Læsetid: 3 min.

En folkemorders bekendelser

I Ariel Sharons vision for fred er der ikke plads til palæstinensere overhovedet – ifølge et interview fra 1982 skal de fordrives og myrdes
12. april 2002

Mellemøsten
Når den israelske hær trækker sig ud »efter pres fra USA«, vil der følge en flodbølge af selvmordsattentater i Israel, der skal skaffe Sharon legitimeringen for den endelige og fuldstændige fordrivelse (etniske udrensning) af palæstinensere fra Israel og de besatte områder.
Ideen har sit eget navn på den israelske højrefløj – »Transfer« – og bakkes allerede op af et flertal i den israelske befolkning. Invasionen i disse uger må opfattes som en generalprøve på dette.
Israels premierministre har oftest en fortid som generalstabschefer. Ikke Sharon. Hans skruppelløse metoder over for palæstinensere og hans egne soldater medførte allerede i 1950’erne, at militæret bremsede hans karriere.
I august 1953 grundlagde og ledede han Enhed 101. En eliteenhed, der gennemførte terrorangreb ind over grænsen til Israels nabolande. Den 14. oktober angreb enheden landsbyen Qibya i Jordan, hvor den skød ind i husene for derefter at kaste håndgranater og sprænge husene i luften. Ved den lejlighed blev 69 dræbt – mest kvinder og børn. Massakren blev fordømt af både USA og FN, der den 24. november vedtog resolution 101 som konsekvens af massakren.
I 1955 fik Sharon en militær irettesættelse for at have givet logistisk støtte til fire unge israelere, der gennemførte vilkårlige blodhævnsaktioner mod beduiner for arabiske angreb på israelske bosættelser.
Under krigen i 1956 var han kommandant i en faldskærmsbrigade. Imidlertid virkede hans skrupelløse brud på disciplinen under krigen stærkt provokerende på militærets ledelse – deriblandt Moshe Dayan. Hans officerer og soldater klagede over at blive sendt ud på rene selvmordsaktioner. Han blev suspenderet og hans forfremmelser blev i flere år bremset.
I 1971 var han ansvarlig for IDF operationen »Pacificering af Gaza«, hvor militæret for nådesløst frem, jævnede flere tusinde palæstinensiske huse med jorden og deporterede flere tusinde palæstinensere til Sinai–ørkenen, Jordan og Libanon. Efter stærk kritik trak han sig fra militæret og gik i stedet ind i politik.

2.000 liv på 40 timer
Som forsvarsminister planlagde han i 1981 Israels invasion af Libanon i juni 1982, der kostede over 10.000 civile livet og drev over en million mennesker på flugt. Den 16. september indledte Falangisterne deres massakre i flygtningelejrene Sabra og Shatila – i et område under fuldstændig israelsk militær kontrol.
Det israelske militær bevogtede lejrene udefra, hindrede journalister og ambulancer i at komme ind, og falangisterne myrdede i løbet af de følgende 40 timer omkring 2.000 civile – overvejende kvinder, gamle og børn.
Massakren førte til voldsomme internationale protester og tvang den israelske regering til at nedsætte en undersøgelseskommission under ledelse af højesteretspræsident Yitzhak Kahan. I kommissionens rapport blev Sharon fundet indirekte ansvarlig for massakrene. Han blev tvunget til at træde tilbage fra forsvarsministerposten, men fortsatte til året efter som minister uden portefølje.
I 2001 blev der ved en belgisk domstol rejst sag mod Sharon for krigsforbrydelsen i Sabra og Shatila. I starten af 2002 blev to hovedvidner mod Sharon myrdet i henholdsvis Libanon og Brasilien.
I september 2000 invaderede Sharon i spidsen for 2.000 bevæbnede soldater og politifolk Tempelbjerget i Jerusalem, hvor al-Aqsa moskeen ligger. Denne voldsomme provokation var direkte udløsende for den anden intifada. Fem måneder senere blev han valgt til premierminister, har siden smadret det palæstinensiske selvstyre fuldstændigt og har nu genbesat selvstyreområderne militært.

Villig til vold
I et interview med den israelske journalist Amos Oz til dagbladet Davar erklærede Ariel Sharon 17.december 1982:
»Selv i dag er jeg villig til at melde mig frivilligt for at gøre det beskidte arbejde for Israel, at slå så mange arabere ihjel som muligt, at deportere dem, smide dem ud, brænde dem, få resten af verden til at hade os, trække tæppet væk under føderne på de jøder, der lever i Diasporaen, så de bliver tvunget til at komme grædende og løbende til os. Også selvom det er nødvendigt, at der bliver sprunget et par synagoger i luften her og der; jeg er ligeglad.
»Og jeg er bedøvende ligeglad, om I bagefter stiller mig for en Nürnberg domstol og smider mig i fængsel på livstid. Hæng mig som krigsforbryder, hvis I vil. Så kan I bagefter polere jeres jødiske samvittighed og træde ind i klubben af civiliserede nationer, der er friske og sunde. Hvad du ikke fatter er, at zionismens beskidte arbejde endnu ikke er gjort – langt fra.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu