Læsetid: 4 min.

Manden på æslet

At uforsonligheden er livsvarig, hvis nogen pletter vor facade, er forståeligt, for facaden er vort kosteligste aktiv
Debat
3. april 2002

Vor frelser
Jeg er ikke teolog, så lidt som Antonius var nogen taler. Alligevel vil jeg nu prædike lidt over vor frelser. Forinden bør vi dog erindre, at der skal mere til for at gå ham i bedene end at kunne ride på et æsel – og det var da netop, hvad de skriftkloge indvendte mod den påståede Messias. Hvis man derimod kunne ride ind i TV-Byen på selveste Dolly – genforskernes forjættede kæledyr, ville der komme andre boller på suppen.
I tidens løb har mange ment, at Jesus indebærer et radikalt brud med Det gamle Testamentes lovmoral. Visse menneskelige erfaringer kan få en til at tro det. Således er alle med på, at hvis nogen bryder ind og stjæler min pc, netop som jeg ville skrive et indlæg mod dødsstraffen, burde han desårsags fortabe alle rettigheder.
Men der findes en art livskunstnere, som formår i årevis at leve officielt på kanten af det kriminelle, men som med talent bedyrer, at de er det værd – og får ret. En utvivlsom underholdningsværdi kan af og til være alle pengene værd – især når man tænker på, hvor meget vi betaler for, som ikke er det. Hellere en ærlig plattenslager end disse velaflønnede og helgarderede dydsmønstre med alibiet i orden.
Når også jeg overvejer at bryde med Loven, er det ved den tanke, at alt det, der virkelig betyder noget, slet ikke påtales i nogen lov eller moral. Selv flere hundrede tusinde kroner opvejer langtfra den skade, vi mennesker helt legalt og uden ringeste indsigelse forvolder på hinandens sjæl, med tabt helbred, arbejdsevne og kapitalpension som følge.
For ofte under vi vor næste alt – undtagen det, der tilkommer ham. Det er ligeledes fuldt legalt at udnytte et sjæleligt, socialt eller andet overskud til at tryne og udtvære de svagere – og det lader sig end ikke kritisere, for vi mennesker har da ret til at være os selv.
Eller skal nu den stærke gøre sig svag blot for ikke at svække den svages selvtillid og sociale aura? Ville det ikke tværtimod være et nedladende og uværdigt formynderi, omtrent som når vi mænd vil vise en dame, at vi ud over vor virilitet også har en høj moral ved at sige til hende: »Tag og snak lidt med NN, han kan vist godt lide dig, men er lidt genert«.

Brænder syndere fast
Kort sagt kunne der siges mange forstandige og uimodsigelige ting herom. Men ’likförbannat’ anretter vi ofte stor sjæleskade ved at suggerere andre ned i mørke og tvivl og brænde syndere fast i bestemte situationers ’sandhed’, så den klæber i al evighed, som var den deres væsens kerne. Vi lukker af og dæmmer op – som når vi fastholder, at ham den slemme, der forhindrede os i at skrive mod dødsstraffen ved at stjæle vor pc, er en undtagelse, hvis stille undergang vi ikke ville forhindre.
Forbryderen synes langt hen selv, at han er den forfordelte: Ingen ville jo drømme om at bede ham skrive om dødsstraffen, skønt han om nogen kender forbrydelsens element – nej, hvis han bare havde haft en pc. »Men vi andre ville dog ikke af den grund handle sådan.« Nej, for vi behøver det slet ikke, for vi var klogere og sørgede i tide for at gardere os på alle måder – selv vor ædelhed er oftest blot en forsikring og en forfængelig attitude..
Der skal ikke meget til, før selv hædersmænd stiltiende kan nyde at se folk gå til på måder, der er en hel del værre end et nakkeskud, for den sociale kvælningsdød er desto værre, fordi den er ubeviselig og usynlig; hvorimod den dødsdømte kan regne med højlydte protester, ædle klummer – samt i sandhedens time en skare taknemmelige tilskuere, der ved den lejlighed vil værdsætte public service.
, selv om vi selv tit er de værste til at tilsmudse den – for vi er kun dårlige til at gøre en røverkule af vort hjerte. Men ejendommeligt nok er just personaen i modsætning til pc og tv helt legalt tyvegods. Hovedpersonen i H.C. Andersens Skyggen kunne således ikke klage over, at skyggen havde stjålet hans sjæl – for verden var jo enig om, at det var ham, der var skyggen. Også her kom Loven til kort. Og dog viste vor frelser sin store humor ved at bedyre over for Lovens vogtere, at han netop var kommet for at opfylde Loven.
Jesus mente naturligvis Lovens ånd – og så langt fra at være spidsfindig mente han tydeligvis, at selve denne skelnen mellem Lovens ånd og Lovens bogstav var en spidsfindighed. Det minder mig om, hvad en i Sverige berømt læge Jerzy Einhorn skrev om sin opvækst i den jødiske ghetto i Chestokova under krigen. Hans far var en velrenommeret skrædder og meget brugt af naziofficererne, hvilket blev familiens redning. En dag spurgte to officerer ham for skæg, om han troede, at Tyskland ville vinde krigen. Han svarede: »Goethes og Schillers Tyskland vil altid bestå«. Der blev dødstille i lokalet, men officererne trak på skuldrene og skred.

Indbildte idealer
Skrædderen Einhorn gør her det samme som Jesus: Han insisterer så radikalt på modstandernes egne værdier og indbildte idealer, at de stilles skakmat: Farisæerne kunne jo vanskeligt modsige deres egen lov; og hvis naziofficererne selv havde præciseret, at det nu var Hitlers og ikke Goethes Tyskland, de spurgte om, så ville de dermed have indrømmet, at Hitlers Tyskland ingenlunde var identisk med Goethes og Schillers.
Derfor gør vi nok vor Frelser en bjørnetjeneste ved for kraftigt at betone hans brud med den jødiske lovreligion. Jesu humor er derimod noget helt nyt – og netop udtrykket for, at han tager Loven særlig alvorligt. Den vidner tillige om hans viden om, at vore etiske proklamationer mest er forfængelige og gratis helgarderinger og derfor anstændigvis ofte nødvendiggør modsætningens blufærdige form.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her