Læsetid: 4 min.

Besat af fodbold

Sport er ikke upolitisk – DBU tager med Israel-kampen stilling og fejl, ligesom i 1940
Debat
11. april 2002

Mellemøsten
Dansk Boldspil Union er besat af fodbold. 17. april spiller DBU ’venskabskamp’ mod Israel. Ambassadør Gillon vil formentlig tage plads i Parkens kejser-loge, hvor også kongehusets fodboldfans vil være til stede – ligesom medlemmer af regeringen.
Eller kan man håbe på, at Hans Højhed Prinsen gør sine sønner opmærksomme på, at den såkaldte venskabskamp er en dyst med alvorlige politiske perspektiver. Og at såvel regeringens som kongehusets tilstedeværelse vil være en uheldig tilkendegivelse i en situation med forfærdelige krænkelser af menneskerettighederne.
Er det ikke en pinlig sag for DBU og den danske regering, at vi spiller venskabskamp med en besættelsesmagt, som i 35 år har krænket den besatte befolknings mest elementære rettigheder. F. eks. ved vedvarende ulovlig udflytning af sin egen befolkning (400.000) til de besatte områder, ved at nægte palæstinenserne retten til en selvstændig og levedygtig stat – og et fodboldlandshold, der kan spille med i internationale turneringer?
Selv efter Oslo-aftalerne i 1993 er der blevet kæmpet om hver en kvadratcentimeter af det besatte land for at undgå, at palæstinenserne kunne få en sammenhængende stat.
Heller ikke de opreklamerede israelske strøtanker i Camp David indebar andet end et ’fængsel’ til palæstinenserne, (påpeget af den israelske antropolog Jeff Halper).

Fortilfælde i 1940
Den palæstinensiske befolkning har aldrig haft mulighed for at spille fodbold med sine besættere. Nu er det historiens ironi, at problematikken besættelse og fodbold ikke er ny for Dansk Boldspil Union.
I november 1940 stillede landsholdet op på Victoria Stadion i Hamburg, hvor de tyske spillere heilede ved afspilningen af nationalmelodien. Hvad mon fangerne i det nærliggende Neuengamme og den jødiske nationalbevægelse syntes om den kamp, hvis de overhovedet havde lejlighed til at mene noget? Året efter spillede man i Dresden, og spillerne fik karpesuppe og krokantbombe ved den efterfølgende spillerbanket.
En af spillerne fra 1940 har fortalt mig, at danskerne ikke var ret stolte ved den lejlighed. For tyskerne såvel som for danskerne var fodbolden en besættelse, der betød en afstivning af den nationale identitet. Og der blev spillet til verdenskrigens bitre ende. Også i Tyskland, hvor fodbolden medvirkede til at svejse regimet sammen.

Dansk blåøjethed
Ligesom man i 1940 og 1941 fra DBU's side dækkede sig under den danske regerings velsignelse af venskabskampene, gør man det i dag. Spørgsmålet til den danske regering og DBU er, hvor den moralske grænse går for, hvad man vil medvirke til at blåstemple.
Hovedformålet med den aktuelle israelske offensiv er at tvinge civilbefolkningen til at acceptere den ulovlige indlemmelse af Østjerusalem og bosættelserne, der uden alvorlig indsigelse fra verdenssamfundet har fået lov til at vokse som kræftsvulster på Vestbredden og i Gaza.
Den danske regerings blåøjethed blev demonstreret, da udenrigsminister Møller for nylig udtalte, at Sharon er »en mand, der nærer et ægte ønske om fred, en gammeltestamentlig figur, der griber geværet for at forsvare sit land for bagefter at vende tilbage til plovskæret.«
Mens palæstinensere nu indfanges i bundter – uden udsigt til en retfærdig rettergang og til tidsubestemt fængsel – lukkes de besatte enklaver for nødhjælpsarbejdere og pressen. Ambulancer fra Røde Kors (Halvmåne) skydes i smadder, der kastes chokgranater og rettes dræbende skud mod pressefolk.
Selv EU’s udsendinge chikaneres og nægtes ret til at mødes med Arafat, og den svenske statsminister Perssons telefonsamtaler med den trængte formand afbrydes af de israelske myndigheder.

Styrede medier
I selve Israel er medier underlagt en stram styring, som holder befolkningen i delvis uvidenhed om, hvad der foregår i de nærliggende palæstinensiske områder. Det ligner den hvide befolknings situation i Sydafrika, hvor man lukkede de blå øjne for oprøret i de sorte bantustans. Eller den tyske befolknings ligegyldighed i 1940’erne.
Onsdag den 17. april kan de israelske tv-seere så rette blikket mod Parken i København til en omgang brød og skuespil, koble af fra virkelighedens brutale arena, mens fangerne i de genoprettede fangelejre mærker smerten i deres brækkede tæer – den seneste variation af sportsentusiasten Gillons moderate fysiske pres.
Hvornår har det såkaldt internationale samfund givet palæstinenserne et reelt alternativ til det håbløse valg mellem overgivelse eller terrorisme?
Udenfor Parken vil nogle hundrede danske palæstinensere, herunder flygtninge fra Sharons invasion af Libanon i 1982, der overlevede Sharons og falangisternes massakre i Sabra og Shatila, demonstrere deres desperation og afmagt.

Frasortering
DBU’s sikkerhedsforanstaltninger ved kampen må vel indebære en frasortering af demonstranter, som kunne sende en hilsen til den belejrede palæstinensiske civilbefolkning, den ulykkeligt svage israelske fredsbevægelse og de reservister og soldater, som nægter at gøre tjeneste i de besatte områder.
På Victoria Stadion i 1940 heppede 5.000 besatte danske arbejdere på deres landsmænd på banen. Efter kampen gik spillerne ud på balkonen på Atlantic Hotel og så på de blå, gule og hvide lysskær på himlen, der fulgte engelske bombardementer og tyske antiluftskyts. Kun én gemte sig skræmt i badekarret. Han måtte senere flygte til Sverige. Besættelsens virkelighed var endnu ikke gået op for hverken spillere, DBU eller den danske regering. Er den det i 2002?
Måske var det passende at sende et signal til Sharon og den israelske offentlighed. Aflys den kamp. Aflys besættelsen, bosættelserne og ydmygelserne. Så skal vi nok spille fodbold med god samvittighed og Slobodan Sharon vende tilbage til ’plov-skæret’ på sin farm – eller blive indfanget af en international krigsforbryderdomstol.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her