Lørdagskronikken
De færreste vil nok være u-enige i følgende udsagn: Generelt har katolske kunstnere historisk og geografisk leveret mere, større, hyppigere, dristigere og mere mangfoldig kunst end protestantiske kunstnere. Katolikkerne er repræsenteret i næsten alle genrer lige fra arkitektur til litografi. Det behøver man kun ganske få opslag i kunst-historiske værker for at efterprøve. Modsat må man sige at protestanterne har taget til genmæle i modernismen. I de modernistiske genrer som ofte indebærer en nihilistisk eller postmodernistisk ateisme har protestantiske kunstnere helt klart hævet sig over andre. På godt og ondt.
Men lad os slå fast med det samme: Vi taler ikke nødvendigvis om religiøst praktiserende kunstnere. Øvelsen går ud på at se på hvilke kunstnere, som gror ud af hvilken kulturarv. At de protestantiske værker altså lægger sig i den protestantiske tænknings tradition og katolske kunstværker er vokset frem af en katolsk kristendom.
Protestantismen behandler ofte det absurde og tilfældige i tilværelsen. Men har til gengæld også en større skildring af individet, end man ser det i katolsk kunst. Katolske kunstere derimod opfatter kunst som symboler, som på mystisk vis er forbundet med Gud. Lad os se på hvordan.
Katolikkerne skildrer ofte arketypiske livstemaer i utallige variationer med en livsglæde og en stor mangfoldighed af virkemidler og elementer. Det vil sige talrige forskellige livsformer og naturmanifestationer samtidig. Herimod skildrer protestanter bemærkelsesværdigt ofte kun ét af to emner ad gangen. For eksempel ser vi ofte Rembrandt og Rubens arbejde udelukkende med lys og et historisk tableau. Ikke mere, ikke mindre. Hvorimod en typisk katolsk kunstner som Carravagio studerer lys, farver, metafysik, historisk begivenhed, emotionel indlevelse etc. i samme billede. Der er altså visuelt tale om en katolsk pluralisme. En mangfoldighed af udtryksformer, hvoraf virkeligheden kun er én af disse mange virkemidler.
Denne bemærkelsesværdige forskel hænger naturligt sammen med den historiske billed- og symbolkrig som protestanterne har ført. Hvidkalkede kirkevægge, knuste statuer, forbud mod afbildning af det hellige, ingen helgener eller Maria og endelig et samlet syn på mennesket som synder frem for alt. Mennesket som en ussel skabning ikke værd at dyrke, eller æsteticere. Tankegangen stammer som bekendt fra Martin Luther på godt og ondt.
I kunsthistorien skelner man således mellem ikonoklaster og ikonoduler. Billedbekæmpere og dyrkere. Et begrebssæt, der aktualiseredes i den tidlige middelalder/oldkirke, og som bidrog til adskillelsen af Byzans fra Rom. Striden stod mellem øst- og vestkirken, altså dem, som vi idag kalder katolikker og ortodokse. Helt konkret handlede stridspunktet om hvorvidt billeder af hellige personer kunne tilbedes eller ej. Ironisk nok var de, som skulle blive katolikker, imod at dyrke ikoner som hellige, mens de, som skulle blive kaldt ortodokse, talte for eksistensen af en vis sakramentalitet i de symbolske billeder.
Katolikkerne var var altså billedbekæmpere. Men i historiens senere epoker har katolikkerne helt klart indtaget en positiv indstilling over for afbildning af det hellige, ja billeder i det hele taget (i ortodoksien har man således i dag et helt tredje syn på kunst i forhold til de to vestlige kristendomme, protestanterne og katolikkerne).
Katolicismen har tilsyneladende valgt en frugtbar og afbalanceret holdning til billeder og kunst, som har affødt det ene elskede mesterværk efter det andet. For eksempel ville vi næppe ønske os foruden den italienske renæssance og
barok, som er gennemført katolsk
i sit formsprog og idéindhold.
Herimod har protestantismen måske ufrivilligt indtaget et smerteligt standpunkt, hvori kunsten ofte er endt som nyttebetonet, fordækt, intellektuel, tragisk og flov over sig selv. Tag Michael Kvium som eksempel eller Poul Henningsen. For slet ikke at tale om de funktionelle fyndord man indrammede og ophængte i kirker og privathjem op igennem protestantismens historie. Som kunstsubstitut i en billledtabuiseret tradition.
Men én ting er, hvad der foregår i historiebøgerne og på de fine kunstmuseer. Noget helt andet er, hvad almindelige mennesker tænker og føler for sig selv.Jyllands-Posten bragte i december en artikel om små katolske »rekvisitter«, som gives som gaver og bruges til åndelig hygge i danske hjem. Mariefigurer, plastiklys, små husaltre og lignende. Der er godt gang i denne handel, og det er en interessant modedille, som kan anskues fra forskellige synsvinkler. Den gode journalist spurgte sig for blandt katolske talsmænd og fik nogle knapt så begejstrede reaktioner. Blandt andre svarede Elsemarie Ebert fra Katolsk Information i Århus:
»Personligt finder jeg det afskyeligt... hvorfor skal det absolut være det mest grimme kitsch fra Sydamerika?«
Denne udtalelse rummer flere triste fordomme, end læseren skal bebyrdes med her.
Og det er ærgerligt. Hvorfor bekræfter katolikkerne mediernes antagelse om, at de er sippede og puritanske? På den måde gør de sig uinteressante. Hvorfor ikke hoppe med på den sunde og gode tendens og sige: Muligvis forstår folk ikke, hvad indholdet dybest set går ud på men det er under alle omstændigheder et fremskridt, at danskere i dag er åbne over for billeder og symboler og kan bruge dem mere frit og uprætentiøst. I modsætning til tidligere tiders angst og fordomsfuldhed over for samme symboler. Også selvom det kun viser sig at være et mode-
fænomen. Og hvornår har en from Mariastatuette nogensinde gjort nogen skade? I sidste og teologiske ende lærer den katolske trosbekendelse, at også gerninger frelser. Det er en gerning at dyrke kristne symboler. Siden kan troen, tanken og ånden følge automatisk. Hvad den gør.
Hvorfor er dette spørgsmål vigtigt? Fordi: Man behøver ikke være hyperopmærksom for at have oplevet danskernes dybfølte lede ved og foragt for katolsk symbolik. Noget de engelsktalende kalder a gut reaction. Altså en slags naturlig retfærdig væmmelse ved synet af Maria eller diverse kirkeligt halløj. Og det er præcis denne åndelige umodenhed, som måske er ved at afvikles i disse år. Heldigvis, for det er et tegn på barbarisk afstumpethed, som er ene-stående i Europa. Afviklingen af billedangsten ville nogle måske betragte som et tegn på begyndende overtro. Men hvis danskerne er på vej mod overtro, må man sige, at også det er et fremskridt. Intet kan blive mere uåndeligt end den nihilistiske materialisme danskerne har befundet sig i siden 1860'ernes accelerende sækularisering.
Min argumentation bygger på følgende tese: Man kan altid kende en civilisation på dens kultur. Jo mere æstetik, ritual og billedrigdom, jo højere stade. Og omvendt, jo større billedfrygt og ikonoklasme, jo mere åndelig forarmethed. Det lyder firkantet og er firkantet. Men hvis man rejser og sammenligner forskellige kulturformer, vil man næsten altid få bekræftet denne tese. Avancerede kulturværker er ensbetydende med højtudviklet menneskelig civilisation.
Derfor er de små tarvelige katolske rekvisitter en berettiget del af en stor og mangfoldig kulturskat, som katolikkerne kan være stolte af. Pavestolte. De er netop i deres billige plastikkulørthed et sandt udtryk for den frodige katolske udtryksglæde. Måske særligt i det kulturradikale Danmark, som ind-ædt har renset sin folkekultur for denne enkle nødvendighed igennem et par århundreder.
Hvor katolicismen hævder, at ydre symbolske tegn er lige så værdifulde og nødvendige som de indre åndelige, dér hævder protestantismen, at primært troen frelser. Altså en renset intellektuel måske pietistisk glødende tro. Men der er for katolikker ingen tegn i det ydre uden noget tilsvarende i det indre. Dette er en meget vanskelig balancegang. Altså at fastholde to ligeværdige verdner på vejen mod frelse.
Protestantisk kultur har tendens til at betragte hjerne og ånd som ophøjet i forhold til krop og ydre æstetik. En udpræget platonisk idé, som vi jo er fortrolige med i Europa, og som har haft stor filosofisk betydning. Men som religiøst perspektiv spillede den fallit allerede engang i 1700-tallets oplysning og rationalisme.
Tager man hul på en teologisk defintionsdebat er alle sikkert enige: Ingen symboler uden den helhed de indgår i. At man altså ikke må skille billedsymbolerne fra deres sammenhæng. Ikke desto mindre er den ægte kristendom en lige så fysisk som åndelig religion. Det betyder, at ydre, symbolske, verdslige tegn i sig selv er en del af frelsen. Hvis Gud er barmhjertig, hvilket vi nødvendigvis må tro, åbner han op for, at mennesker har mulighed for at gå flere alternative veje mod frelse. Både en ren åndelig og sjælelig vej og en disciplinær og korporlig vej. Det er af den grund, at kristne munke-/søstreordner helt bevidst lader deres medlemmer indgå i lige så mange legemelige regelsæt som åndelige. De sammenhænge, du sætter din krop i, bidrager til din samlede fromhed.
Katolske kunstere har en lykkelig tendens til at opfatte symboler og kunst som på mystisk vis forbundet med Gud, og ikke blot et produkt af den menneskelige fantasi og behov. Eller formuleret på en anden måde: At menneskets
inspiration, skaberevne og sjæl i sidste og uudgrundelige bund flyder sammen med guddommen. At de to fænomener ikke er adskilt. Hvorved kunsten og symbolerne i høj grad har et helligt aspekt.
Naturligvis indeholder kunstværkerne en grad af menneskelig pædagogik, for at vi kan kapere budskabet. Men præcis hvornår det menneskelige og det gudelige skilles, ved vi ikke. Fokus på en skarp adskillelse fører til en syndiggørelse og forringelse af mennesket som Guds værk. En ukrænkelig størrelse, der automatisk må føre til afvisning af abort, dødsstraf etc. Disse ting hænger sammen. Alt er forbundet. Derfor er det vigtigt at gøre sig klart, hvilken type kunst man dyrker.
*Niels Bramsen er freelancejournalist og cand.mag. i kunsthistorie
FAKTA
Karikering af forskelle
Katolsk
*Billedfrodighed
*Farverigdom
*Symbol- og realplan
(både indirekte og konkret)
*Illustrering af hellighed og
glæde
*Brug af psykologiske arketyper
*Fællesskab, social kompleksitet
*Æstetik og udtryk
*Naturen er væsentlig
Protestantisk
*Begrænsede motiver og genrer
*Farvebrug ofte ringe/monoton
*Oftest begrænset symbolbrug
(materiel virkelighed uden ånd)
*Illustrering af arbejdsliv, lidelse
og ensomhed
*Tematik fra hverdag og historie
*Individet
*Funktionalitet og nytte
*Oftest illustrering af byliv
