Læsetid: 3 min.

En køkkenrulle med muskler

Måske handler det hele om, hvad kvinder foretrækker
Debat
4. april 2002

Kommentaren - Sug
Vi bruger en masse køkkenruller hjemme hos os, fordi vi altid går rundt og spilder ting. Vi har også en lækkende vandhane i køkkenet, og jeg bruger køkkenrullepapiret til at tørre spildevandet op, i stedet for at tage mig sammen til at ringe til en VVS-mand, der kan komme og udskifte pakningen.
Jeg køber sædvanligvis de billigste køkkenruller, jeg kan finde, selv om min kone igen og igen påpeger, at jeg ender med at købe dobbelt så mange køkkenruller, som jeg ville behøve, hvis jeg i stedet valgte et mere absorberende mærke som Brawny (muskuløs, red.).
Hun var lige ved at have fået mig overbevist, da jeg læste, at Brawnys markedsimage skulle laves helt om.
Og jeg, som knapt nok er kommet mig over, at tefirmaet Lipton har fjernet Sir Thomas Liptons parykklædte kontrafej fra deres tedåser! Sir Thomas var angiveligt for gammeldags og aristokratisk for moderne tedrikkere, så firmaet sløjfede bare hans ædle ansigt fra den ene dag til den anden.
Nu er disse nævenyttige marketingmennesker så ude efter Brawny.

En ung Redford
Køkkenrullefabrikanten blev for nylig købt af koncernen Georgia-Pacific Corporation. De nye ejere har noteret sig, at omsætningen af Brawny-køkkenruller er faldet med tre procent over de seneste fire år. GP’s marketingafdeling tror, at en af grundene til det vigende salg kan være billedet af Brawny Man på køkkenrullepakken. Brawny Man ligner lidt en ung udgave af Robert Redford eller måske Brad Pitt. Han har en blond hårmanke og overskæg, er iført blå skovmandsskjorte og står foran et skovparti med stedsegrønne træer. Brawny Man skal forstille at være skovhugger, et symbol på maskulin styrke i enhver nordlig kultur, og i særdeleshed et symbol på virilitet for amerikanere og canadiere.
Nu har GP hyret en marketingekspert, der har erklæret, at Brawny Man i al for høj grad ligner en pornostjerne fra 1970’erne og derfor skal laves helt om.

Lidt retro-agtig
Jeg har netop købt en pakke Brawny-køkkenruller for at se, hvad alt dette postyr går ud på. Jo, Brawny Man ser lidt retro-agtig ud, men jeg kan ikke forestille mig, at gennemsnitsforbrugeren overhovedet bemærker eller bekymrer sig specielt om, hvordan han ser ud . Det kan på den ande side være grunden til, at jeg ikke er en højt betalt marketingkonsulent.
I hvad der må være et forsøg på at eksponere mærket kraftigere i den periode, hvor den nye Brawny Man er under udvikling, er pakken med køkkenruller nublevet forsynet med teksten: »Nu stærkere end nogensinde«. Man må gå ud fra, at det er køkkenrullepapiret, der hentydes til og ikke Brawny Man – og dog, hvem ved, måske svinger den gæve skovhugger med en endnu større økse i disse dage.
Jeg har en nevø, som er deltidsskovhugger i Idaho, så jeg ved, at man skal være bomstærk for at kunne fælde træer i Nordamerikas skove.
Jeg kan bare ikke se, hvad skovhuggere har med køkkenhygiejne og køkkenruller at gøre. Forbindelsen må vel sagtens have noget med træer at gøre – sådan at forstå, at hvis man har et bomstærkt udseende mandfolk uden på pakken, så vil forbrugeren få den association, at papiret indeni må være lige så stærkt som Brawny Man.

Gratis køkkenruller
For at skabe offentlig opmærksomhed om relanceringen af mærket overvejer køkkenrullefabrikanten nu at udskrive en landsdækkende konkurrence om, hvem der skal være den nye Brawny Man. Vinderen får sandsynligvis lov til at drage på turné i De Forenede Staters indkøbscentre og uddele gratis køkkenruller.
Jeg kan lige se sådan en fyr for mig i en butik: Han vil stå der, stor og mægtig, ved siden af en pyramide af køkkenruller og svinge med sin skovmandsøkse. Det skal nok blive godt for omsætningen.
Jeg forestiller mig, at det må være kvindelige forbrugere, der køber de fleste af de køkkenruller, der sælges, så måske baserer hele kampagnen sig på en eller anden markedsundersøgelse vedrørende mærkevareidentitet og kvinders præferencer.
Hvad mig selv angår, leder jeg stadig efter de få usolgte tedåser med billedet af Sir Thomas Lipton, der måtte være tilbage i butikkerne. Han er omtrent så muskuløs en figur, som jeg kunne tænke mig at have i mit hjem. Min kone har dog muligvis en anden holdning.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her