Kronik

Børn mobber jo altid...

’Hvis Gud vidste, at jeg skulle få det sådan her, hvorfor lod han mig så føde?’ skriver en pige i 7. klasse. Hun bliver såmænd bare mobbet
Debat
23. april 2002

Retfærd & Velfærd
Jeg vågner en tirsdag morgen, ved at jeg bliver vækket af mine forældre. Jeg skynder mig at gøre mig klar og løber ud til skolebussen. Et kvarter senere kommer jeg i skole, jeg prøver at undgå de andre på gangen, især dem fra syvendeklasserne, og løber hen til 6. B, hvor min lærer stadig ikke er kommet, så døren er låst. Jeg prøver at stille mig blandt nogle af de andre, så jeg ikke skiller mig ud fra flokken, alligevel får jeg et par kommentarer med omkring min påklædning, og de andre griner.
I timerne er der ikke mange der siger noget. Eleverne er bange for at sige noget fagligt i timerne, de ved, at hvis de laver en fejl eller viser interesse for undervisningen vil de få verbale klø af de andre elever.
Jeg prøver at overleve dagen. Frikvarterene er hårde, jeg er hele tiden på vagt over for de andre elever, jeg prøver at undgå dem, men det er ikke let. Jeg prøver at vente med at gå op til timen til der kommer en lærer som jeg kan gå sammen med, selv om jeg ved at jeg bliver til grin. Det er ikke altid at det lykkes mig at finde en lærer, så jeg må bide de slag, skub og kommentarer i mig, som jeg får, når jeg går forbi de andre på gangen.

Dette var en del af min hverdag da jeg gik på Malling Skole, syd for Århus. Det, jeg oplevede, var nogle konflikter der havde eksisteret helt tilbage fra børnehaveklassen. Da jeg, i 6. klasse, startede, kom jeg ind i et lokalmiljø, hvor janteloven havde kronede dage. Jeg skulle som ’drengen ude fra Århus’, hvor jeg havde gået i skole tidligere, ikke tro at jeg var noget særligt. Min dengang store interesse for skolen var bestemt ikke noget der var ’smart’, og jeg fik da også hurtigt tilnavnet Fessor.
I klassen var vi alle utrolig meget på vagt over for hinanden, hvis der var nogle der trådte forkert, eller viste den mindste smule sårbarhed, fik de nogle hårde ord tilbage. Hvis man så den mindste chance til at støde andre, gjorde man brug af den, så man selv kunne komme ovenpå.
Alle var som narkomaner; man skulle have sit fix for at man i en kort periode kunne føle sig ovenpå, hvorefter man igen ville få det dårligt. Hvis folk udså sig et let offer, var postulater om dårlige familieforhold, forældres økonomi o.lign. ikke noget folk stod tilbage for at omtale.
En måned efter min skolestart ville jeg meget nødig i skole mere. Jeg plagede mine forældre, om hvorvidt det ikke var muligt at jeg kunne flytte tilbage til min gamle klasse. Efter et år, med gråd, dårligt humør og angst for de andre elever, blev det alt for meget for både jeg selv og mine forældre. Jeg skiftede skole til en privatskole i Århus ved navn Forældreskolen.
Her oplevede jeg alle symptomerne: Efter at have gået på Malling Skole i et år, havde jeg fået anlagt mig nogle af de samme tendenser som de øvrige elever; jeg havde opbygget en barriere over for omverdenen, der gjorde at jeg var blevet mere aggressiv. Jeg havde svært ved at tolerere folk, der udviste en, efter min mening, pralende holdning – præcis, som jeg selv var blevet mødt på Malling Skole. Disse var tendenser, der blev hængende et par år, hvor jeg, fra lærere og skoleledelse, blev omtalt som en ’mobber’ og konfliktskaber.
Dette er efter min mening ikke noget atypisk eksempel på en skoleelevs dagligdag i dagens Danmark, men er derimod den triste virkelighed for cirka 25 procent, påpeger to undersøgelser, foretaget af henholdsvis Børnerådet og World Health Organisation, WHO.
Dette drager mig naturligt videre til at rejse spørgsmålet: Kan det virkelig passe, at vi elever skal udsættes for, og udsætte hinanden for, denne form for psykisk terror, kan vi ikke samle de forskellige involverede parter og finde frem til en løsning – en handlingsplan eller en anden form for indsats mod dette åbenlyse problem? – Jeg vil gerne tro det. I det følgende vil jeg beskrive nogle af de redskaber, vi i Danmarks Elev Organisation mener skal benyttes, men lad mig først krydre med et par tankevækkende citater fra danske elever:

Når jeg sidder helt alene i klassen, undrer jeg mig over, hvad der er meningen. Jeg mener, hvis Gud vidste, at jeg skulle få det sådan her, hvorfor lod han mig så føde?«
Pige i 7. klasse

»Der er en dreng i vores klasse, som har fået bank i flere år. Alle slår på ham. Efterhånden har jeg glemt hvorfor. Det ligger ligesom bare i luften, at ham slår man bare på.«
Dreng i 8. klasse

»Jeg er jo en ganske almindelig person. Hvorfor vil ingen være sammen med mig? Begynder jeg at tale med nogen, vender de sig om, tager veninderne med sig og går grinende væk.«
Pige i 8. klasse

