Kronik

Er dansk Folkeparti racistisk?

Nu har jeg sat mig for at få det afklaret én gang for alle, og min konklusion er helt klar, skriver dagens kronikør
Debat
14. maj 2002

Retfærd & Velfærd
Det tages op igen og igen: er Dansk Folkeparti (DF) racistisk eller er det ikke?
Partiet selv afviser det konsekvent og plejer at anmelde folk, der kalder dem racister, for ærekrænkelse. Nu har jeg sat mig for at få det afklaret én gang for alle, og min konklusion er: DF er racistisk og en katalysator for et klima af intolerance og had.
Mit ærinde er ikke at deltage i den stereotype mudderkastning, hvor der råbes ’fascister’ og ’racister’ efter enhver modstand mod indvandring og det multikulturelle.Sådanne stereotyper ødelægger ikke bare dialogen men er også farlige – og jeg tænker naturligvis på mordet på den hollandske højrepolitiker Pim Fortuyn.
Jeg er ganske enkelt bare oprigtigt bekymret over netop den intolerance, som på skræmmende vis er blevet en del af den politiske kultur også i Danmark, og som jeg føler mig nødt til at påpege, at Dansk Folkeparti har medvirket til.
Jeg føler det magtpåliggende at advare imod, at der desværre stadig findes noget, der må betegnes som racisme. Og racisme er noget meget alvorligt.
Hvis radikalisering og politiske mord skal undgås, så må vi se dette i øjnene som del af arbejdet for en mere konstruktiv, en mere respektfuld og værdig måde at håndtere de svære politiske stridigheder, som vi står overfor. Det er mit ærinde.
Sidste efterår oplevede Danmark (ikke for første gang) en mindre bølge af chikane og vold mod etniske minoriteter, og en valgkamp hvor et af partierne, nemlig Fremskridtspartiet, foreslog ’etnisk rensning’ og’koncentrationslejre’.
Den slags bør mane til eftertanke, ærlig talt. Ikke mindst, fordi der i indvandrerspørgsmål ved nærmere eftersyn kun er nuanceforskelle mellem Fremskridtspartiet og det nu regeringsbærende DF.

Dette nærmere eftersyn har jeg foretaget i forbindelse med en aktuel rapport til et europæisk forskningsprojekt om den nye højrefløj. En af konklusionerne er, at det såkaldte ’nye højre’ i Danmark herunder DF udøver en klart racistisk retorik og politisk stil. Man kan kalde det ny-racistisk, fordi det ikke bygger på en biologisk racelære sådan som den ’gamle’ racisme.
Men forskellen er ens. Holdningen og resultatet det samme: Det multi-etniske (raceblanding i den ’gamle’ racisme) truer ens eget folk, ens egen nation og kultur, og skal forhindres med tvangsassimilation, negativ diskrimination, repatriering eller endog forfølgelse af ’de fremmede’.
Andre centrale elementer i racismen – inklusive nyracismen – er
*forestillingen om, at ens eget ’folk’ er andre etniske grupper og kulturer overlegent,
*udpegningen af en særlig etnisk gruppe, eller flere grupper, som syndebukke og årsag til samfundsmæssige problemer og uretfærdigheder, og
*en omtale af denne, eller disse, gruppe(r) på en måde, der appellerer til majoritetsbefolkningens frygt, foragt og indignation.
Almindelig frygt og usikkerhed overfor indvandringens konsekvenser samt fordomme eller ubehag ved det fremmedartede er ikke racisme. Det er heller ikke
racisme at kritisere konservative araberes kvindeundertrykkelse eller visse jyske småsamfunds fjendtlige holdning til homoseksuelle og mandestrippere. Racisme er når man i politisk øjemed fremstiller bestemte minoriteter som et mindreværdigt og skadeligt fremmedelement som samfundet bør skaffe sig af med.
Hør f.eks. Søren Krarup: »integration af muhamedanere i et kristent land er og bliver en umulighed«, og værre endnu: »etnisk ligestilling i et land som Danmark er den lige vej til udslettelse af det danske folk.«
Nu er Krarup jo både berømt og berygtet for sin fundamentalistiske kristendomsforståelse, men det han her udtrykker er fuldt ud i overensstemmelse med DF’s tankesæt. I partiets program lægges vægt på kristendommens »århundreders hævd i Danmark« og betydning for lovgivningen og som »retningsgiver og vejviser for folket.«

Der er ikke noget at sige til, at kristendommen fylder meget i den danske befolkning – eller gid den gjorde, vil mange præster nok tænke. Men der er
noget galt, hvis der sættes lighedstegn mellem kristendom og retten til at være ligeværdigt medlem af det danske samfund.
Som når Pia Kjærsgaard, helt på linie med Søren Krarup, beskriver danskhed og islam som »modstandere« og »uforenelige.« Det var næppe kristen næstekærlighed, der fik deltagerne på DF’s seneste landsmøde til at afbryde Mogens Camre med klapsalver, da han proklamerede at »aldrig skal der bygges en moské i vort land (...) Aldrig skal islam få plads i vore lande.« Det var snarere Camres beskrivelse af herboende muslimer som en femte kolonne, en fjendtligsindet fortrop for en igangværende invasion, der vil frarøve danskernes deres land og ende med et muslimsk verdensherredømme.
Også formanden for Dansk Folkepartis Ungdom (DFU), Kenneth Kristensen, vil således vide, at »Lige så rodfæstet i vort demokratiske samfundssyn vi danskere er, lige så forankret er de arabiske muslimer i deres had til den vest-lige verden og til demokratiet. Den verden disse mennesker lever i om det så er i Arabien eller på dansk jord – er en verden, hvor menneskeliv ikke tæller« og hvor målet er »at udradere og knuse de europæiske folks tusinde år lange historie og lade denne erstatte af islamismens despotisme«. Her er vel at mærke ikke tale om eventuelle danske al-Qaeda medlemmer men om de arabiske muslimer i Danmark som sådan.
Danskerne skal ikke trøste sig med, at det muslimske herredømme ligger ude i fremtiden. Den nuværende indvandring – som i parentes bemærket hidtil har ført til at fem procent af den danske befolkning udgøres af indvandrere fra såkaldte ’tredje lande’, inklusive efterkommere – har allerede bragt Danmark i en tilstand, der i DF påkalder sig udtryk som »multietnisk rædselsscenario« og »gru«.
Sidste år gjorde DFU sig således bemærket med en kampagne, der med deres egne ord skulle vise, »at det multietniske samfund er ensbetydende med et samfund præget af massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse og bandekriminalitet.«
På samme måde forklarer Pia Kjærsgaard gruppevoldtægter som en følge af indvandringen, og at »Bagved lurer det fænomen, som bliver tydeligere og tydeligere i al sin gru: at multikulturaliseringen af Danmark bringer ubehageligheder med sig som bande- og gruppedannnelse, massevoldtægt og komplet ligegyldighed overfor de principper, det danske retssystem bygger på.«
Muslimer er altså kort og godt det danske folks fjende. Vi er allerede påført rædsel og gru, og fortsætter udviklingen ender det med »udslettelse af det danske folk« og »islamismens despotisme«.
Et i sandhed skræmmende verdensbillede, som ikke mindst Mogens Camre gentagne gange har suppleret med en åbenbar foragt, som også Kenneth Kristensen (DFU), i tilsyneladende uvidenhed om muslimsk bygningskunsts historiske renommé, har givet udtryk for med sit udfald mod et påtænkt moskébyggeri i Århus: »dette misfoster til Allahs pris (...) dette kuppelbefængte arabiske bygningsværk«.
Endelig undlader DF ikke at gøre opmærksom på, at dårligt stillede danskeres situation skyldes 'de fremmedes' tilstedeværelse. Nogle gange med fraser lånt fra Den Danske Forenings propaganda, som når Pia Kjærsgaard i den nylige socialdemokratiske regeringstid udtalte: »Statsministeren står på hovedet for at fremskaffe alle de boliger, det skal være, når fremmede landes borgere banker på. Dér er ingen smalle steder. Andre hjemløse er regeringen ikke slet så interesseret i. Der menes at være flere tusinde danskere, der ikke har tag over hovedet. Hvem bygger asylbyer til dem...?«
Frygt, foragt, indignation og fjendskab mellem befolkningsgrupper. Det er, hvad DF har at byde det danske samfund på.
Derfor er det særdeles bekymrende, at det i så høj grad er ekstremister som DF, der har profiteret på de øvrige partiers utilstrækkelighed og som dygtigt har opfanget og formuleret dét som Erik Meier Carlsen kalder ’de over-flødiges oprør’. Et oprør, der bestemt bunder i en berettiget utilfredshed, men som ikke af dén grund betyder at vi skal acceptere DF’s intolerance og racisme.

Vi skal erkende, hvad partiets egentlige dagsorden er. Den er nemlig ikke at tage en åben debat om indvandring. DF’s dagsorden er at mele deres egen kage ved at benytte enhver lejlighed til at mistænkeliggøre, miskreditere og nedgøre – kort sagt at hetze – bestemte etniske minoriteter.
DF selv undviger ofte dialog ved at karakterisere politiske modstandere som illegitime, landsforræderiske fremmedkollaboratører. Som f.eks. Pia Kjærs-
gaards omtale af »flokken af fanatiske flygtningevenner (...): Center for Menneskerettigheder, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Amnesty International, Nævnet for Etnisk Ligestilling – alle har de gjort det til deres livssag at sætte flygtninges rettigheder over alt andet. Som en slange der kan hypnotisere sit offer med blikket har hver af disse organisationer formået at lamme (...) beslutningstagerne.«
Nu kan Pia Kjærsgaard så glæde sig over at disse irriterende vagthunde for det enkelte individs rettigheder overfor statsmagten og deres trættende menneskerettigheder med regeringens bistand endelig er sat mere eller mindre ud af spillet.
Statsminister Fogh Rasmussen, der så sent som 6. maj kaldte Le Pens politik afskyvækkende, kan åbenbart ikke se den hjemlige skov for bare støttemandater.

*René Karpantschof er Phd-stipendiat ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet og forfatter til rapporten ‘Right Wing Populism and Extremism in Denmark 1980-2001’, udarbejdet til et europæisk forskningsprojekt, som udkommer i Danmark i denne måned som Sociologisk Rapportserie nr 4/2002.

*Han medvirkede i sidste uge i programmet ’Europe Direct’ på BBC World om højredrejningen i Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her