Hvad er mere nærliggende end at finde lykken og livslysten sammen med den, vi har valgt at dele seng, bord og børn med? Et anderledes forsvar
for parforholdet
Lørdagskronikken
Ikke alle lever lykkeligt til deres dages ende i parforholdet. Måske de færreste, er det indtryk, vi står tilbage med fra omgangskredsen, fra parterapeuternes venteværelser og fra den almindelige debat i medierne.
Har parforholdet overhovedet en berettigelse i vores samfund, spørger flere og flere. Ikke underligt, når skilsmisseprocenten vokser, og mange lever alene. Men det er alt for tidligt at give op. Hvis ikke vi formår at knytte tætte, dybe relationer til andre mennesker er der en stor risiko for, at livet kan blive både ensomt og ulykkeligt.
Vores påstand er, at tætte og dybe relationer med andre mennesker er forudsætningen for et lykkeligt og meningsfuldt liv. Lad os sige det lige ud: Vi tror på parforholdet!
Vi taler ikke ud fra et moralsk, religiøst eller kvindepolitisk synspunkt, men ud fra et mangeårigt psykologisk erfaringsgrundlag. Hvad er mere nærliggende end at finde lykken og livslysten sammen med den, vi har valgt at dele seng, bord og børn med?
Måske har mange lige nu glemt, hvor vigtige menneskelige relationer er og hvor frugtbart et lykkeligt samliv kan være, for i det postmoderne, fragmenterede samfund har kærligheden trange kår.
Vi har behov for at genopdage værdien af at være sammen med andre og genskabe evnen til at fordybe os i de nære, menneskelige relationer. Imago-tankegangen, som vi vil komme nærmere ind på senere, er en oplagt mulighed for at udvikle både den åndelige, den følelsesmæssige og den lidenskabelige dimension i dialog med et andet menneske.
Individualisering præger det postmoderne samfund
Vi lever i en opbrudstid. Kendte og faste strukturer i både privatlivet og i arbejdslivet udfordres og nedbrydes i det postmoderne samfund. Mange ægteskaber har ikke længere nogen praktisk betydning, både mænd og kvinder har uddannelse og job til at stå på egne ben. En tredjedel af den danske befolkning vælger i dag en single-tilværelse. De tætte og vidtfavnende familiære netværk er væsentlig reduceret og erstattet af velfærdssamfundets institutioner.
Også i arbejdslivet er der opbrud og forandring. Organisationer fusionerer eller indskrænker. Ny teknologi muliggør virtuelle, globale organisationer, hvor flere sidder hjemme og resten sidder rundt omkring i verden. Fagforeningernes betydning som stærke ankre for det kollektive sammenhold er blevet formindsket, navnlig i forhold til de unge.
Midt i kaos og isolationen skal vi hver især indstille os på, at forandring er den eneste konstant. Vores reaktion er umiddelbart individualisering og holdninger som jeg kan kun overkomme mig selv. Denne selvcentrering, kombineret med den vestlige verdens høje velfærd, har gjort os til zappere, der er fristet til at flyde gennem livet på en strøm af uforpligtende overfladiskhed.
Kortvarig, intensiv stimulering og bekræftelse er vilkårene for zappermennesket. Masseeksponering på tv er den ultimative og narcissistiske succes. Bagsiden er overfladiskhed, ensomhed og stor risiko for følelsesmæssig isolation.
At være menneske uanset alder i dette turbulente samfund er indlysende svært. Vi møder dem i konsultationerne, hvor de beder om hjælp til at klare livet, redde sig selv, deres parforhold, deres forhold til børnene kort sagt - deres relationer til andre mennesker.
Uden nære relationer er vi ingenting. Det er på høje tid, at vi lærer at være sammen igen, for mennesket er i bund og grund et socialt væsen. Vi skabes og udvikles i relationen med andre mennesker, og ikke mindst barnet har brug for at vokse op i tætte menneskelige relationer for at udvikle en sund personlighed og dermed etablere fundamentet for et godt liv og samliv.
Et af de steder, hvor vi som voksne har de bedste muligheder for at udvikle os, er i parforholdet. Parforholdet syner måske overflødigt i det praktiske perspektiv, men bestemt ikke i det følelsesmæssige. Spørger vi de unge i dag, er deres højeste ønske da også at finde en partner for livet og opnå en frugtbar tryghed i kernefamilien. Paradoksalt når vi ser de høje skilsmisserater. Evnen og erfaringen til at fastholde og udvikle de nære relationer er tilsyneladende ikke til stede.
Det ser dog ud som om de unge i stigende grad er indstillet på at arbejde med parforholdet. Hos psykologerne søger de inspiration til at gøre det bedre end forældregenerationen, og hjælp til at bryde mønstre og dårlige vaner i parforholdet. Muligheden for udvikling af parforholdet er imidlertid ikke reserveret de unge. Selv det mest rutineprægede ægteskab rummer kimen til udvikling. Det er aldrig for sent at gå i gang.
Parforholdet er ikke tilfældigt. En af de grundlæggende hypoteser inden for Imago-relationsteorien er, at vi ubevidst i forelskelsen søger en partner, der har de samme udviklingspsykologiske udfordringer som os selv, men som har valgt en anden overlevelsesstrategi. Dvs. vi søger en partner, der har fået knubs og udfordringer på samme psykiske udviklingstrin som os selv, men som har søgt andre måder at kompensere for disse knubs eller sår.
I mødet søger partnerne det, de har mistet, og drages mod hinanden for psykologisk set at genskabe muligheden for at læge de tidlige sår.
I forelskelsens første euforiske måneder lever parret som vi i en tæt symbiotisk helhed, der opfylder alle behov. Forelskelsen og symbiosen bliver i alle parforhold naturligt afløst af trangen til løsrivelse og magtkamp.
Magtkampen opstår, når vi mere eller mindre bevidst erkender, at de sider vi faldt for hos vores partner, viser sig at være de sider, som vi selv har været nødt til at undertrykke som følge af vores egen opdragelse. Det er her, vi oplever, at vores altopslugende betagelse af f.eks. partnerens udadvendte og opsøgende adfærd til fester erstattes af irritation.
Irritationen handler ofte ikke om partnerens udadvendthed, men om det ubehag, det vækker hos os, at se partneren udtrykke det, vi har lært at undertrykke gennem vores egen opdragelse.
Udfordringen i parforholdet på dette tidspunkt er at finde balancen mellem jeg og du. Vi skal lære at respektere, at jeg er mig, og du er dig, og at vi har valgt fællesskabet. Vi skal i denne proces finde os selv og vores egne udviklingsbehov, samtidig med, at vi langsomt men sikkert imødekommer partnerens behov for herigennem selv at vokse.
Mange parforhold kommer ikke gennem magtkampen og løsrivelsen. Når ægtefællerne i en periode har kæmpet nådesløse slag om, hvem der har mest ret, givet den anden skylden og utrætteligt forsøgt at lave hinanden om, går de hver til sit. Typisk søger de lykken i et nyt forhold, der kun alt for ofte ender i samme situation. Alternativt vælger de at blive sammen og lever parallelle, praktiske liv i et lidenskabsløst forhold.
90 procent af frustrationerne i parforhold handler altså ikke om parret og samlivet, men om det man selv har med i bagagen. Skal parforholdet lykkes, skal man udvikle sig selv. Og her kommer Imago-relationsterapien ind i billedet.
Imago-relationsterapi er udviklet af det amerikanske psykologægtepar Harville Hendrix og Helen Hunt, med udgangspunkt i deres erfaringer fra mere end 20 års terapi med tusindvis af par.
Grundtanken i Imago er, at vi skal udvikle os selv gennem dialog med partneren eller mere generelt med et andet menneske.
Imago er det latinske ord for billede. Imago refererer til det billede, vi har med fra vores barndom, dvs. vores tidligste erfaringer, følelser og forestillinger.
Imago er en terapiform, der gennem dialog bevidstgør partnerne om deres personlige forsvar, deres fortrængninger og deres følelsesmæssige blokeringer. Ud fra denne bevidsthed skabes nye og mere hensigtsmæssige kommunikations- og adfærdsmønstre i parforholdet.
Terapien, der ikke tager udgangspunkt i sygelighed, men i muligheden for udvikling, bygger på viden og metoder fra blandt andet den psykodynamiske tænkning, herunder især objektrelationsteorierne, den systemiske tænkning, den kognitive teori og metode samt gestaltterapien. Imago-relationsterapi består af en række metoder og øvelser, der kan ændre menneskers måde at relatere sig til hinanden på.
Parret selv er eksperterne, mens terapeutens rolle er som vejleder, ordstyrer og facilitator. Grundtanken er, at udviklingen skal ske i parret, for det er her, de stærkeste kræfter er på spil. Det er her, vi har brug for at få vores tætte følelsesmæssige behov dækket. Det er her, vi udtrykker vores følelsesmæssige frustrationer, det er her vores overlevelsesstrategier får frit løb.
Den grundlæggende øvelse er den bevidste dialog, der foregår efter nøje fastlagte spilleregler. Hver part bliver på egen banehalvdel, og reglerne levner ikke mulighed for skænderier. Dialogen består af tre trin: Spejling (aktiv lytning), validering (anerkendelse) og empati (indføling).
Terapien sigter bl.a. på at genetablere en dybere og mere lidenskabelig kontakt mellem parterne. Det handler om at skabe glæde og tryghed frem for smerte og angst. Gennem dialogen får vi kontakt med vores følelser, en kontakt der skaber grobund for kærlighed og lidenskab. De genfundne følelser og partnerens accept genåbner lysten til den anden, lysten til kærtegn og intimitet og lysten til sex.
Imago-metoden skaber øjeblikkelig kontakt, er vores erfaring. Det vigtigste er at skabe en fast og sikker ramme omkring processen, så der skabes tryghed for dialogen. I starten har parret brug for terapeuten som vejleder, hvis dialogen glider af sporet.
Men med lidt øvelse kan parret selv bruge metoden, som efterhånden bliver en systematisk og fremadrettet måde at tale sammen på i hverdagen.
Imago er ikke kun et parterapeutisk redskab, men et samtaleredskab, der kan bruges i mange andre sammenhænge. For eksempel kan Imago anvendes i forældre/børn relationer eller i relationer i arbejdslivet, hvor det handler om konfliktløsning, læring eller kompetenceudvikling. I det helt store perspektiv kan metoden bruges i politisk konfliktløsning, hvor der er brug for en konstruktiv, neutral og respektfuld dialog.
Som nævnt stammer Imago-relationsteorien fra USA, men tankegangen vinder frem i Europa.
Det danske Imago Institut blev etableret på Langeland i 1998, og over hundreder par har deltaget i weekendkurser på instituttet.
De danske erfaringer med Imago tyder på, at vi her har fået den første terapiform, der samler den eksisterende viden på området i én sammenhængende teori og praksis. En kærkommen mulighed for nytænkning i forhold til parforholdet og privatlivet, der efter vores mening i øjeblikket lider under en klichéfyldt, begrænset og mangelfuld tænkning.
Udviklingen i samfunds- og arbejdslivet har gennem længere tid fokuseret på kommunikation, følelsesmæssig intelligens, værdibaseret ledelse og livslang læring.
Det er på tide, at disse tendenser også i praksis afspejles i privatlivet.
Nytænkningen handler måske netop om at gøre parforholdet og de nære relationer til dynamiske læringsmiljøer, der skaber gensidig personlig udvikling. Udviklingen forudsætter bevidst målrettet arbejde og dyb gensidig forpligtelse.
Vi har alle et ansvar over for os selv, over for vores familie og over for menneskeheden, ikke mindst i lyset af den aktuelle verdenssituation. Det er for tidligt at give op!
*Jette Sinkjær Simon, klinisk psykolog og ansvarlig for uddannelsen til Imago-terapeut i Danmark; Kirsten Seidenfaden, daglig leder af Imago Instituttet i Danmark og privatpraktiserende psykolog; Monett Rostock, socialrådgiver og psykoterapeut; Katrine Halvgaard, erhvervs- og klinisk praktiserende psykolog
