Læsetid: 4 min.

Den borgerlige krise

Vil de midaldrende vilde på venstrefløjen altid smide med brosten?
Debat
11. april 2002

Kommentaren - Håb
I dag kaster de igen med brosten på den yderste venstre revle af det politiske spektrum. Ethvert verdensøkonomisk topmøde – hvadenten det er WTO, G8, eller IMF – er et tilbagevendende opgør med ’den herskende klasse’ udført af fritidsanarkister som – tilsyneladende – har råd til at rejse verden rundt for at skabe kaos.
Kapitalismens symboler bliver igen rituelt angrebet af ’autonome’, og globaliseringens konsekvenser bliver igen og igen nedgjort af verdensfjerne akademikere på statsstøttede projekter (i hvert fald indtil Thor Pedersen smækkede kassen i!).
Bliver de aldrig klogere? Næppe. Givetvis. Venstrefløjens idealister er – og nu er jeg bevist grov! – forkælede børn som man ikke kan nå.
»Historien gentager sig første gang som tragedie, anden gang som farce«. Sådan skrev Karl Marx i 1851. Det 20. Århundredes revolutioner var tragedier. Det samme vil ikke blive tilfældet med vor tids revolutionære. Nutidens oprører er – hvis vi skal parafrasere Marx – i en vis forstand farcer.
Men der er en forskel mellem 1968 og vor tid. Ungdomsoprøret var – med Marx’ parafrase – en tragedie. Vestens unge forkastede dengang det liberale demokrati og glemte – eller overså – den sandhed der fandtes i etablerede traditioner. Det samme er tilfældet for vor tids variant. Men der er en forskel. Nutidens revolutionære har ikke noget alternativ.

Det helt anderledes
1968’erne havde Marx, Lenin og Che. De havde nok Vietnam, men de havde også det kommunistiske tusindårsrige og det som Max Horkheimer kaldte »længslen efter det helt anderledes«. At de samtidig havde en verdensopfattelse, gav dem respekt.
Men selv om de brostenkastende unge – og deres medløbere af overvintrede luksus-hippier – synes at være et flash-back til en ikke så fjern fortid, har de et anliggende, som vi måske dårligt kan overhøre?
Venstrefløjen har et anliggende, men de ved ikke hvad det er! Dens problem er, at den ikke har en dagsorden, endsige noget alternativ til det eksisterende politiske system. Men oprøret er i sig selv et bevis på at det eksisterende ikke er tiltalende. Det er et problem for os der bekender os til det bestående (trods alle dets fejl og mangler).
Vi der bekender os til det moderne socialt-liberale demokrati har været alt, alt, alt for dårlige til at tale vores sag. Vi har brugt mere tid på at hovere over socialismens bortdøen i talrige heksejagter i borgerlige blade, end på at fremstille alle de positive sider af det borgerlige samfund.
Det var den nu afdøde amerikanske filosof , Robert Nozick (1938-2002) klar over allerede i 1973, da han skrev sit og ny-liberalismens hovedværk Anarchy, State and Utopia – måske det eneste politisk filosofiske hovedværk fra det 20. århundrede der fortjener prædikatet; ’en klassiker’.
»Savner minimalstaten ikke plads til begejstring. Ville noget menneske gå på barrikaderne under dens banner?« Spurgte Nozick retorisk. Og han fik ret. Som alle andre revolutioner er den borgerlige revolutions sunde idealer forsvundet i ideologiske korstog uden realitetssans.

Tilbage til rødderne
Hvad mere er; borgerligheden er blevet ligeså verdensfjern som socialismen var i de åndeligt formørkede 1970’ere.
Borgerligheden må tilbage til rødderne. Den eneste redning for borgerligheden er at den – som de britiske konservative – erindrer verden om at det var dem der opfandt socialforsorgen og beskyttelsen af de svage.
»Vous n'avec pas une monopole de la coeur« – »De har ikke monopol på hjertet«. Sådan satte Giscard d’Estaing sin socialistiske modstander François Mitterrand til vægs i en debat forud for præsidentvalget i 1974. Det virkede. Giscards konstatering fejede benene væk under den socialistiske præsidentkandidat. Mitterrand tabte valget – og Giscards knock-out blow viste, at borgerlige også tænker med hjertet.
Det er der ikke mange tegn på længere. »Mennesket lever ikke af brød alene«, sagde Kristus. Denne sandhed er gået tabt blandt dem der engang opsummerede deres politiske doktrin i treenigheden ’Gud, Konge, og Fædreland’.
»En sand lovgiver skal have et følsomt hjerte. Han skal frygte sig selv og elske sine medmennesker«. Sådan skrev Edmund Burke i 1790. Det burde være et diktum for borgerlige tænkere. Det er det ikke. Nutidens borgerlige synes mere optagne af at elske sig selv – og deres tegnebøger – og frygte deres medmennesker.

Dårlig kommunikation
Problemet er, at borgerlige har været alt for dårlige til at kommunikere, at vi også støtter det frie samfund fordi der skaber velstand for de dårligst stillede. Det frie marked er socialismen langt overlegen, men det frie marked er ikke i sig selv nok. En sand borgerlighed må kombinere den kristne næstekærlighed med det frie samfund.
Venstrefløjen hævder – ligesom kandidat Mitterrand – at de giver de håbløse håb. Realiteten er en anden. Men så længe mange borgerlige er mere interesserede i Mammon end i Gud, er der ikke stor sandsynlighed for at borgerlige vil fremstå som de svages forsvarere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her