Kritikkens poetiske kapacitet

Den Lille Nobelpris
Skal man tro T. S. Eliot, må en stor digter også være en betydelig kritiker. Eliot mener givetvis, at forfatteren må være i stand til at rette et undersøgende lys imod sig selv, kritisk kunne vægte sine indfald og skelne sin plads i et større perspektiv. Jeg vil vende Eliots tese om: En stor kritiker må have anlæg i sig til også at være en betydelig digter, i den forstand at fortolkeren og analytikeren også må kunne indtræde i den kunstneriske skaben, der er målet, og med kongenial følsomhed skelne det samspil mellem tanke og klang, følelse og rytme, som råder. En sådan kritiker praler ikke med sin litterære udrustning. Den poetiske kapacitet er ikke sig selv nok; den tjener forståelsen og vurderingen. (…)
Kritikeren Torben Brostrøm er ikke blot en forklædt poet. Han er en humanist med et encyklopædisk register. Hans seneste arbejdsadresse er et fingerpeg om den danske litteraturkritikers uhyre mentale spændvidde: Danmarks Nationalleksikon. En antologi over Brostrøms anmeldelser og essay ville fremstå som et fremragende opslagsværk for dansk litteratur. Mange svenske forfattere kan bevidne, at Brostrøm med sit vidsyn, sit skarpsind og sin kunstneriske sensibilitet også er gået ind i deres værker og fået dem til at lyse med nyt lys. Et bind fra 1973, Moderne svensk litteratur, er et monument over en interesse, som er fortsat til ind i den seneste tid.
Midt i sin vidtfavnende gerning har Torben Brostrøm formået at bevare sin anonymitet. Der er ingen store kanoner, der har påtaget sig hvervet at fremføre hans kritiske kunst. Hans produktion skal i al væsentlighed søges i det lille og kræsne Information, en gang hovedorganet for den danske modstandsbevægelse, senere centrum for trods mod en tiltagende konturløs, men ikke mindre uheldssvanger okkupation af den kritiske tanke.
I den blå bog kan man notere sig, at Torben Brostrøm er født i Kalundborg i 1927, har virket ved Information siden 1956, i årene 1965-68 var redaktør for Vindrosen – dengang Danmarks svar på BLM (Bonniers Litterära Magasin, red.) – og at han som den, der introducerede nykritikken allerede i 1950’erne, bidrog til den lyriske modernismes gennembrud i Danmark. Ønsker man kød på sådanne skeletterede oplysninger, er man nødt til at gå videre til Brostrøms egen historieskrivning. I memoirebindene Lod og del (1997) og Tegn og træf (1998) genskaber han suggestivt sine miljøer netop i kraft af en række »tegn« fra »fløjen«, som indfanger slægtshistorie og barndom til »passagen« – det sted i 1960’ernes begyndelse, hvor kritikeren, gymnasielæreren og familiefaderen ser en epoke gå til ende og en ny tage form. Med særskilt sigte på de litterære begivenheder førte Brostrøm os ind sine 1950’ere, 60’ere og 70’ere med bogen Men dansen den går (1994), hvor alle de halvt mytiske forfattermøder får farve og prægnans.

Et par andre bøger kompletterer billedet. I et af portrætterne i Det umættelige mørke fra 1990 får vi et glimt af mødet med Tarjei Vesaas, som for den unge entusiast blev indgangen til en forståelse af modernismen. Studiet resulterede i en ungdommelig afhandling trykt i tidsskriftet Edda. Redaktøren, Francis Bull, strøg afsnittet om Vesaas’ lyrik, da han fandt det »skoleagtigt uden dybere forståelse«. Bulls dom forargede Brostrøm i den grad, at han siden »brugte en menneskealder på at begribe modernismens lyrik«.
Samme bog, Det umættelige mørke, illustrerer, hvordan rollen som den lyriske modernismes bannerfører bragte Torben Brostrøm i polemik med den etablerede poesi, i første række Heretica-gruppens førende poet, Thorkild Bjørnvig.
Det blev en elskværdig, men i sagens natur hård konfrontation, som i bogen skildres under overskriften »Den lange dialog«, en samtale, som i nyere tid er fortsat blandt kollegerne i Det Danske Akademi. Jeg havnede under nogle dionysiske dage på Hindsgavl i 1960 midt ned i denne gemytlige skærmydsel mellem Brostrøm, Klaus Rifbjerg, Ivan Malinovski mfl. på den ene side og Thorkild Bjørnvig på den anden. For min del forekom det mig, at kombattanterne måske talte en smule forbi hinanden, eftersom de yngre ikke indså den modernistiske vision bag Bjørnvigs rimsmederi, og at han på sin side ikke syntes at opfatte i hvor høj grad den unge revolte skete inden for et fælles vurderingsrum. I hvor høj grad Brostrøm på længere sigt alligevel værdsatte Bjørnvig med hans forening af vældigt perspektiv og præcis omhu for detaljen fremgår af nævnte essay »Den lange dialog«. Han dvæler i sidste del ved Bjørnvigs Anubis-digt, hvor jegets tanker foran den egyptiske dødsgud med sort sjakalhoved løber i retning mod tilintetgørelsen – for kun at stoppe op ved en mægtig åbning af rummet, af museumssalen, men frem for alt ved den medviden, der her får rumlige dimensioner: »Dog hør, triumffyldt rejser gennem rummet/en glædeshvirvel, lysår, mil for mil…« I foreningen af lysårenes vælde og præciseringen af »mil for mil« ser Brostrøm det specifikt bjørnvigske. Med skelen til Johannes V. Jensen tilføjer han: »Den slags kan kun jyder finde på i sej, detaljeret temperamentsudfoldelse.« Passagen illustrerer, hvordan Torben Brostrøm midt i sine reservationer kan have det fineste gehør for digtets kvaliteter.

Det navnkundige essay, som Brostrøm slog igennem med i 1960, stod i første nummer af Vindrosen, dengang endnu redigeret af Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen. »Det umådelige mådehold« hed det og afstedkom umådelig forargelse. Men den rummede også en præcisering af udgangspunkterne for den danske modernisme, som han og Rifbjerg stod for. »Vi læste Sartre og Camus. Og frem for alt Beckett, som jo ikke lagde skjul på, at verden ikke hang sammen. Den var ved at skrumpe ind til et minimum. Det var det minimum, vi gik og stirrede på.« Det var ud fra dette nulpunkt, at man søgte et nyt grundlag. og den hed dengang virkelighed og hverdag. »Der står et sted hos Klaus: »Hvad med lidt virkelighed? Den er jo god nok.«« Positionen kan lige så vel forstås som en revolte mod en idealiserende og symboliserende litteratur. Men på længere sigt skulle Brostrøm snarere bliver fantasiens forsvarer mod dem, som endsidigt førte hverdagens tale.
Nærheden til Rifbjerg afspejles også i det arbejde, som i to bind bærer titlen: Klaus Rifbjerg: en digter i tiden (1970 og 1991). De to udgivelsesår angiver ikke blot tidsspandet i interessen, men også møjen i at hitte overblik over vennens hurtigt voksende produktion. Brostrøm giver et glimt af det. Han sad, beretter han, i et koldt sommerhus og sled med sin monografi om Rifbjerg, mens selve genstanden for studiet selv sad i huset lige overfor og hamrede løs på sin skrivemaskine – et konkret-symbolsk udtryk, siger Brostrøm, for Rifbjerg er ikke for fastholdere. Men der er på samme tid et vidunderligt eksempel på en kritik, som befinder sig in medias res sammen med en intim nabo, samtidig med at tingene tager form.
Torben Brostrøm har siden han trådte frem stået i centrum for forståelsen af den fremvoksende danske litteratur. I Den ny åbenhed (1981) kunne han i nært retrospektiv tegne et billede af 70'ernes brugslitteratur, en kunst, som i det politiske engagements tegn skød modernismens idealer i grus. To år senere kunne han i Modernisme før og nu give seks oversigtsbilleder af de af fantasiens skriverformer, som nu havde fået fornyet aktualitet. Og i 1984 kunne han fuldføre projektet i det bind, som danner en trilologi til sammen med de to forgående, Fantasi og dokument, en bog, som på en gang belyser modernismens genkomst og er fortaler for fantasien: »Kunst er en intensiveret virkelighed. Tænkes den væk, bliver virkeligheden flad, og kærligheden reduceret.«
Til litteraturkritikken føjer sig adskillige smukke sider kunstkritik. Ofte lader Brostrøm kunst og digt belyser hinanden, således f. eks. i bindet Visse øjeblikke (1988). I en fin analyse af Bayeux-tapetet viser han samtidigheden i gobelinen. De brede midterbånd beretter selv historien om de normanniske rytteres felttog, mens de smalle bånd forneden og foroven angiver kommentarerne. Heltehistorien er kontrapunktisk – hovedhandlingen ledsages ironisk af dyrenes og menneskernes instinktliv, irrationelle og afheroiserende modvægte til de rationelle dumdristigheder, som går for sig i den militære og politiske verden. Men netop denne kontrapunktiske fortælleform er, tilføjer Brostrøm, hvad den gamle kavalerist fra anden verdenskrig, Claude Simon, forsøgte sig med i Vejen til Flandern og Triptykon. Illuminationer af denne slags finder man adskillige af i Brostrøms inspirerede kritik.
Torben Brostrøms nyeste bog, en charmerende samling leksikalt ordnede aforismer med titlen Bogstaveligt fortalt, slutter med en betragtning om nøkken, som vi møder ham i dels middelalderballaden »Harpens kraft«, dels i Ernst Josephsons maleri. En mand red, hedder det, forbi det sted, hvor nøkken sad og spillede. »Du bliver salig så lidt som min ridepisk skyder grønne blade,« sagde manden. Senere begyndte ridepisken at skyde grønne blade, og manden red tilbage til nøkken, som sad og græd over den hårde dom. »Nu kan du blive salig! For min ridepisk har grønt løv.« Kunsten trodser den almene orden – med disse sammenfattende ord slutter bogen. Det er denne kunstens trods, som Torben Brostrøm har viet sin kritiske gerning. Men han har hengivet sig til den med hele sin poetiske udrustning med sig – for netop med disse instrumenter at bibringe modstandens dens rige indebyrd og stærke lyskraft.

Om Torben Brostrøm er sin generations kritiker i den forstand, at han har forholdt sig køligt til senere fransk inspirerede teoridannelser og praksis, betyder ingenlunde, at han har trukket en grænse vis a vis en yngre generation af poeter. I Fantasi og dokument tilegner han nogle sider til de møder med yngre digtere, som Det Danske Akademi regelmæssigt arrangerer på Karen Blixens Rungstedlund, nu også Akademiets base. Der læser en række unge poeter tre eftermiddage og tre aftener »i det drømmegrå værelse« for i fælles anstrengelse at »omsætte ord til fylde, fravær til nærvær, abstraktion til konkretion. Et stiliseret genrebillede«. Det bemærkelsesværdige og fra et svensk synspunkt misundelsesværdige er det ubesværede i dette møde mellem de akademisk etablerede og de endnu uprøvede unge. For dette møde har Torben Brostrøm spillet en afgørende rolle.
Jeg har ved et par lejligheder haft den glæde at overvære seancerne på Rungstedlund, og kunne forbavses over hans evne til at overskue, analysere, påvise fortjenester og brister. Jeg forbløffedes samtidig over den fortrolighed hvormed en skare yngre selvbevidste forfattere tog den ældre mesters observationer til sig. Nogen pegepind kunne jeg ikke få øje på i den suveræne pædagogs hånd. Men jeg, ved, at dersom den havde kunnet findes der, så ville den have båret grønt løv.

*Oversat af Niels Ivar Larsen