Kronik

Solidarisk - Øh, med hvem?

I morgen er det 1. maj, og mange skal til demo med røde faner og bajere i cykelvognen. Men solidaritet er ikke, hvad det var
30. april 2002

Retfærd & Velfærd
I morgen er det første maj, og forskellige faglige organisationer vil lufte de røde faner. Der vil sandsynligvis komme mange til demonstrationerne i år, og der vil blive tordnet mod den borgerlige regering. Fremmødet vil dog afhænge af vejret. De unge vil være få, og store dele af befolkningen vil opfatte sceneriet som et levn fra en svunden tid med helt anderledes modsætninger mellem forskellige samfundsklasser.
Solidaritet er imidlertid ikke et gammeldags fænomen, som tiden er løbet fra. Den er forudsætningen for samfundsmæssig sammenhængskraft, og det er lige så afgørende i dag som for hundrede år siden.
Solidaritet er et overbegreb for forskellige former for moralsk forpligtethed mellem mennesker, der er afhængige af hinanden, knyttede til hinanden eller identificerer sig med hinanden – et bånd, der integrerer dem som medlemmer af et fællesskab.
I nogle tilfælde indeholder solidariteten stærke elementer af gensidighed. I andre er den en gave, der gives uden forventninger om at få noget igen.
I min undersøgelse har jeg gennem en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse og uddybende samtaler med 48 borgere forsøgt at afklare, hvordan danskerne forholder sig til deres moralske forpligtelser på forskellige områder.
Solidaritetsformerne ændrer sig med den samfundsmæssige udvikling. Den solidaritet, som tiden er ved at overhale, var en klasseintern solidaritet mellem ’os hernede’ over for ’dem deroppe’ – det ubrydelige sammenhold mellem organiserede arbejdere, der stod skulder ved skulder i kampen for rettigheder og bedre levevilkår. Kræv din ret og gør din pligt var en moral, som medlemmerne af arbejderklassen fik ind med modermælken.
I det moderne velfærdssamfund er industrisamfundets klasseskel ikke forsvundet, men blevet mere udviskede. Det værdifællesskab, som den ’prototypiske’ arbejdersolidaritet hvilede på, har slået revner.
Opfattelsen af en modsætning mellem ’os’ og ‘dem’ er vanskelig at opretholde i et samfund, hvor borgerne i langt højere grad end tidligere er skabere af deres eget liv. Hvor mange af de forpligtelser, der tidligere blev varetaget af familien, er blevet overtaget af velfærdsstaten. Og hvor lokale fællesskaber er gået i opløsning. Politisk kommer forandringerne til udtryk ved, at Socialdemokratiet har svært ved at fastholde vælgerbefolkningen.

Til min bog, Modernitet, velfærd og solidaritet – en undersøgelse af danskernes moralske forpligtelser har jeg især fundet inspiration hos den amerikanske sociolog Jodi Dean.
Hun taler om, at der i disse år er en bevægelse fra, hvad hun kalder ’affektionelle’ solidaritetsformer (baseret på følelser) og ’konventionelle’ solidaritetsformer (baseret på interesser), i retning af en ’refleksiv solidaritet’, defineret som en ansvarlig orientering hos den enkelte borger.
Den refleksive solidaritet bygger på moderne menneskers evne til at forholde sig eftertænksomt til deres moralske forpligtelser. Det kan være de forpligtelser, vi har over for familie og venner, vore medborgere, borgere i EU og de fattige i den tredje verden. Denne solidaritet indebærer ikke individets underordning under fællesskabets normer og er ikke begrænset til medlemmerne af en gruppe.
Min undersøgelse støtter generelt tesen om en bevægelse mod en mere refleksiv solidaritet. Men den anfægter, at der skulle være grundlag for Deans uforbeholdne optimisme.
Selv om de fleste er medlem af den faglige organisation, der repræsenterer dem, er det tydeligt, at unge har et relativt afslappet forhold til fagforeningerne og ’de røde faner’. Hvor den pensionerede bryggeriarbejder i min undersøgelse taler om pligten til at være organiseret, fordi fagforeningerne er det eneste, der kan forhindre arbejdsgiverne i at skalte og valte med folk, taler den unge gymna-siepige om urimeligheden af at tvinge folk til at være med i noget, de er imod.
Det betyder ikke, at ungdommen er usolidarisk og egoistisk, men markerer, at fagbevægelsen som kollektiv modkultur til det borgerlige samfund er svækket.
På de fleste virksomheder
findes der imidlertid en refleksiv hverdagssolidaritet, som viser
sig ved, at man hjælper hinanden og samarbejder om arbejds-
opgavernes løsning. Denne hverdagssolidaritet omfatter dog i
begrænset omfang socialt svage og anderledes mennesker. På mange arbejdspladser hersker der en stærk funktionsduelighedsnorm, som udgør en effektiv grænse for, hvem der kan være på arbejdspladsen. Denne norm findes ikke bare på ledelsesniveau, men også længere nede i arbejdshierarkiet.
Solidaritet angår imidlertid ikke bare forholdene på arbejdsmarkedet. Den angår også de moralske forpligtelser, vi har over for eksempelvis familie og venner, over for de svage og de fremmede og over for den samfundsmæssige helhed.

