Historisk set
Alle er enige om, at integration på arbejdsmarkedet er vejen til integration i det danske samfund. Fagbevægelsens holdning til indvandrere på arbejdsmarkedet er derfor afgørende.
Den aktuelle debat om lavere løn til indvandrere, der skal indsluses på arbejdsmarkedet, og fagbevægelsens afvisning af dette forslag, kan tolkes som et forsøg på at fastholde indvandrerne i arbejdsløshed, og sådan vil det blive tolket af den mediekendte Mehmet Ümit Necef, der har markeret sig som en stærk kritiker af dansk fagbevægelse.
I en artikel »Indvandring, den nationale stat og Velfærdsstaten« i antologien Ubekvemme Udfordringer fra sidste år skriver Ümit Necef:
»Den nyere forskning har dokumenteret, at fagforeningerne traditionelt har modsat sig indvandring til Danmark. Men vi mangler en overordnet forklaring på, hvorfor fagforeningerne fortsat sætter sig imod indvandring, og hvordan de i givet fald forhindrer indvandrernes integration på arbejdsmarkedet«.
Necef tager fejl: Fagbevægelsen har i dag en meget nuanceret holdning til flygtninge, illegale arbejdere, bevidst import af højtuddannede fra tredjelande og globaliseringen med dens følger for beskæftigelse og uddannelseskrav.
Necef er ikke uden forståelse for modstanden (som altså ikke findes): Indvandrerne er en belastning for det danske samfund, hvis de skal have en løn, de ikke er værd, eller hvis de økonomisk belaster det offentlige.
Modvilje mod indvandrere skyldes ikke racisme, men et reelt problem: De økonomiske og sociale omkostninger forbundet med indvandrerne. Det danske samfund klientgør indvandrerne. Hvis man afskaffede mindstelønnen og mindskede den sociale omsorg, ville indvandrerne nemmere blive integreret på arbejdsmarkedet.
I bogen De fremmede i dansk Avisdebat (2000) viser forfatteren, Bent Jensen, at der i fagbevægelsen har været modstand mod import af udenlandsk arbejdskraft.
Ledende fagforeningsfolk advarede før 1970 mod at åbne arbejdsmarkedet for fremmedarbejdere. Af de mange aviscitater, Bent Jensen bringer, fremgår, at debatten i 60erne ikke drejede sig om de mennesker, som skulle arbejde her i landet debatten drejede sig om industriens problem med at producere så meget, som der var afsætningsmuligheder for.
Nogle politikere så et valg mellem begrænset produktion og dermed lavere velstand på den ene side og på den anden side fremmedarbejdere, højere produktion og dermed højere velstand. Fra fagbevægelsens side så man et valg mellem import af udenlandsk arbejdskraft og politiske tiltag, der kunne fremme kvindernes entre på arbejdsmarkedet, og ny teknologi, som kunne begrænse brugen af menneskelig arbejdskraft.
Bent Jensen viser imidlertid også, at fagbevægelsen gerne bidrog til integration på arbejdsmarkedet, blot det ikke forringede forholdene for danske arbejdere.
Necef påpeger med rette, at integrationen af indvandrere i visse liberale samfund er højere end i Danmark. Det er sandt, men som journalist Frede Vestergaard konkluderede i en artikel i Weekendavisen (30. nov. 2001) om integrationen af indvandrere til lave lønninger i USA: »Taberne er amerikanskfødte, dårligt uddannede lønmodtagere«.
Fagorganisationer (f. eks. Specialarbejderforbundet og Træindustrien) har traditionelt forsøgt at bidrage til integration af de mennesker, som er kommet til landet, men på måder, der ikke kunne forringe velfærdssamfundet. De to organisationer udsendte allerede i 1970erne velkomstbrochurer med nyttige oplysninger om arbejdsmarkedsforhold og det danske samfund. I 1973 blev det ved indgåelse af ansættelsesaftaler mellem danske virksomheder og arbejdstagere fra tredjelande obligatorisk for de pågældende brancher at udarbejde to-sprogede informationsblade om arbejdsvilkår, arbejdstidsregler, lønforhold inden for faget, regler om ferie, sygedagpenge m.v. Et fremmedarbejderudvalg blev nedsat i Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (SiD). Det første resultat af udvalgsarbejdet kom i oktober 1970 med rapporten Samme Vilkår.
Jeg har ved gennemgang af Fagbladet 2000 fundet, at SiD prioriterer artikler om globalisering og indvandrere meget højt.
En samlet vurdering af artiklerne i fagbladet viser, at SiD har en meget nuanceret holdning til problematikken.
Fagbladet forsøger at vise sine læsere, at globaliseringen er en del af det 21. århundredes virkelighed. Der er sågar en artikel, som udtrykker glæde over at en tekstilfabrik har flyttet sin produktion til Østen det har ganske vist skabt midlertidig arbejdsløshed, men mere spændende jobs er fulgt i kølvandet på denne globaliseringsproces. At udviklingen også kan betyde fremmede arbejdere i Danmark, f.eks. når Polen bliver medlem af EU, fik en tv-journalist til at spørge en SiD-repræsentant, hvad han mente om det, og han svarede: De skal være velkomne.
Men globaliseringen har en bagside: Industrien udnytter billig arbejdskraft i Den Tredje Verden. Derfor handler mange artikler i Fagbladet om international solidaritet. Det er iøjnefaldende, at der ikke i ledere advares mod fremmed arbejdskraft SiD advarer officielt kun mod illegal arbejdskraft. Det er også iøjnefaldende, at Fagbladet bringer mange artikler mod nazisme man kan få den mistanke, at fremmedhad skal sidestilles med nazisme.
Der bringes ingen artikler, hvor Ümit Necefs holdninger bliver behandlet, altså den problemstilling at afskaffelse af mindsteløn og sociale goder skulle fremme integreringen på arbejdsmarkedet. For SiD er vejen til integrering danskkurser, uddannelse i øvrigt og positive holdninger til nydanskerne.
Samlet set fylder artikler om nazisme, indvandrere, illegale arbejdere, u-lande og internationale forhold knap 10 procent af Fagbladet i 2000.
Også i konkrete tiltag på arbejdsmarkedet har fagbevægelsen vist sin vilje til integration de senere år.
Således kunne man den 3. april 2000 i MS Nyhedsbrev læse, at Herning kommune sammen med DA, LO, AF og Landbrug Ungdom havde nedsat en arbejdsgruppe til at udarbejde en handlingsplan for integration af etniske minoriteter.
Den 4. september samme år bragte Aktuelt en artikel om, at »Bagere og slagtere skal integrere nydanskere« med underrubrikken: »Kongres: Nærings- og Nydelsesmiddelforbundet, NNF, skal på banen for at sikre flygtninge og indvandrere en plads på det danske arbejdsmarked«.
I en artikel i Aktuelt den 16. december 1999 kunne man læse, at »De konservative og arbejdsgiverne er imod særlige måltal for antallet af udlændinge blandt ansatte. LO er for, så længe det er frivilligt for den enkelte arbejdsplads«.
Mens indvandrerne fra 1970 til 1990 især var et SiD-anliggende, blev den samlede danske fagbevægelse i slutningen af 90erne opmærksom på sit medansvar for at løse det samfundsproblem, at så mange fremmede ikke var integrerede på arbejdsmarkedet.
Således vedtog HK på sit hovedbestyrelsesmøde den 5. april 2000 »HKs program for etnisk ligestilling«.
Min analyse af SiDs udgivelser og offentliggjorte holdninger viser:
nAt SiD er imod indvandring som kan skade danske lønmodtagere, men ikke imod indvandring som ikke skader;
*At SiD bekæmper uorganiseret indvandring og illegal beskæftigelse;
*At SiD globalt arbejder for fagbevægelsens værdier, dvs. for principperne i et velfærdssamfund;
*At SiD har et nuanceret syn på EU men grundlæggende et positivt syn;
*At indvandring ikke kan ses som et isoleret fænomen, men som et led i den globale udvikling;
*At integration af indvandrere skal foregå på en måde, der sikrer indvandrerne samme arbejds- og lønvilkår som danskere;
*At SiD aktivt støtter projekter, der kan styrke indvandrernes
integration på arbejdsmarkedet.
De politiske partiers vælgergrupper tyder på, at en del af SiDs medlemmer føler sig tiltrukket af Fremskridtspartiet og DF. At der altså ikke er ubetinget enighed mellem SiD og medlemmerne om en indvandrer-positiv politik.
I et samfund, hvor selv veluddannede indvandrere stort set kun kan få ufaglærte jobs, er det primært de kortuddannede SiDere og KADere, som trues af indvandrere på arbejdsmarkedet. Der er derfor ikke noget at sige til, at truede grupper føler en vis modvilje mod indvandrerne.
Professor Peter Nannestad mener, at mennesker foretager en »nyttekalkule i konkrete eller hypotetiske situationer«.
Underforstået: Indvandrere kan få kortuddannede til at frygte et velfærdstab. Nannestad tror ikke på Necefs løsning, afskaffelse af mindstelønnen. Det vil ifølge Nannestad tværtimod fremme modviljen mod indvandrere.
Holdningerne til integration af indvandrere befinder sig i to modpoler:
Necef mener, at ultra-liberale løsninger vil løse problemerne, og han skyder langt over målet med sine angreb på fagbevægelsen.
SiD har låst sig fast i en retorik, der ved at medtage angreb på nazisme lukker for dialog, men har dog i en række konkrete projekter vist vilje til at finde veje til integration.
En dialog mellem fagbevægelsen og de forskere, som påpeger velfærdssamfundets negative indflydelse på integrationen, ville være tiltrængt.
Tilsyneladende er der ingen dialog! Måske burde den ny regering nedsætte et råd med Necef og LO-repræsentanter
nå, nej den slags løsninger er jo afskaffet.
Og den ny regering har jo også afskaffet de midler, som skulle bruges til integrationsforsøg. Den vil måske nok lytte til Necefs liberalistiske ytringer, men ikke til LO. Og LO er den vigtigste partner på arbejdsmarkedet.
*Frede Hansen er sproglærer og studerende ved Indvandrerstudier, Syddansk Universitet
