Kronik

Vi behøver ikke knokle sådan

Tre timers arbejde om dagen, fem dage om ugen er nok til ’det gode liv’ efter 1930’er-forhold, regnede økonomen og filosoffen John Maynard Keynes ud
Debat
24. april 2002

Tro & Filosofi
John Maynard Keynes er kendt som den makroøkonomiske teoris fader. Hovedværket fra 1936, The General Theory of Employment, Interest and Money blev modtaget med begejstring af økonomer og politikere.
Heri blev det nemlig forklaret, hvorfor markedsøkonomier har en iboende tendens til at hænge fast i høj arbejdsløshed. Situationen i mellemkrigstiden var et billede på, hvorledes det ville gå, hvis politikerne gav afkald på at styre den overordnede makroøkonomiske udvikling.
En situation, vi har set gentage sig, navnlig i Europa efter olieprisstigningerne i 1970’erne og inflationen i 1980’erne, hvor høj arbejdsløshed atter blev et alvorligt og tilsyneladende permanent problem.
Keynes anviste i sin bog mulige veje til at reducere arbejdsløsheden. De er siden ofte blevet tolket som en anbefaling af en vækststimulerende økonomisk politik. En forøgelse af den økonomiske vækst skulle gøre indhug i arbejdsløshedskøerne.
Det var ikke kun socialdemokratierne, der fortolkede læren fra Keynes på den måde, at ’Vækst er godt’ – I dag er det nærmest en universiel sandhed på tværs af partiskel. Vækst er blevet en trylleformular, der reducerer arbejdsløsheden, skaber øget materiel velstand og er det økonomiske fundament for velfærdsstaten.

Men i virkeligheden var Keynes immaterialist. Målet med tilværelsen var for ham realiseringen af det ’gode’ liv, hvor love, beauty and truth stod i centrum. Hans ønske var at frigøre befolkningen fra økonomiens trædemølle.
Men sålænge arbejdsløsheden hærger, er der netop ikke frihed for den enkelte til selv at vælge indholdet af det ’gode’ liv. Man er tvunget til at tage det arbejde, der tilbydes, hvis der tilbydes noget, og i mellemkrigstiden betød arbejdsløshed sult og social nød.
Men velfærdsstaten løser ikke arbejdsløshedsproblemet. Keynes konkluderede i sin bog, at »den altoverskyggende fejl i vores samfundsøkonomi er dens manglende evne til at sikre fuld beskæftigelse, og den vilkårlighed og ulighed der kendetegner fordelingen af formuer og indkomst.«
Allerede i essayet Vore Børnebørns økonomiske muligheder fra 1930 beskrev Keynes, hvorledes en velfungerende samfundsøkonomi var en nødvendig forudsætning for at befolkningen kunne realisere individuelle ’gode liv’.

Men økonomisk vækst kunne kun være et instrument. Blev den selve målet for menneskelig velfærd, ville man havne i en situation, der mindede om den hvide mus i karrusellen: Den løber hurtigere og hurtigere, bliver mere og mere stresset, men kommer ingen vegne.
I Vore Børnebørns økonomiske muligheder lavede Keynes et uhyre simpelt regnestykke. På baggrund af den hidtidige økonomiske udvikling beregnede han, hvorledes det voksende kapitalapparat i forening med teknologiske fremskridt historisk set havde frembragt en stigning i realindkomsterne på i gennemsnit to procent om året.
Hvis denne vækst får lov til at stå ubrudt i 35 år (omkring en generation), fører det til end en fordobling af realindkomsten. På to generationer, altså 70 år, ville realindkomsten være firdoblet.
Og 70 år fra essayets tilblivelse i 1930 er netop år 2000! Hvis vi regner efter, så er den gennemsnitlige stigning i realindkomst pr. indbygger chokerende nok vokset (lidt afhængigt af, hvilket land der analyseres) en anelse over to procent! Produktionen er i dag fire gange større end i 1930 – og vi lever stort set alle som ’den hvide mus i karrusellen’.
Det var bestemt ikke Keynes’ Vision. Den pointe, Keynes ville illustrere med sit regnestykke var, at ’vore’ (altså hans) børn og børnebørn i stigende grad ville opleve, at det ikke i længden var økonomisk nød, der skulle lade dem stresse rundt i karrussellen. En firdobling af det private forbrug ville så rigeligt ophæve sultens tvang.
Keynes regnede dernæst videre på sine tal. Hvis ’hans børnebørn’ ville acceptere den samme levestandard (dog lidt mere jævnt fordelt) som i 1930’erne, så ville man i år 2000 kunne nøjes med at arbejde tre timer om dagen i fem dage om ugen (datidens arbejdstid var otte timer seks dage om ugen).
Det burde have været som sød musik i ørerne på en hårdt arbejdende britisk (kulmine)arbejder, hvor muligheden for et godt liv unægtelig var stærkt begrænset. Her var der endelig en vision, der ville give hans børn og børnebørn et ’godt’ liv, med en fuld mave og en kort arbejdsuge, uden en blodig revolution.

Keynes kunne derfor konkludere, »at de grundlæggende økonomiske problemer ikke, når vi kikker ud i fremtiden, vil vedblive med at være et permanent problem for menneskeheden.«
Men hvad skal den øgede fritid egentlig bruges til? – Keynes forsætter: »Hvis dette økonomiske problem bliver løst, så fratages befolkningen sit hidtidige mål med tilværelsen... Menneskeheden bliver herved for første gang konfronteret med det virkelige problem, hvad skal denne økonomiske frihed benyttes til? «
Keynes gør sig efterfølgende nogle overvejelser om befolkningen (og dens politiske ledere!) overhovedet socialpsykologisk er forberedte til at realisere det gode liv.
Hvis man igennem generationer har dyrket arbejde og profit som samfundsmoral, kræver det store ændringer i adfærds- og moralnormer at lægge den økonomiske nødvendighed bag sig. Keynes ville have hilst en sådan ændring velkommen, for i så fald »ville vi blive frigjort fra mange af af disse pseudo-moralske principper, der har plaget os i mere end to hundrede år og som har givet nogle af de mest usmagelige menneskelige egenskaber en ophøjet status.«

Her nævner Keynes bl.a. gerrighed, griskhed og pengebegær, der betragtes som samfundsmæssige dyder, og mere smigrende benævnes sparsommelighed, ansvarlighed og godt købmandskab.
70 år er som nævnt gået, siden Keynes skrev dette. De vestlige industrilande er i mellemtiden blevet fire gange så rige – alligevel står økonomisk vækst stadig i centrum for den økonomiske politik. Det samlede antal arbejdstimer er derfor i dag (opgjort for hele befolkningen) lige så stort, som det var i 1930’erne. For selv om den ugentlige arbejdstid for en fuldt beskæftiget person er faldet, og selv om antallet af ferieuger er steget, så er dette fald blevet modsvaret af, at de gifte kvinder nu stort set alle er på arbejdsmarkedet.
Hertil kommer, at der ingen politisk vilje har været til at dæmpe den økonomiske vækst, snarere tværtimod. Så snart efterspørgsel halter bare lidt efter vækst-ekspressen, hvorved arbejdsløsheden begynder at stige og profitraten at falde, så øges presset mod politikerne og centralbankdirektøren for ’dog at gøre noget’. De vestlige lande er, som Keynes frygtede, blevet både mentalt og politisk afhængige af den fortsatte vækst.
Husholdningsbudgettet opleves papadoksalt nok som mere stramt i dag end tidligere; det er de faste udgifter, ikke mindst renter og afdrag, der æder en stadig større del af familiernes indkomst. Midt i den overvældende materielle velstand, så opleves hverdagen alligevel som økonomisk utroligt klemt. Der er bestemt ikke råd til arbejdsløshed endsige faldende aktiekurser.
Finansministeren tænker også med rædsel på, at skatteindtægterne begynder at svigte, så snart der kommer grus i vækstmaskinen. Finanslovens stigende udgifter er baseret på en forudsætning om fortsat vækst. Kravet til den økonomiske politik bliver derfor, at ’det skal kunne betale sig’. Afkastet også af offentlige midler skal være højt, for ellers kan pengene bruges bedre andre steder på budgettet. Dette omkvæd gentages i en uendelighed, at ’vi skal have det størst mulige afkast af pengene’. Det økonomiske resultat er det ophøjede mål for den politiske ansvarlighed.

Også på dette punkt havde Keynes blik for, hvor det kunne bære hen, hvis ’bogholderne’ fik lov til fortsat at bestemme den økonomiske politik : »Denne form for selvdestruktiv finansiel kalkulation er efterhånden blevet styrende i alle samfundslag. Vi ødelægger landskabernes skønhed, for naturen har ingen økonomisk værdi. Vi er villige til at slukke for solen og for stjernerne, for de giver ingen dividende.«
På trods af disse advarsler om, at den ’økonomiske syge’ kunne blive permanent, ja, til selve livets mening, så slutter Keynes alligevel sit essay i en ganske optimistisk tone, med en opfordring til ikke mindst økonomerne om at tage skyklapperne af: »Lad os ikke forledes til at tro, at de økonomiske problemer er alt overskyggende. Det ville indebære en risiko for at andre og vigtigere hensyn bliver tilsidesat . Det vil derfor være et stort fremskridt, hvis det kunne lykkes for økonomer at gøre sig så overflødige, at de i fremtiden blot ville blive betragtet på lige fod med f.eks. tandlæger.«
Ja, det ville være et stort fremskridt, hvis Keynes’ egentlige budskab fik lov til at trænge frem i den politiske debat: At fortsat økonomisk vækst i de rige lande ikke indeholder svaret på de udfordringer, som de står midt i. Det er ikke muligt at producere sig ud af de samfundsmæssige spændinger, som overflodssamfundene skaber.

En yderligere udbygning af velfærdsstaten er heller ikke svaret på hverken eksklusion fra arbejdsmarkedet eller øget ulighed. Velfærdsstaten i sin nuværende form fastholder snarere alt for mange i en perspektivløs tilværelse. Keynes’ vision er således mere aktuel end nogensinde: At det egentlige mål for den økonomiske politik må være, at alle har arbejde, og at alle begynder at arbejde mindre og mindre. Livets mening har jo aldrig været at arbejde.
Det herlige er, at vi i stigende grad heller ikke behøver at arbejde så meget. Det er således ikke længere den økonomiske nødvendighed, der dikterer vore børn og børnebørns fremtid; men vores vilje (og evne) til at udskifte målene fra den økonomiske trædemølle med mere menneskelige værdier.

*Jesper Jespersen er professor i Samfundsøkonomi ved Roskilde Universitetscenter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Der kan man se, jeg troede, vi for længst var kommet væk fra den primitive dyrkelse af arbejdet som livets mening, det gjorde vi da allerede i 70erne og frem; men det må altså være kommet tilbage på et eller andet tidspunkt.

Peter Andersen

"Livets mening har jo aldrig været at arbejde."

- og så starter det igen.
De synes det er det eneste du kan bidrage med...
Slave for dem der ikke ser udover horizonten.

Til 2*Peter

Der er INGEN som tvinger jer eller andre til at lave en snus mere end I selv ønsker.

Forventer naturligvis at I, såfremt I ønsker at træde helt eller delvis væk fra yderdelen, også frasiger jer og jeres familiers ret til nyderdelen i samfundet.