Bekymrede samfundsforskere har påstået, at moderne forældre har så travlt med at realisere sig selv og gøre karriere, at de systematisk nedprioriterer deres børn. Min undersøgelse viser tværtimod, at de fleste kæmper en heroisk kamp for at forene kravene på arbejdspladsen med hensynet til den opvoksende generation. Dårlig samvittighed er et udbredt træk.
Den dårlige samvittighed kan imidlertid ses som et produkt af en kultur, der opfatter børnene som en opgave og som en gave. Hør, hvor præcist en 46-årig arbejdsmand formulerer det: »...en gang imellem kan man måske godt være så træt, når man kommer hjem, at man ikke rigtig gider, men det er, som om børnene kan mærke det på én, og så må man jo tage sig selv i nakken og sige: Jamen, børnene kan sgu da ikke gøre for, at det har været en lang dag på arbejdet.«
Kunne man forestille sig en 46-årig arbejdsmand sige sådan for 75 år siden?
Det er også en myte, at superindividualistiske værdier dominerer i børneopdragelsen. Den solidaritet, som de fleste forældre
forsøger at lære deres børn, drejer sig imidlertid ikke bare om sammenhold med ligestillede. Den handler også om social forståelse over for mennesker, der er anderledes end en selv.
Der er en markant forskel på de opdragelsesidealer, der dominerer i arbejderklassen og i middelklassen. Middelklassen lægger mest vægt egenskaber som social forståelse, ansvarlighed og tolerance. Arbejderklassen understreger især vigtigheden af ærlighed (at man til enhver tid må kunne regne med hinanden). Jeg tolker forskellene som et udtryk for, at især middelklassen er bærer af en refleksiv solidaritet, mens arbejderklassen er bærer af en mere
horisontal (eller konventionel) solidaritet.
Historisk er betydningen af venner utvivlsomt blevet større, og betydningen af familie og lokalsamfund mindre. Moderne venskaber er imidlertid ikke overfladiske og tømt for indhold, som bekymrede sociologer har påstået. Netop fordi venskaber er valgfællesskaber, indebærer de imidlertid en større sårbarhed end fællesskaber af ældre type. Ressourcestærke borgere får større frihed og flere muligheder. Ressourcesvage borgere, som har svært ved at vælge eller vælges fra, bliver mere sårbare.
Undersøgelsen bekræfter, at naboskab er af sekundær betydning
i forhold til solidariteten mellem familiemedlemmer og venner.
Ikke desto mindre findes der i mange boligområder en vis ’stand-by-solidaritet’. Den viser sig ved opmærksomhed på de omkringboendes behov, og naboer udgør stadig et vigtigt socialt sikkerhedsnet for mange mennesker.
Stand-by-solidariteten omfatter imidlertid ikke virkeligt dårligt stillede og utilpassede mennesker. Der er klare grænser for, hvem danskerne ønsker at bo dør om dør med, og den personlige solidaritet med narkomaner og flygtninge ligger generelt på et lille sted.
Det er næppe noget nyt. Det anfægter imidlertid, at den refleksive solidaritet skulle være en åben og ubegrænset solidaritet.
Der skal dog ikke herske tvivl om, at det store flertal mener, at det danske samfund skal hjælpe dårligt stillede mennesker, herunder flygtninge, som er forfulgte i deres hjemlande. Der er imidlertid langt fra enighed om, hvad det vil sige at være dårligt stillet og forfulgt, og de færreste er interesserede i at få problemerne tæt ind på livet.
Spørgsmålet er, om de velfærdsstatslige institutioner kan løse problemerne. Må hjælpen til den svage ikke bygge på en ansigt-til ansigt-relation, hvor den svage borger føler sig anerkendt som menneske – dvs. som en person med en vis værdi eller værdighed? Og kan en sådan anerkendelse, som er kernen i solidaritet på det personlige plan, sluses ind i de velfærdsstatslige omsorgs- og hjælpesystemer?
Der er ikke bare grund til at betvivle, at en mere refleksiv solidaritet vil fremme (re-)integrationen af de svageste. Der er også grund til at betvivle, at den vil kunne sikre en lige så stærk samfundsmæssig sammenhængskraft som kollektivt organiserede fællesskaber, der indgår kompromisser med hinanden.
Min undersøgelse underbygger ikke uden videre skræmmebilledet af en mægtig offentlig sektor, der har undermineret det civile engagement. Den viser imidlertid, at deltagelsen i foreninger, der stræber efter overordnede politiske mål, er begrænset, og at de politiske deltagelsesformer er blevet individualiserede og tilfældige. Den eneste politiske aktivitet, som en større andel af borgerne (45 procent) udfører i løbet af et år, er at undlade at købe bestemte varer af politiske grunde eller af hensyn til miljøet.
Talrige undersøgelser har dokumenteret fortsat stærk opbakning bag velfærdsstaten i befolkningen, men jeg tror, man skal være forsigtig med at tage den erklærede støtte til indtægt for stabilitet.
Under overfladen er der sket afgørende skift i de værdier, der historisk har givet støtten til velfærdsstaten mening. Allermest tankevækkende er det måske, at unge ser relativt afslappet på økonomisk ulighed.
Det antyder en bevægelse væk fra 1960’ernes og 1970’ernes ligheds- og omfordelingsideologi. Det er ikke ensbetydende med egoisme og selvtilstrækkelighed, men det afspejler en bevægelse mod en ny solidaritet, som ikke er nær så åben og ubegrænset, som Jodi Dean mener.

*Søren Juul er lektor ved Roskilde Universitetscenter.
Hans bog Modernitet, velfærd og solidaritet – en undersøgelse af danskernes moralske forpligtelser udkommer i dag på Hans Reitzels Forlag og præsenteres på et gå-hjem-møde kl. 16. på Socialforskningsinstituttet, Herluf Trollesgade 11, 1052. K.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu