Læsetid: 3 min.

Ejvinds venner

I Enhedslisten udfolder vi fortsat troen, håbet og kærligheden til mennesker
Debat
22. april 2002

Politik
Ejvind Larsen (EL) kommenterer i bagsidelederen den 15. april Enhedslistens årsmøde.
Alt hvad EL synes at have brug for at vide er, at Keld
Albrechtsens forslag kun fik fire stemmer. Dialogen, som indebærer, at man forholder sig til samtalepartnerens synspunkter, synes tydeligvis ikke interessant.
Derimod synes det mere interessant, at den italienske halvfascist Berlusconi gerne vil have den russiske ditto Putin med i Unionen. Et – sådan må man vel forstå det på EL – særdeles progressivt og fornyende initiativ og i hvert fald mere progressivt og fornyet end Enhedslisten?
I EL’s ’fornyelse’ genkender man positioner, som tidligere har hærget venstre-fløjen, og som vi er sluppet af med.
Det var engang en udbredt forestilling på dele af venstrefløjen, at socialismen godt kunne indføres – også mod befolkningsflertallets vilje. Den slags forestillinger finder man ikke hos Enhedslisten.
Til gengæld finder man hos EL den forestilling, at det er ok hvis en ikke-folkevalgt kommission i Bruxelles påtvinger den danske befolkning en mere human flygtningepolitik (og sådan en er ikke svær at opfinde), end den, der er gældende i Danmark. Dette til trods for, at over 90 procent af vælgerne ved sidste valg stemte på partier (inkl. S-R), der enten har gennemført horrible stramninger eller i valgkampen lovede at gøre det horrible endnu mere horribelt.

Tragedie
Jeg er enig med EL i, at det er en tragedie, at venstre-fløjen ikke ad demokratisk vej har formået at sikre en medmenneskelig og anstændig politik i forhold til vore nye medborgere. Men jeg er ikke enig i at tage udemokratiske midler i anvendelse, når de demokratiske ikke slår til!
En anden gammel venstrefløjsforestilling spøger også hos EL. Forestillingen om, at den gode supermagt kan afbalancere eller måske ligefrem tryne den onde. Forestillingen om superstaten, dets bureaukrati og dets militær som nærtstående allieret for progressive kræfter. Det var som bekendt en forestilling, der trivedes både i DKP og i de maoistiske partier for efterhånden en snes år siden. Sådanne forestillinger har vi gjort op med og (selv)bekræftet på dette årsmøde i Enhedslisten. EL’s ’fornyelse’ består derimod tydeligvis i at give disse forestillinger et comeback. Kina (nej, det er ikke dem med menneskerettighederne!) hyldes nu som landet, der har sat sig »…i spidsen for nok en af de mest perspektivrige frigørelseskampe i både den tredje verden og i vores vestlige verden…«. Bedre kunne Benito Scocozza fra det maoistiske Kommunistisk Arbejderpart (KAP) næppe have sagt det i sine yngre dage!

Magt og økonomi
I Enhedslisten er vi bevidste om, at stormagters politik tager udgangspunkt i interesser, der har med magt og økonomi at gøre. Dette gælder også, når de i bestemte politiske sager optræder progressivt. Hvad man vel fra et vesteuropæisk synspunkt kan
sige, at begge den kolde krigs magter gjorde, da de etablerede sig som supermagter gennem nedkæmpelsen af Nazi-Tyskland. Hvilket ikke ændrede en tøddel ved, at ingen af disse magter var synderligt demokratiske, eftersom vejen til politisk indflydelse i den ene gik via medlemskab af ét bestemt parti og i det andet via penge og opbakning fra kapitalstærke kræfter.
og de bevægelser, som de kan skabe sammen. Her har vi intet ønske om at genoplive den kolde krigs blinde tro (udfoldet lige dele tåbeligt af rettro stalinister og yankeefile borgerlige) på den ’gode’ supermagt. Belært af venstre-fløjens bitre erfaringer må man håbe, at vi kan fastholde denne fornyelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her