Læsetid: 2 min.

Mere EU i Dansk Folkeparti

Glædeligt, at Mogens Camre slår fast, at vi ikke skal ud af EU
17. april 2002

Politisk
Til min store overraskelse og glæde har jeg bemærket udmeldingerne fra Dansk Folkepartis (DF) medlem af Europa-Parlamentet, Mogens Camre, om det fremtidige EU-samarbejde. Camre fastslår, at Danmark ikke skal ud af EU og ikke kan isolere sig. Han anbefaler danskerne at stemme ja til en kommende forfatning, der er spiselig og som tager hensyn til forbeholdene. Camre vil have politisamarbejde, handelssamarbejde, miljøsamarbejde og meget mere.
Det er unægtelig nye toner fra et parti, der ellers i lange perioder har fundet sammen med venstrefløjen om at sidde og surmule så snart andre partier har diskuteret det europæiske samarbejde konstruktivt.

Hvem tegner linjen?
Dansk Folkepartis Peter Skaarup skrev i et debatindlæg kun to uger før Camres markering, at »konventet er et skalkeskjul for at snige en egentlig EU-forfatning ind ad bagdøren«, en forfatning der »underminerer den danske grundlov«. Så er det man bliver forvirret. Hvad mener Dansk Folkeparti egentligt? Er det deres medlem af Europa-Parlamentet eller deres medlem af EU-konventet, hhv. Camre og Skaarup, der tegner EU-linien i partiet?
Og ikke alene er det ikke til at finde ud af, hvad DF egentlig mener, men Skaarups udtalelser er direkte misvisende. Konventet er jo en sjælden god mulighed for at rejse EU-debatten på både lokalt, nationalt og europæisk plan, og det uden at have en presserende afstemning hængende over hovedet. Konventet er ikke bare en undskyldning for at snige noget igennem, men et led i at få forankret EU-samarbejdet folkeligt. Og det kan modstanderne vel næppe være imod – kritikken går jo gerne på at EU går hen over hovedet på folk.
Europa har i det forløbne århundrede været udsat for to verdenskrige, nationalisme, kommunisme, kold krig, fattigdom, osv. Nu er situationen radikalt anderledes. Det er ikke kun EU’s fortjeneste, men de færreste vil benægte at EU-samarbejdet er del af forklaringen. Landene i EU har samarbejdet over en bred kam gennem fælles forpligtende regler. Uden et forpligtende element i samarbejdet er det nærliggende at de enkelte lande griber til foranstaltninger der kun gavner dem selv. Men så går det altså ud over bl.a. frihandel, den sunde konkurrence, miljø og arbejdsmiljø og dermed – over tid – over velstand og stabilitet.
Det har Camre – og forhåbentlig også andre i DF – nu indset. Måske efter at have siddet med et medansvar i Europa-Parlamentet og iagttaget den internationale udvikling, så er der da kommet noget ud af at Camre blev valgt ind.
Lad os håbe, at Skaarup i konventet følger Camres lidt mere konstruktive vision om en mere EU-positiv linie. Ellers spilder Skaarup en af Danmarks tre pladser i konventet og vi mister indflydelse på det endelige resultat, ganske som vi danskere i årevis har givet afkald på en god del indflydelse i Europa-Parlamentet ved at tildele EU-modstanderne mere end hver tredje af Danmarks pladser der. For i Parlamentet kan modstanderne altså ikke gøre meget væsen af sig, her har de ingen indflydelse overhovedet. Er man omvendt konstruktiv og samarbejdsvillig er alle muligheder til stede for at få indflydelse på morgendagens Europa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu