Kronik

Økologi – nu også i litteraturen

Når H. C. Andersen hyldede nattergalen, handlede det da kun om hans egen, menneskeskabte virkelighed? Eller har naturen faktisk også sin egen ret?
3. april 2002

Tro & Filosofi
I betragtning af hvor meget miljøet fylder i den offentlige debat, er det egentlig utroligt hvor lidt litterære intellektuelle har kunnet bidrage.
Anderledes og mere opmuntrende tager situationen sig ud på universiteter i den engelsksprogede verden, især i Storbritannien og USA, hvor en ny litteraturkritisk bevægelse i løbet af de seneste fem-ti år har konsolideret sig, under forskellige betegnelser som ’økokritik’, ’økopoeisis’ og ’grønne kulturstudier’.
Kort defineret er økokritikken simpelthen studiet af forholdet mellem sprog og litteratur og det fysiske miljø. Grønne litterater fortolker de måder hvorpå man på forskellige tidspunker og under forskellige historiske omstændigheder har beskrevet naturen.
Hvilken rolle spiller landskabet i denne roman? Fungerer det blot som kulisse for en rent menneskelig handling, eller opfattes det som interessant i sig selv?
Hvilken holdning udtrykker denne lyriker overfor naturgrundlaget? Ser han/hun naturen som en ressource for produktion, eller fremstilles dyre- og planteriget tværtimod som noget levende, som en kraft der stiller krav til forfatteren og aftvinger ham/hende respekt?

Disse er almene spørgsmål som ikke i sig selv definerer en metode, og økokritikken er i dag en hastigt voksende bevægelse som er særdeles svær at sætte i bås. Af pædagogiske hensyn vil jeg her fremhæve to grundlæggende teoretiske betragtninger som økokritikere gør sig om forholdet mellem litteratur og natur.

*Menneskelige samfund har siden tidernes morgen skabt et utal af litterære billeder af naturens skabninger, men i hvor høj grad kan litteraturen faktisk videregive en troværdig beskrivelse af den naturlige verden?
Dette kan lyde som et pseudo-spørgsmål, men hvis der er et synspunkt som i de sidste årtier har kunnet samle litteraturkritikere af forskellige teoretiske observanser, så er det faktisk netop forestillingen om at litteraturen kun i meget begrænset omfang kan referere til den naturgivne virkelighed.
I 1940’rne og 50’erne mente nykritikerne, at den litterære tekst burde behandles som et selvstændigt sprogligt univers, et heterokosmos, hvis henvisninger til den virkelige verden var underordnede. I 60’erne og 70’erne opnåede dekonstruktionens ypperstepræst Jacques Derrida og hans mange disciple, herostratisk berømmelse med deres ekstreme anti-referentialisme (»der er intet udenfor teksten«).
Herefter blev det i 80’erne og 90’erne fashionabelt at påstå at alle forestillinger om ’naturen’ dybest set er konstruktioner – fælles kulturelle projektioner opfattet og skabt i lyset af sociale værdier og prioriteter. Naturen er i virkeligheden inkluderet i, og måske endda produceret af, Kulturen.
Når William Wordsworth digtede om påskeliljer, og når H. C. Andersen hyldede nattergalen, så var det altså deres egen, menneskeskabte virkelighed, de befattede sig med, basta.

Litteraturkritikkens udprægede sprogskepticisme forekommer økokritikerne dybt problematisk af flere forskellige årsager. Et er, at denne professionelle disillusion desavouerer de oplevelser som hverdagsbrugere af litteratur har, når de f. eks. indfanges af Blichers eller Aakjærs beskrivelser af den jyske hede, eller føler at en tekst som »Blæsten Går Frisk Over Limfjordens Vande«, bringer dem i fornyet kontakt med et kendt og elsket landskab.
Endnu mere nedslående er det at kritikken, idet den fornægter naturens betydning for sproget og litteraturen, udtrykker en slet skjult ringeagt for det ikke-menneskelige. I betragtning af risikoen for nært forestående sammenbrud i jordens økosystemer, forekommer denne nedvurdering kritisabel og mildest talt dårligt timet.
Handler det i dette tilfælde om en uhellig forbrødring mellem såkaldt progressive intellektuelle og pengefikserede teknokrater – om elfenbenstårnets indbyggeres moralske støtte til de globale olieselskaber og tømmerkompanier, som ønsker at ophæve loven om beskyttelse af truede arter?
Den mest foruroligende anledning til en sådan mistanke finder man hos den franske tekno-profet Jean Baudrillard:
Han hævder, at vi allerede lever i en verden af medieskabte fiktioner, og han afviser blankt alle bekymringer om planetens fremtid som latterlige anakronismer uden berettigelse i ’simulationens’ tidsalder.

Økokritikere mener at naturen eksisterer uafhængigt af vore kulturelle konstruktioner, og at litteraturen minder os om dette faktum. Man kan altså sige, at økokritikken rehabiliterer en realistisk litteraturopfattelse, som længe har haft trange kår.
Men økokritikerne forstår også, at en adækvat respons til anti-realismen må baseres på en forståelse af, hvor kompliceret det er at repræsentere det derude. Sproget gør naturligvis en forskel, omend forskellen ikke er slet så dramatisk som man har villet gøre den til.
Pointen for økokritikerne er ikke at vende tilbage til et gammeldags syn på litteratur som et gennemsigtigt vindue til virkeligheden, men snarere at finde en balance mellem subjektivisme og objektivisme. Et digt om et træ er rigtignok ikke det samme som et fysisk træ, men det udelukker vel ikke at digte, blandt meget andet, kan gøre os klogere på træer.

Når Harvard-kritikeren Lawrence Buell læser H. D. Thoreaus Walden, understreger han netop hvordan forfatteren, med fuld bevidsthed om sprogets indbyggede begrænsninger, alligevel formår at fange skovenes atmosfære og kommunikere en fornemmelse for sted, som nu i halvandet århundrede har gjort Walden, Massachusetts til et yndet mål for litterære pilgrimme.
Realisme behøver ikke indebære en naiv tro på den direkte overensstemmelse mellem sprog og virkelighed. Tværtimod forekommer det mere naivt, og i lyset af den økologiske situation direkte destruktivt, helt at udstøde litteraturens referentielle dimension.

*Økokritikken berører også dybere og vigtigere spørgsmål angående moral og politik. En af litteraturens vigtigste funktioner, mener økokritikerne, er, at den maner til eftertanke om hvem vi mennesker er og hvordan vi lever.
Økokritikere interesserer sig specielt for tekster, genrer og forfattere, som ved deres beskrivelse af naturfænomener sætter spørgsmålstegn ved den vestlige modernitets menneske-centrerede reduktion af flora og fauna til råmateriale for produktion, og som på denne måde opkaster anderledes kriterier for hvad det vil sige at leve ansvarligt på jorden. Eller som redaktøren af den nyligt udkomne antologi The Green Studies Reader, Lawrence Coupe, udtrykker det: »Det vigtige er ikke blot at tale om naturen men også at tale for naturen«.
Det langsigtede formål med disse manøvrer er at markere et bæredygtigt alternativ til kapitalistiske og socialistiske samfundsmodeller, og at bidrage til forsøget på at finde en anden målestok for det gode menneskeliv – en definition som ikke blot sidestiller velfærd med teknologisk udvikling og fremskridt med økonomisk vækst.
Der er med Charlene Spretnaks ord tale om en »rekonstruktiv postmodernisme«, skarpt adskilt fra den hidtil dominerende »nihilistiske postmodernisme«, som nøjes med at fejre isolationen og ophæve meningsløsheden til religion.
Økokritikken er på nuværende tidspunkt en velkonsolideret bevægelse med eget tidsskrift, egen faglig organisation, et vidt forgrenet netværk af interessegrupper og mange internationale konferencer.
Men på trods af økokritikkens internationale gennemslagskraft er der – desværre – ringe mulighed for at bevægelsen vil vinde fodfæste blandt danske kritikere. Dette skyldes et sammensurium af komplekse faktorer, som jeg i denne forbindelse kun antydningsvis kan belyse.

Modsat de fleste andre kritiske skoler er økokritikken opstået på relativt perifere universiteter, hvorfra den efterhånden har bredt sig til de intellektuelle centre. Økokritikken appellerer måske især til litterater som har rødder i et provinsielt og måske landligt miljø. Men i Danmark domineres litteratur- og kulturkritikken i endnu højere grad end i Storbritannien og USA af kulturradikale storbyintellektuelle.
På trods af den seneste tids polemik vedrørende ’modernismekonstruktionen’ (jvf. Anne Borups kronik i Information den 17. november 2001) er den sen-modernistiske sprogskepticisme nærmest obligat i den danske kritik, både på universiteterne og i dagbladene.

Syn for sagn får man f. eks. når Informations indflydelsesrige kritiker Erik Skyum-Nielsen, den 28. september 2001 harcelerer over forlaget Hovedlands udgivelse af Viggo Madsens Denne Verdens Digte. Hovedland har præsenteret Viggo Madsen som en lyriker der bevæger sig »først ind i, så ud af sproget. Først ud af, men så ind i virkeligheden«, men det får Skyum-Nielsen til af fare i flint. Han anklager forlæggerne for at levere »opstyltet ævl«, hvorefter han håndfast kategoriserer Madsen som en digter der lever »i sprogets virkelighed«.
Det værdifulde ved Madsens lyrik er just at »hans produktion udgår fra en besindelse på sproget som fængsel«.
’Opstyltet ævl’? ’Sproget som fængsel’? Man aner, at noget principielt står på spil for kritikeren, men hvorfor skal Viggo Madsen partout fastlåses i et rent sprogligt univers?
Hvorfor er det nærmest helligbrøde at foreslå at Madsen, eller en hvilken som helst anden forfatter, skulle kunne bruge litteraturen til at bevæge sig ud af sproget og ind i virkeligheden?
Udvekslingen er tankevækkende, ikke blot fordi den illustrerer hvordan to forskellige litteraturopfattelser kolliderer, men også fordi Skyum-Nielsen får det sidste ord. I Danmark er det nemlig, internationale forskydninger uagtet, formalismen, kulturalismen og anti-naturalismen som fortsat bestemmer den litteraturkritiske dagsorden.

*Peter Mortensen er ph.D.,lektor, studievejleder ved Engelsk Institut, Århus
Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu