Kronik

En chip i kroppen

Forskerne kan snart erstatte biologiske funktioner med en lille chip. En gevinst for handicappede – men perspektivet er overvågning og kontrol
24. maj 2002

Det virtuelle rum
På Mikro Elektronik Centret på DTU leder Pieter Tellemann afdelingen for biokemiske mikrosystemer. Han mener, at det om 40-50 år vil være almindeligt at erstatte biologiske systemer med mikroelektroniske chips.
Pieter Tellemann mener, at det med tiden vil blive fuldstændig accepteret at udskifte organer med teknologiske komponenter. »Hvis man er rask, vil man måske føle at det virker unaturligt, men det er en lidt anden historie for den, der har mistet kontrollen over en hånd efter en ulykke og
nu kan få kontrollen tilbage ved hjælp af en chip,« siger han.
På Mikro Elektronik Centret
arbejder man på at udvikle det
der kaldes ’lab on a chip’ – et helt laboratorium på en enkelt chip.
Et af projekterne går ud på at integrere en bøjelig arm, halvt så tyk som et menneskehår, på en chip.
Når armen bøjes, dannes der en svag strøm, som registreres af chippen. Ved at behandle overfladen af armen med et materiale, der trækker sig sammen, når det kommer i kontakt med for eksempel alkohol, kan chippen måle, om der er alkohol i luften.
Hvis denne teknologi kan udbygges, så flere arme på chippen måler for adskillige specifikke molekyler i luften, vil man til sidst kunne få et samlet billede af alle de stoffer, der er i luften. Der vil teknisk set være tale om en elektronisk næse, som for eksempel kan bruges til at kontrollere de kemiske processer på en fabrik.
I tidens løb vil et sådant ’lab on a chip’ kunne erstatte eller forbedre lugtesansen hos et menneske, mener Pieter Tellemann.
En anden mulighed for anvendelse af ’lab on a chip’ er genetisk analyse. Med blot en enkelt dråbe blod fra en person vil man kunne undersøge en persons DNA-profil, for eksempel i forbindelse med sygdomsdiagnose.
Kender lægen en patients DNA-profil, vil han kunne få en langt bedre viden om hvilken behandling, der er optimal for patienten. Denne teknik benyttes allerede i dag på Skejby Sygehus i Århus. Ved hjælp af en DNA-chip kan man teste for 40.000 af de 100.000 gener, mennesket har, og således undersøge for eksempel hvilken medicin, der vil give patienten
bivirkninger og hvilken der kan bruges uden – eller med minimal – risiko.
Men denne teknik rejser alvorlige problemer. Spørgsmålet er, hvem der skal have adgang til disse følsomme oplysninger om det enkelte menneske.
*Vil forsikringsselskaber kræve at se en DNA-profil for at kunne vurdere om man er et liv, der er godt nok til at lade sig forsikre?
*Eller vil en arbejdsgiver kunne kræve, at man har en DNA-profil der matcher perfekt med kravene til stillingen?

Når vi taler om os selv som mennesker, er det som regel underforstået at vi
er følsomme, lidenskabelige væsener, til forskel fra maskinens kolde kredsløb, stenens stivnede liv.
Men måske har mennesket allerede længe i en vis forstand været en maskine. Opfindelsen af teleskopet og mikroskopet har givet os evnen til at se objekter, som før var skjult for os. Udviklingen af eksplosionsmotoren har gjort det muligt for os at bevæge os igennem tid og rum med overfysisk
hastighed. Briller, høreapparater, pacemakers har været med til at udviske forskellen mellem menneske og maskine.
Ifølge den amerikanske forsker Donna Haraway er vi ikke længere homo sapiens, men er forlængst blevet til homo cyborgs – uden tvivl en formulering, der har til formål at provokere, men også en formulering, der er rundet af virkeligheden.
Og denne udvikling bliver mere og mere tydelig. Britiske soldater har fået indopereret mikrochips i nakken, som indeholder person-
lige data om den enkelte soldat, foruden en mekanisme til at
lokalisere hver enkelt. Personlige papirer vil ikke længere kunne
falde i fjendens hænder, og desertering bliver en umulighed. Denne udvikling ligner en tekno-biologisk plan om kontrol over mennesker eller kropsdele.
En sådan plan synes at gennemtrænge visse dele af kultur- og
mediebranchen, for slet ikke at tale om videnskabelige laboratorier og det militær-industrielle kompleks.
Hvad der foregår i disse sfærer er næsten pr. definition tophemmeligt, især når talen er om fremtidige teknologier. Men ingen filtre er helt tætte. Nogle af de eksperimenter, der finder sted i det amerikanske militær, er blevet afsløret af tidligere ansatte. Adskillige amerikanske soldater har fortalt hvordan de har fået implanteret en ’Rambo-chip’, som har fået dem til at gå amok. Der kunne være tale om en biologisk chip, som kan fjernstyres til at forøge adrenalinstrømmen i kroppen, hvorved aggressiviteten og følelsen af blind vrede eksploderer.
Dr. Carl W. Sanders, som arbejdede på at udvikle en mikrochip
til at hjælpe patienter med rygmarvsskader, fortæller hvordan projektet blev kidnappet af CIA og konsorter. Disse drejede projektet i retning af udviklingen af en mikrochip med oplysninger om personlige data såsom navn adresse og CPR-nummer, oplysninger om fingeraftryk og DNA-struktur,
social og medicinsk historie, indkomstmæssige og kriminelle oplysninger m.m.