Jeg er af den klare opfattelse, at mobning ikke er et problem, man bare løser fra dag til dag. Det kræver meget velorganiseret arbejde og involverer alle skolens aktører. Det være forældre, elever, lærere, skoleledere, kommunerne, undervisningsministeriet og, ikke at forglemme, organisationerne, der organiserer disse parter.
Eleverne er centrale i arbejdet mod mobning. Uden elevernes engagement, initiativ, involvering og samarbejdsvilje er projektet umuligt. Eleverne skal derfor inddrages i debatten, tages med på råd og deltage i arbejdet, således at de opnår forståelse for problemets omfang og dets konsekvenser og, vigtigst af alt, indser deres ansvar over for hinanden. Eleverne skal lære om respekten for medmennesker, om tolerance og solidaritet, og om menneskelige værdier. Dette er den eneste måde hvorpå vi kan udvikle hele, fornuftige individer i den danske grundskole.

Hvert år skal skolens aktører sammensætte en handlingsplan imod mobning. Handlingsplanen skal uddelegere ansvaret til de forskellige parter; forældre, lærere, skoleledelse og elever, således at der ikke hersker nogen tvivl om hvilket ansvar de forskellige parter skal påtage sig. Samtidig skal handlingsplanen gøre klart hvilke projekter der skal igangsættes for at modvirke problemet. Hvis alle skolens aktører går positivt og konstruktivt ind i arbejdet kan det udføres tilfredsstillende, og mobning kan bringes ned på et niveau, der er kontrollabelt.
Med den grad af mobning, som eksisterer i skolen i dag, er det utopi at tro at folkeskolen kan leve op til sin vigtige centrale rolle i samfundet. Folkeskolen skal, som det så smukt er beskrevet i Folkeskoleloven: »…skabe sådanne rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse, at eleverne udvikler erkendelse, fantasi og lyst til at lære, således at de opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.«
Hvordan kan dette udføres i en folkeskole hvor eleverne, ifølge mit eget eksempel, bliver udstødt fra gruppen, hvis de udviser interesse for det faglige stof? Hvordan kan en elev, der gang på gang får at vide, at han eller hun er åndssvag, opnå tillid til egne muligheder. Disse ord ligger, ud fra egne erfaringer, utroligt langt væk fra virkeligheden.
Vi kan ikke længere leve med en sådan folkeskole. Der skal ske forandringer og de skal ske nu. Jeg er ked af at se diverse politikere og folk med relation til folkeskolen, diskutere, om hvorvidt den ene eller den anden metode er den rigtige. Selvfølgelig er det vigtigt at bekæmpelsen af mobning sker på en forsvarlig måde, men kan vi være bekendt over for eleverne at trække diskussionerne i langdrag? Kan vi være bekendt over for drengen i ottende klasse, der får bank hver dag, at der ikke bliver gjort indsats? Jeg synes det ikke.

Jeg ser gerne, at der kommer en lov på området, således at vi som elever er sikret mod mobning. En lov, der fordeler ansvaret og sikrer, at der sker en landsdækkende indsats. Hvis man blot, fra politikernes side, opfordrer til en indsats på landets skole, vil muligvis 85 procent af skolerne tage opfordringen til sig, men hvad med de sidste 15 procent, der nok vil inkludere de værste tilfælde. Kan vi her leve med, at vores elever går rundt med selvmordstanker?

En lov mod mobning har vist sig i Sverige at have meget positiv virkning. Den selvsamme undersøgelse fra WHO, som jeg tidligere refererede til, er også blevet foretaget i Sverige. Her viser den, at man i Sverige, efter at have gennemført en storstilet indsats mod mobning, er nået ned på et tal, der viser, at der her kun er seks procent af eleverne, der føler sig mobbet, i modsætning til de danske 25 procent.
Jeg gav her et eksempel på hvordan vi, som elever, oplever den danske folkeskole i dag. Mit eget eksempel er sat sammen ud fra de ting, jeg endnu ikke har fortrængt. Vi som elever lægger tingene bag os og ser fremad, der er ingen af os der har lyst til at huske sådan en ubehagelig epoke af sit liv.
Jeg har lagt den bag mig og prøver først nu, i debatten om mobning, at genkalde nogle af de ubehagelige øjeblikke, jeg har oplevet. Men det er desværre ikke alle, der er istand til at lægge sådanne ubehageligheder bag sig. For nogen er mit eksempel blot et eksempel på en af de bedre dage.
Mange har svært ved at lægge disse øjeblikke eller længerevarende tidsforløb af ubehageligheder bag sig. For mange vil denne periode af deres liv give anledning til mange vanskeligheder i deres videre færden. Omgang med andre mennesker er noget, der besværliggøres en del efter sådanne oplevelser. Dette er ikke værdigt at byde noget menneske.
Jeg håber, at dette vil give anledning til handling. Hvis du har børn i folkeskolen, vil jeg opfordre dig til tage en snak med dem. Udspørg dem om deres og de andre elevers trivsel i klassen. Er der noget de som klassekammerat eller du som forældre kan gøre for at skabe en bedre stemning. En lille indsats fra din side kan være altafgørende for den elev der føler sig mobbet eller truet af de andre elever.

*Thue Quist Thomasen er 17 år og formand for Danmarks Elev Organisation, DEO

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her