Litterært
Når man skal udlægge et litterært værk eller bare fortolke en tekst, for eksempel et digt, kan man gå til sagen på mange forskellige måder. Man kan læse en tekst ud fra en eksistentielt fortolkende vinkel, og man gør dermed brug af den hermeneutiske metode. Eller man kan læse teksten socialhistorisk og for eksempel finde teksttræk, der udpeger sociale forskelle. Er man mere til Freuds psykoanalyse, kan man læse og fortolke teksten ud fra en psykosemiotisk vinkel. Man kan også vælge at gå til teksten med den strukturalistiske metode ved hånden, og blandt andet dele tekstens elementer op i modsætningspar, såsom godt contra ondt og tyndt contra tykt. En nyere metode er den postfeministiske.
Reduktionisme
I USA huserer der for tiden en økokritisk analysemetode. Tilhængerne foretager læsninger af værker med det formål at pege på de uretfærdigheder, der overgår den forpinte natur. Metoden ventes snarligt til Danmark. Alle sådanne metoder og »læsevinkler« er selvfølgelig udtryk for noget af en reduktionisme. Men nogle tekster passer simpelthen bedst til en bestemt slags metode.
Jeg vil foreslå at oprette en ny metode: En metode, der læser i lyset af terrorangrebet på World Trade Centeret i New York den 11. september. Den kunne fx hedde »post-september-11-metoden«. Jeg har fundet et værk, der vil være ganske velegnet til at blive læst og fortolket i lyset af denne nye metodes hovedreference, 11. september, nemlig Simon Grotrians digtsamling »Livet er en ko«, der udkom på Borgen i 2000. Bogen er spækket med ord som »Jesus« og »Gud«, og med mange andre kristne symboler og personligheder, hvilket ikke er usædvanligt som sådan. Det usædvanlige er dens visioner og syner.
Strøm i enden
I bogens første digt skriver Grotrian: »visionerne er strøm i enden«. Og der er lagt op til visioner og syner profetiske og poetiske (og lægger disse to ord sig ikke mere end blot fonetisk op ad hinanden som to tårne?). Jeg læste bogen for nylig, og altså efter 11. september, og det slog mig, at der var elementer, der pegede på 11. september. Men bogen er jo skrevet og udkommet før katastrofedatoen. Grotrian kan virke ganske uforståelig. Sådan forholdt det sig også med profeten Nostradamus. Hans profetier kan vist udlægges som forudsigelser af verdenskrige eller avisdød, alt efter forgodtbefindende. Måske er det det samme med Grotrian og 11. september. Jeg giver nu et par citater fra digtsamlingen »Livet er en ko«. Så kan du selv vurdere (og gerne nuancere) bagefter:
»den heldige kvæler partier af kroppen/ i flyet med selvmordskondom.«, side 24, »profeten er fløjet og dysses i himlen bag flammende sværd«, side 29, »Sæt røde streger på dem/ når de døde løfter taget, ser jer!/ himlens snedigt vokser/ katedralerne er rejst på mord«, side 33, »Gud har smidt en bombe« og »dén, der sprænger vore tage/ Gud har bagt en kage.«, side 85, »som månekinder drejer jeg fra lykke til forsteningen/ da alt kan nå de rablende i sprængte fly«, side 86, »umuligt som kister/ der favner hinanden«, side 138.
Klippekort til himlen
Jeg skal ikke gå i dybden med analysen, ud over at angive en ide til en ny metode, går jeg jo slet ikke til analysen, citerer blot nogle løsrevne sætninger. Men måske har Grotrian »et klippekort til himlen«? Jeg vil slutte af med at citere digtet på side 131 i sin helhed:
»Livet er nøjagtig/ liså langt som en asparges/ vi har tydet siden/ før den brændte op/ og hvis du endelig vil slutte/ dette spring forbi de tomme ruder/ spejlende et andet højhus/ står den sølle rest tilbage/ hullet i New York.«