Chippen skal efter planen indopereres i alle mennesker i hele verden. Det vil
give banker og forretninger total kontrol med forbrugerne – rent bortset fra at chippen også skal indeholde faciliteter til at manipulere og styre det enkelte menneske.
Chippen kan forårsage øjeblikkelig menopause og dermed standse frugtbarheden hos udvalgte individer (eugenik). Des-uden vil den kunne skabe følelsesmæssige op- og nedture, stimulere og undertrykke seksualitet og
forårsage voldelighed. Den skal kunne indopereres under huden og skal lanceres som den store løsning på fremtidige skabte sociale og økonomiske problemer.
Kort sagt: Den vil gøre mennesket til en fjernstyret robot.
En naturlig og meget udbredt reaktion på disse oplysninger er at nægte at noget sådant overhovedet finder sted. Det er en forståelig reaktion, men en meget farlig reaktion, hvis der er den mindste smule om snakken. Det er op til den enkelte at veje for og imod
og vurdere sagen selv, og det er
tilladt at bruge sin intuition i denne vurdering. (Er det mon muligt for en cyborg?)
En kendsgerning er det imidlertid at firmaet Applied Digital
Solutions arbejder på at udvikle en indretning, der kan spore individer uanset hvor i verden de befinder sig, og som indeholder teknologi til at måle blandt andet puls og blodtryk. Produktet lanceres på internettet som den store frelser, skytsenglen der kan hjælpe alzheimerpatienter og andre udsatte grupper.
Spørgsmålet er, om det er første skridt i retning af en biologisk
mikrochip, som indeholder dybt personlige data om den enkelte.
For nogle forskere er denne sammensmeltning af biologi og teknologi en strategi, der har til endemål at lægge alle mennesker under et globalt digitalt kontrol-system. I første omgang skal mikrochips i mennesker lanceres som den store forkromede løsning på forskellige sikkerhedsspørgsmål.
Produktet lanceres i dag som et armbånd med et aggregat, der indeholder miniaturesensorer som måler for kropstemperatur og puls m.m. I anden omgang skal der tilføjes flere muligheder for måling af kropsfunktioner som blodtryk og hjernens elektriske svingninger. I sidste ende er det meningen, at Digital Angel skal kunne indopereres i kroppen i form af en mikrochip ,som kan gå endnu dybere i analysen af kropslige funktioner.

Digital Angel skal kunne lokalisere et individ hvor som helst i verden: by, gade, bygning, etage. Produktet henvender sig til mennesker, der har den mindste skavank (og især deres bekymrede familiemedlemmer), men også til forældre.
Det vil sige, at firmaet Digital Angel Corporation forestiller sig, at forældre, der er bekymrede for at deres børn vil forsvinde eller
forældre, der blot ønsker at overvåge deres børns færden, vil sørge for at de får indopereret en sådan mikrochip.
Kommunikationen mellem Digital Angel-chippen og de, der overvåger den, foregår via satellitter og internettet. Det er første skridt i retning af en sammensmeltning af mennesket og et megateknologisk netværk.
Faren for hacking ufortalt kan man også forestille sig, at chippen vil komme til at indeholde faciliteter til styring af biologiske processer, altså funktioner, der gør mennesket totalt viljesløse i dette megateknologiske netværk.
Der er langt fra visionerne om at erstatte tabte kropsfunktioner med elektronik til det overvågningshelvede, som nogle frygter.
Overlader vi udviklingen af denne teknologi til de store multinationale virksomheder, vil vi helt sikkert ende med at blive opslugt af et gigantisk digitalt overvågningssystem.
Spørgsmålet er om vi kan undgå det, med mindre befolkning og
politikere siger fra i tide. Og hvad politikerne tør, når det kommer til stykket.

*Tom Allan Olsen er datamatiker og fagbogsanmelder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu