Læsetid: 2 min.

Stor arkitektur og små politikere

Nu føler australierne sig nødsaget til at færdiggøre Sydney-operaen som Utzon havde tænkt den. Hvordan undgår vi et tilsvarende forløb i Københavns Havn?
4. april 2002

Kommentar
Det forlyder fra Sydney, at man nu endelig vil færdiggøre Jørn Utzons operahus, sådan som arkitekten oprindelig har tænkt det. Det er kun plinten og de ydre skaller med skinnende kakkelbeklædning, der er udført efter Utzons hensigt. Det er der en del historier om, men her 40 år efter er de blevet ligegyldige, for i det historiske perspektiv er det arkitekturen, der taler. Politiske trakasserier og smålige bebrejdelser virker tåbelige over for en bygning, der har sat et helt kontinent på det kulturelle verdenskort.
Operaen er et ufuldkomment mesterværk, så ufuldkomment, at det er pinligt for den australske nation. Den ’besparelse’ man opnåede på kort sigt har vist sig at blive en fordyrelse, for nu ender man med at bygge huset to gange.
Det kan vi jo lære en del af. Nutidens danske politikere er nøjagtig ligeså kortsynede, som de australske i sin tid var det – også de tror, man kan få det hele for det halve. Også danske politikere er chauvinistiske, visionsforladte og populistiske.
Historien om Rigsarkivet i Ørestaden er ét eksempel på smålighed og snæversyn, der ligner Sydney-opera-historien til forveksling. Det kan man læse i det nye nummer af tidsskriftet Arkitekten.
Den lange historie om det Kongelige Teater er en anden, men her kan vi endnu nå at lære.

Et mirakel
Siden Utzon forlod Sydney, har hans venner og beundrere arbejdet for at få en tilsvarende bygning i København. Vi har også en dejlig havn, med flere områder der kunne besmykkes med en monumental bygning. Og der er bestemt også behov for både opera og teater og kunsthal og et museum for moderne kunst og et spillested for rytmisk musik. Så der er masser af muligheder.
Dem er der som bekendt taget fat på i dag. Det bliver ikke Utzon, men Larsen, der bygger den københavnske opera. Meget er sagt om Mærsk McKinney Møller og Hustrus Fond som bygherre, men det er i hvert fald ikke kortsigtet politisk vinding, der plager dem derinde.
Til gengæld kan man roligt bekymre sig for skuespilhuset. Her er der virkelig brug for en genial løsning, hvis det skal gå godt og for en bedømmelseskomite, der kan se den løsning, og ikke mindst er der brug for et solidt politisk flertal, der vil betale for den. For grunden på Kvæsthusbroen er alt for snæver til de sidescener, der forlanges i programmet. Og der er store modsætninger mellem den poesi og intimitet som Klaus Hoffmeyer har beskrevet i programmet og i gårsdagens interview, og så de konkrete tekniske specifikationer der er grundlag for bedømmelsen.
Det er kun et mirakel og et mesterværk på linje med Sydney-operaen, der kan forløse den opgave.
I Australien har man lært på den hårde måde, at god arkitektur er meget mere værd, end det den koster. Så meget mere, at det kan give mening at bygge det samme hus igen, bare rigtigt. Her i Danmark, hvor vi bryster os af at være verdensmestre i arkitektur, er vi ikke nået så langt. Vi agerer præcis som i Sydney i 1950’erne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu