SF
I en i øvrigt glimrende anmeldelse af David Tradss bog om Dansk Folkeparti, sniger Peter Wivel sig som altid til et idiosynkratisk udfald mod venstrefløjen i almindelighed og SF i særdeleshed.
Angiveligt skulle SF være det parti der, sammen med Pia Kjærsgaard, har spærret for Danmarks entré i det 21. århundrede. Dels på grund af EU-spørgsmålet, dels på grund af, som det hedder »den afgørende debat, vi må og skal have om menneskerettighederne«.
For så vidt angår EU-spørgsmålet, så er det kun den lille tabel der skal tages i anvendelse, hvis man skal forstå, hvorfor SF ikke kan bære det fulde ansvar med en stadig mindre folkelig opbakning in mente for mobiliseringen af det ene flertal efter det andet ved folkeafstemningerne. EU-projektet er naturligvis i lige så høj grad kuldsejlet i danskernes bevidsthed blandt vælgere der normalt stemmer f.eks S, V og K.
Den kritiske holdning
Dansk Folkeparti er modstandere af EU. SF derimod, er for EU, men agter til stadighed at forholde sig kritisk til EU-institutionerne, deres forvaltningspraksis, demokratisynet samt ethvert konkret politiske tiltag.
Det er svært at være uenig med PW i vigtigheden at diskutere forskellige emner. Det kunne f.eks være menneskerettighederne.
Dansk Folkeparti mener i bedste fald at menneskerettighederne er overflødige, eller i værste fald krænker Dansk Folkepartis mulighed for med alle midler at fastholde et billede af Danmark anno cirka 1950.
SF forsøger derimod kontinuerligt at tage menneskerettighederne alvorligt. Også når kritikken af krænkelser af menneskerettighederne måtte ramme Danmark.
Og SF viger ikke tilbage fra kritik af lande, til hvem Danmark har en stor eksport, blot fordi pekuniære argumenter for de fleste vejer tungere end humanistiske og moralske.
Jeg mistede appetitten på Weekendavisen i Peter Wivels tid, pga. hans evindelige en-mand-med-en-sag-attitude.
Kritikken af venstrefløjen er absolut legal. Men et spil med åbne kort om Wivels egne fordums holdninger og en fair kritik i stedet for den tomme reproduktion af evident fejlagtige idiosynkrasier, ville være til gavn for debatten.
