin Cities Wellness, January 2002 (www.tcwellness.com)

*Janet Contursi er antropolog og fredsforkæmper. E-mail:
jcontursi@msn.com

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu