Læsetid: 2 min.

En på kassen

Ud over at tænke solenergi ind i arkitekturen er det højeste tid også at inddrage ressourceaspektet i planlægningen
Debat
29. april 2002

Arkitektur
Kassetænkningen trives i Danmark. Med Ferring- koncernens nye sorte hus i Ørestaden er der kommet endnu en firkantet box til i det danske bylandskab.
Allan de Waal anmelder højhuset gennem sammenligning med andre tilsvarende boxe i København, om de nu står på den ene kant eller den anden; om farven er sort eller en anden; hvordan boxen spejler sig i det omgivende miljø eller dominerer det lidt eller meget.
Ifølge de Waal er det en mirakuløs kvalitet ved Henning Larsens Ferring-hus, at lyset kunne ses igennem hjørnevinduerne, ligesom det for et par år siden var noget helt særligt, at boxen, kendt som Den Sorte Diamant, hælder lidt ud over havnen.
Skal nutidigt nybyggeri være værd at omtale, er der andre vigtige referencer. I landene omkring os skyder utroligt interessante huse op, hvor solarkitektur er det bærende princip. Elektriciteten kommer fra solceller, det varme vand fra solpaneler, ja, hele bygningen er udformet og orienteret i forhold til solen, så at den optager solens energi bedst muligt og holder på den.
Der er naturlig ventilation og dagslyssystemer, som også sparer elektricitet.
Huse som Diamanten, Ferring-huset og den nye opera skal stå langt ind i den periode, hvor vi er gået bort fra de billige og klimatruende fossile brændsler. Derfor gør vi kommende generationer en bjørnetjeneste ved til dem at efterlade huse, som er forældede ved indvielsen. Alene tilbagediskontering af energiforbruget tilsiger, at arkitekter og bygherrer skal være meget påpasselige med at bygge uøkologisk her ved overgangen til den solare tidsalder.
Forbilleder for den nye sol-arkitektur er der nok af i Tyskland, Schweiz, England m.v. En fremtrædende tysk politiker som Hermann Scheers vision førte til, at der kom masser af solarkitektur i det nye regeringsbyggeri i Berlin. Og det kom der.

Rigdom og nyt liv
Det er indiskutabelt, at solarkitekturen har tilført europæisk bygningskultur, udover energiaspektet, nyt liv og rigdom i oplevelsen af byen og dens bygninger, hvad man bestemt ikke kan sige om de monotone danske kassehuse, deres farver og former ufortalt. Som målestok for relevant arkitektur har temaet udtømt sig.
Men endnu en væsentlig reference mangler i Allan de Waals anmeldelse af Ferring-huset. Med Ørestaden skulle vi til at bygge rigtige byer igen. Men unikabyggeri som Ferring-huset kommer aldrig til at bane vej for bydannelse i Ørestaden. Det er bare endnu en eksponent for le Courbusier-traditionen: En højtspecialiseret bygning på en mark med masser af luft og parkeringspladser omkring, der uden for kontortiden ligger livløst hen. Forvent ikke at Københavns eller Amagers befolkning spontant vil søge hertil for at samles, sådan som man gør i rigtige bykvarterer.
. Den fossile energi giver frihed for snart alle til dagligt at bevæge sig over store afstande.
Med solenergi i planlægning og transport vil vi få integrerede bysamfund, som da byerne opstod uden støj, massivt transportbehov og spild af tid i trafikken. Ørestaden kunne i dansk henseende blive det første skridt for at få sat en grundlæggende fornyelse i gang.
Men intet tyder desværre på, at der i Danmark findes visioner og vilje til forandring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her