Læsetid: 4 min.

Børn mod voksne

De voksnes rettigheder bør ikke gå forud for børnenes
Debat
20. april 2002

Socialt
Jeg vil gerne gøre Tove Videbæk (ToV) opmærksom på, at Kristeligt Folkeparti ikke har en konsistent holding, som går ud på, at barnets tarv altid skal komme først. (Jf. indlægget den 16. april).
Det, der er ToV og Kristeligt Folkepartis problem – og for så vidt også mit eget – er, at ét er teori (FN’s Børnekonvention, Justitsministeriets BørneLOVSudvalg, Folketingets Retsudvalg og Det Danske Center for Menneskerettigheder), noget andet er den grågrumsede virkelighed.
Barnets tarv er således ikke altid, at ’et barn har RET til en far og mor’. For hvad betyder det reelt, at et barn har ret til en far og mor? Er erklæringen andet end en floskel? Et samfundsmæssigt ideal? Hvor ingen kan være uenig i hensigten, men hvor ytringen – ligesom en række andre proklamationer på menneskerettighedsområdet – i praksis ikke er det papir værd, den er skrevet på. Udsagnet svarer sådan cirka til at udbasunere, at ethvert barn på kloden har ret til at spise sig mæt hver dag. Eller at ethvert gadebarn har ret til en velfungerende familie med en nærværende, ansvarlig far. Eller at ethvert barn på jorden har ret til at gå ni år i skole. Altså ren lyrik.

Citatfusk
I parentes bemærket er parolen »et barn har ret til en far og en mor« citatfusk i forhold til den korrekte ordlyd i FN’s Konvention om Barnets rettigheder, hvori det hedder i artikel 7: »Barnet skal have ret til (…) så vidt muligt at kende og blive passet at sine forældre.« En ganske anden formulering end den, som er gået sin ukorrekte sejrsgang i de sidste 10 års debat om fælles forældremyndighed, Børneloven – og nu sidst kunstig befrugtning. Hvis vi prøvede at holde fast i, at idealet om, at ethvert barn på kloden burde vokse op hos kærlige og omsorgsfulde mødre og fædre, netop er et ideal, så kunne vi måske komme til realiteterne?
Som udgangspunkt er det indlysende bedst for et barn at være hos mor og far. Men vel og mærke kun hvis mor og far er rimeligt normale (fx ikke misbrugere) og ikke konstant ligger i borgerkrig. For ellers har barnet større interesse i, at mindst én (anden) voksen og ansvarsfuld person tager sig af det, end at genetikken får forrang. Det er det sociale moderskab/faderskab i dagligdagen, og ikke det genetiske, som er det væsentligste for et barns velbefindende.
Men ToV er ikke alene i sin misforståede sammenblanding af, hvad børns tarv og børns behov er på den ene side, hvad voksne kvinder og mænds/mødres og fædres behov er på den anden side. Det forholder sig tilfældigvis og uheldigvis sådan, at behovene ikke bare falder smukt oven i hinanden, men til tider kan være direkte modstridende. Eksempel: Skilsmissebørn, der tvinges til samvær med en forælder, de ikke ønsker at omgås. For at far (eller mor) kan få deres RET – under dække af, at det er barnets tarv, der varetages. Også i denne sag – om lesbiskes adgang til kunstig befrugtning – beror indholdet i begrebet ’barnets tarv’ på en vurdering. Der gives ingen Moselov her, men alene fortolk-ninger. Her vil jeg til gengæld gerne slutte op bag Tove
Videbæk og Kristeligt Folkeparti. Uafhængig af nye familieformer vil et barn af homoseksuelle forældre nemlig konstant blive påvirket kulturelt med, at et kærlighedsforhold forudsætter en han og en hun, som tillige er betingelsen for et barn. Han-hun er således ikke alene et biologisk faktum, men et kulturelt, som barnet dagligt vil blive konfronteret med i omgivelserne og gennem tekster, billeder og film.

Gamle forældre
Til et argument om, at anderledeshed giver styrke, og mangfoldighed er positivt, vil jeg svare, at det er at gøre dyd af (u)nødvendighed. Lad mig illustrere med en personlig oplevelse: Jeg har fået mine to børn ret sent, jeg var næsten 37, da jeg fik nummer to. Min mand og jeg er bortset fra et enkelt jævnaldrende par de ældste forældre i min yngste nu 12-årige søns klasse. Det er han sandt at sige ikke særligt begejstret for, og selv om jeg ikke bliver holdt søvnløs om natten af spørgsmål af typen: Hvorfor ligner du ikke Bettinas mor (som er 31 og uden anstrøg af grå hår)? – så forstår jeg glimrende det underliggende budskab om, at forældre set fra børnenes synsvinkel absolut helst skal ligne de andres. Jeg vil med dette indlæg slå til lyd for, at vi hører op med at anlægge en egoistisk voksensynsvinkel på ’barnets tarv’ og skridt for skridt øver os i at spørge: Hvad er godt for et barn? Hvad giver et barn livskvalitet? Hvad kan jeg tilbyde, som legitimerer, at jeg giver et barn livet? Det liv, som det ikke selv har bedt om, og som hævet over enhver tvivl vil komme til at rumme også lidelse og smerte?
Fri mig for voksnes rettigheder og behov – når prisen skal betales af vores børn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her