Kronik

Når ’hjem’ ikke føles hjemme

Odysseus er forbilledet for immigranten, der forlader sin landsby, arbejder hårdt i udlandet og så vender hjem. Men længes ud igen
Debat
17. april 2002

Tro & Filosofi
I Balkan Blues: Min generation af filosoffer har forsøgt at overbevise os og sig selv om, at de store historiske fortællinger har mistet grebet om vores selvforståelse. Revolutionsbegrebet er vendt tilbage til sin oprindelige mening.
Kloden drejer blot om sin akse og vi ser os selv og vores samfund, som var de vendt tilbage til de fortrolige vilkår, hvorfra de oprindelig kom: fra vores hjem. Re-volution er en repetitiv omdrejning, en cirkulær kurs, et cyklisk forløb snarere end en radikal narrativ transformation i de store fortællingers stil.
Man vil måske være tilbøjelig til at forestille sig, at fortællinger om hjemkomst ikke kan være store fortællinger. Og dog er den arketypiske fortælling om Odysseus og hans 20-årige omflakken før hjemkomsten til Ithaka uomtvisteligt en af de største fortællinger i Europas historie. Vi vender til stadighed tilbage, hvis ikke til Ithaca, så i al fald til Odysseus, som var han en samtidig, levende historisk kilde for os.
Skønlitteraturen og socialvidenskaberne i det 20. århundrede er forskellige bestræbelser, men begge typer skriftproduktion
nærmer sig hinanden igennem Odysseus, deres fælles ikon.
Adskillige undersøgelser er bygget op om den såkaldte hjemkomstmyte: Gæstearbejdere bliver til indvandrere, men fortsætter med at tale om deres længsel efter at drage tilbage til hjemlandsbyen.
Et tænkt fremtidsprojekt udvides til en mytisk, illusorisk hjemkomstfantasi. »Forestillinger om et hjemland bliver som oftest konstrueret under eksilperioder,« lyder en central pointe i en antropologs studie om irakiske flygtninge i London (al-Rasheed 1994).
Udsagnet gælder i både fiktion og videnskab og er altså næppe ’science fiction’.
Odysseus er også forbilledet for immigrantarbejderen, der forlader sin fødelandsby, arbejder hårdt i udlandet og så vender hjem. I Makedonien og Bulgarien kaldes immigrantarbejderen pechalbar.
I de slaviske sprogs mytologi betyder ’pech’ noget i retning af heroisk opofrelse og sorg, iblandet håbet om at gøre sig fortjent til forløsning. Den ortodokse kristendoms store fortælling bliver dermed fortællingen om den fattige mand, som søger en skat under fjerne himmelstrøg og bringer den hjem igen. Der findes lignelser i Biblen – f.eks. lignelsen om den fortabte søn – som har oplagte analoger i migrationsarbejdernes historier.
Men Homers billede af Odysseus, der er både er en dristig eventyrer og bundet til sin hjemstavn, har ikke noget sidestykke i de hellige skrifter. Det dramatiske øjeblik, da Odysseus vender hjem, og hans sande identitet ikke går op for hans kone, Penelope, er paradigmet på ironisk tærskeloverskridelse. (Det er også motivet for Eckersbergs maleri, ill.)

II James Joyce og Milan Kundera: James Joyce spillede brillant på det allegoriske tema om cyklisk migration i sin monumentale Ulysses – en roman, han begyndte at skrive i sit selvvalgte eksil i den adriatiske kystby Trieste.
Joyces Dublin blev i romanen både til ocean og ø. Sejlrute og hjem gled i et. Fra en havudsigt over Middelhavet genskabte han sit smaragdgrønne Ithaca. Hjemmet udøver stærkere kraft på afstand af det. Rødder og ruter væves sammen i den tætte deskriptive fortælling.
Hos Joyce forenes ’verden’ med ’bogen’: Midt i en lærd og vidboblende samtale med sine kammerater kobler Stephen Daedalus (navnet på en anden helt fra Middelhavsverdenen) revolutionens makrokosmos med bonden mikrokosmos-vision:
»De bevægelser, som udløser revolutioner i verden, er født ud af drømmene og visionerne i hjertet på bønder, der arbejder på en bjergside. For dem er kloden ikke dyrkbar jord, men selv en levende moder.«
Er dette den store fortælling eller den lille? Svaret er selvfølgelig: begge dele. Modstilingen mellem ’makro’ og ’mikro’ opløser billedet af ’livsverdenen’. Hvor mange sange og anekdoter fortælles der om mor hjemme i køkkenet? Country- og Westernmusik og Balkansange om migration er tykt ladet med hvemve.
Milan Kunderas seneste roman Uvidenheden er en gennemført meditation over Odysseus’ hjemkomst. Joyces svulmende ’stream of consciousness’ finder sit modstykke i Kunderas strømliniede narrative prosa.
1969 var året for eksilet fra Prag, 1989 året for en mulig hjemkomst. Bemærk, som Kundera også gør, de tyve års tid væk fra hjemmet. Jeg siger »mulig« hjemkomst, for det er netop, hvad antiheltene i Kunderas bog siger, når de vælger ikke at flytte tilbage til Prag fra Paris eller København.
At leve borte fra sit hjem i så lang en periode har medført dybtgående forandringer i deres liv, som, opdager de, opvejer minderne og deres tilknytning til deres oprindelsessteder. »Hjemme« ændrer sig også, som deres besøg demonstrerer.
Kundera kommenterer på sin karakteristisk bittersøde facon, at ens nostalgi vokser, jo færre minder man har. Minderne om hjemmet forekommer mere virkelige og levende end nogensinde, men dette er en illusion.
»I de tyve år han var væk, mindedes folkene på Ithaka ofte Odysseus, men de følte ingen nostalgi efter ham. Hvorimod Odysseus led af nostalgi og næsten ikke havde nogen minder.« (s. 24)
Kundera fortsætter sin reflektioner med en klartskuende karakteristik af, hvad man kunne kalde hjemlandets ’emmigrantdiskurs’. Enhver årvågen migrationsforsker har gjort lignende iagttagelser om indvandreres ’hukommelseskunst’:
»Erindringen har for at kunne fungere brug for konstant træning: hvis minderne ikke kaldes frem, igen og igen, i samtaler mellem venner, forsvinder de. Når emigranter samles i kolonier med deres landsmænd, fortæller de til kvalmegrænsen de samme historier, som på denne måde bliver uforglemmelige« (s. 24-25)
Når Odysseus’ historie bliver fortalt igen og igen, så er det ikke fordi dens indhold er i fuldkommen overensstemmelse med virkeligheden. Perfekt mimesis (efterligning) er en illusion. Efterligningen er aldrig eksakt, men ser kun sådan ud, hvilket er årsagen til illusionen.
Homers Odyssé og dens moderne variant, James Joyces Ulysses, gør ypperlige forsøg på at gengive levet erfaring så tæt på ’naturen’ som muligt.

III Gensyn med Balkan Blues: I Makedonien var der en amerikansk drøm, men på mange måder var den ældre end Amerika. Det var snarere end odysseus’k drøm, som blev vakt til live i 20. århundrede i USA, men også i Canada og Australien.
I 1980’erne – det årti, der skulle blive det sidste for Titos sociali-stiske jugoslaviske forbundsstat blev den periode, hvor pechalbarierne kom hjem til nye huse, større gårde og private virksomheder, som to årtiers arbejde i udlandet havde hjulpet dem til at skabe.
Pechalbaren, som vender hjem til sin fødelandsby efter mange år i udlandet, har som Odysseus brug for at blive genkendt som den, han virkelig er. I en af pechalba-sangene fra søen Prespas bredder spørger en skønjomfru sin mand, som er vendt tilbage efter ti år (ikke Odysseus’ berømte tyve): »Hvilken særlig ting gror i min have?« Manden giver det korrekte svar: »Et højt ahorntræ vokser i din have«. De blev genforenet.
Nogle af de gæstearbejdere, som vendte tilbage i de tidlige 1980’ere, fortrød, at de ikke var blevet i Vesteuropa. Jugoslaviens voldelige opløsning fik dem til
at genoverveje deres beslutning.
»Hvis jeg havde vidst, hvad der ville ske, var jeg blevet i København,« sagde en mand til mig. Han er fra den tyrkiske minoritet i området omkring Prespa-søen. Han kom med sin bemærkning til mig under skyggen af hans frodige valnøddetræ i 1998.
Han var en af to brødre, som jeg mødte i fremmedarbejderghettoen Vognmandsmarken i 1975. Begge var aktive i en kampagne for bedre boliger og sociale forhold. De to brødre og deres familier flyttede tilbage til Makedonien i 1982 efter flere års arbejdsløshed i Danmark.
Deres aflange hus i Resens forstæder gav dem langt mere plads og komfort end de overfyldte, nedslidte barakker i Vognmandsmarken. Den yngre bror havde udviklet en succesrig æbleproduktion- og salgsvirksomhed i deres fravær. Der var rigeligt arbejde at gøre i plantagerne.
At indrømme at hans hjemkomst fra København kunne have været en fejl, var tydeligvis smerteligt for ham. Manden talte flydende dansk med mig, og jeg fik fornemmelsen af, at han på sær vis følte sig hjemme ved at tale dette forsømte fremmede sprog fra fortiden.
Der er nu gået tyve år, siden den daværende fremmedarbejder vendte hjem. I mellemtiden trues hans hjemland Makedonien i endnu højere grad af etnisk vold.
Kunderas roman Manden fra Makedonien taler om hukommelsens magt og skrøbelighed som kortlægger af vores liv. Begge udtrykker en dyster eftertanke.
Er det ekkoet af Odysseus’ stemme med dens umiskende-
lige tone af samvittighedsnag? Hvad skulle vi gøre uden Odys-
seus?

*Oversat af Niels Ivar Larsen.

*Jonathan Schwartz er antropolog.

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her