Kronik

Derfor fik Hitler aldrig en statue

Vi bebrejdede med rette det tyske folk, at de ikke i tide sagde fra over for den nazistiske sot. Vi skulle nødig komme i samme situation
27. maj 2002

Historisk set
Hitler må sidde et eller andet hedt sted og fryde og fornøje sig ad helvede til over den politiske udvikling i dagens Europa:
Le Pen i Frankrig, Jörg Haider i Østrig, Berlusconi som regeringsleder sammen med Finis fascister i Italien, Flamsk Blok i Belgien, Hagens Fremskridtsfolk i Norge og – for nu at tage chefredaktør Davids Trads’ ny bog Danskerne først alvorligt – også vore egne hjemlige Folkepartister. Og han godter sig givet over det afskyelige mord på Pim Fortuyn, der for ham ville have været en enorm politisk propagandamulighed.
For man kan sige meget om Hitler og de nazistiske ledere i 20’ernes og 30’ernes Tyskland, men de manglede heller ikke den potente politiske vilje til at ændre samfundet. De udtrykte en politisk energi og en praktisk handlekraft, der var unik i forhold til de eksisterende gamle partier. Datidens nazister indså hurtigt, at vejen til politisk succes skulle skabes gennem en folkelig forståelse for, at det nu var tid til forandring. Også selvom det blot var forandringer for ændringernes egen skyld.
Og der er næppe tvivl om, at nazisternes politiske projekt havde fået et helt andet eftermæle, hvis de ikke godt fem år efter magtovertagelsen i 1933 havde kastet sig ud i en total og håbløs krig. Endda én krig med to fronter og med næsten hele resten af verden som fælles fjende. Havde de ladet sig nøje med ærkefjenden Sovjetunionen, var historiens dom over regimet blevet meget mere positiv. Og selvom historien aldrig gentager sig på helt samme måde, så har den en djævelsk evne til at komme igen i andre – og sommetider overraskende – forklædninger.
Der er ingen grund til at antage, at nazismen atter engang kommer spadserende ind på verdensarenaen iført skrårem og sorte spidsstøvler. Og der bliver næppe igen udsigt til kz-lejre, krematorier og gaskamre. Alligevel er der al mulig grund til stadig at være på vagt og beredt til at kunne aflæse tidens tegn. Historien – og vor egen politiske virkelighed – har demonstreret, at det ikke er ganske ligegyldigt, hvem der besidder regeringsmagten – endsige styrer en regerings flertal.
Sådan var det i 30’ernes Tyskland. Og sådan er det i dag over store dele af Europa. For nazisternes ønske om forandring var virkelig alvor. De ville, at deres politik skulle ses og høres her og nu. Ikke nødvendigvis forstås intellektuelt, men folkeligt annammes.
Og denne handlingens politik var ubetinget deres styrke. Nazisternes politiske sejre var baseret på, at de kunne skabe noget, der så nyt ud. Noget anderledes. Noget følbart forandret. Noget der kunne måles og vejes på dagen. De var drevet af viljen til at lave alting om. Nedbryde, omdanne og forandre så det kunne ses og især mærkes. Der var ingen tid til snak og umoderne akademiske overvejelser i denne udadvendte politik.

Nazisterne viste, at det var den politiske aktion, der talte i befolkningens øjne. Ikke fine og gode råd fra eksperter og udvalg. Og i pagt med det satte de omgående ind på at få kontrol med den frie forskning på universiteterne. Den slags var dem inderligt imod, fordi den ikke-kontrollerbare tanke altid er en fare for den hovedløse handlings politik.
Og nazisterne fik forbavsende hurtigt indsat deres egne og politisk tro folk på de vigtigste og toneangivende poster i den akademiske verden – og på de respektive videnskabelige institutter. Og det man ikke kunne få styr på nedlagde man bare.
Og også på alle andre fronter var den nazistiske politik ekstremt antiintellektuel og antielitær. Selvstændige og tænksomme hoveder udgjorde med rette en trussel. Det vidste Hitler bedre end nogen. Derfor gjaldt det om for nazisterne at eliminere dem.
Noget andet var, at det ikke voldte nazisterne stort besvær at komme overens med den akademiske verden. Tyske akademikere faldt forfærdeligt hurtigt til patten. Universitetsfolkene rettede forbavsende gnidningsfrit ind efter tidsånden:
Nazistisk dogmatik blev hverdag på de før så prestigefyldte frie tyske universiteter, som f.eks Freiburg, Jena, Göttingen, Berlin.
Juraprofessorerne udformede de love, der udelukkede hele grupper af borgere fra samfundet. Medicinerne og psykiaterne lagde videnskabelig stemme til kravet om at f.eks. homoseksuelle skulle kastreres. Dommerne aflagde én for én troskabsed til den ny nazistiske magt og deres sære syn på retfærdighed. Og lægestanden deltog begejstret i udryddelsen af åndssvage, handicappede, slaver, jøder og sigøjnere. De boltrede sig tilmed ganske fornøjede i medicinske eksperimenter med det levende ’menneskemateriale,’ som de fik leveret af SS fra kz-lejrene.

De tyske autobaner er på mange måder et ganske godt eksempel på en politisk aktion, der viste den nazistiske handlekraft over for befolkningen. Som så mange andre moderne politikere var Hitler overordentlig fartglad. Han elskede biler og var vild med at køre hurtigt. For ham var fart fremskridt.
Derfor skulle der også skabes mulighed for, at tyskerne kunne køre hurtigt på motorvejene. Fri fart var festligt og fornøjeligt – og tilmed politisk temmelig ufarligt. Et andet sted, hvor nazisterne udviste handlekraft og samtidig skabte sig loyale støtter, var i forhold til den tyske industri.
Den skulle forkæles. Det var gennem industripolitikken, at grunden til den økonomiske succes skulle skabes. Man gjorde derfor kort kål på alle de bindinger, de gamle politikere havde lagt på erhvervslivets udfoldelsesmuligheder. Nu skulle der igen kunne tjenes penge. Man fjernede fagforeningernes ret til at forsvare medlemmerne. Sikring af arbejdspladsmiljøet forsvandt sammen med alle andre velerhvervede arbejderrettigheder. Det gamle samfunds klassestruktur blev brudt ned. Nu skulle arbejder og arbejdsgiver være i samme båd. Strejker blev selvfølgelig forbudt. For hvorfor og hvordan strejke mod nogen man delte folke- og skæbnefællesskab med? Og allerede nazisterne fik den fikse ide, at tilfredse borgere var borgere, der var glade og især muntre.
Gennem organisationen Kraft durch Freude sendte man derfor tyske borgere på ferie i udlandet – på det offentliges regning. Populære ferieskibe lastet med tyskere stod sydover til sol og sommer. Ikke ret mange kom ganske vist af sted i virkelighedens verden. Snart viste det sig at være for dyrt og for krævende.
Men journalisterne gjorde deres gerning og lod sig som altid og alle steder beredvilligt invitere med på de første ture og beskrev begejstrede projektet – og skabte dermed den fornødne politiske goodwill for regimet.
Selv privatsfæren bragte regimet i fokus. Man ville styre, hvem der giftede sig med hvem. Det nyttede ikke, at man lod kærligheden drive værket i den nye stat. Der skulle attester til og love og regler til. Staten ville vide, om det var det rette blod, der blev blandet. Man ville holde landet rent for indblanding udefra. Kun de sande ariere skulle have ret til at gifte sig. Tyskland for tyskerne. Blandingsracer var noget man skulle undgå, og noget man skulle bekæmpe. Fremmedelementer var uønskede og utyske. Hvis man lod stå til ville hele Tyskland inden længe blive oversvømmet af fremmedblod. Man vidste jo af erfaring, hvordan netop disse fremmedelementer formerede sig som rotter.

Nazisternes store fejl var i virkeligheden deres mangel på mådehold. De første års succes og store folkeopbakning fik lederne til at tro, de kunne gå på vandet. Krigen blev deres ulykke.
Hvis de nazistiske ledere også på det verdensmarkedsøkonomiske område havde tænkt moderne, var de næppe havnet i noget så gammeldags som en konventionel krig med soldater, kanoner, fly og bomber. En økonomisk krig havde formentlig kunnet skabe de afsætningsmarkeder, som tysk industri havde behov for. Og Lebensraum kunne man have forhandlet sig til. Så hvis Hitler var død i 1938 havde der formentlig den dag i dag stået statuer af ham i langt de fleste tyske byer: Han var blevet hyldet som en moderne politiker, en handlingens mand, der i det rette øjeblik indså, at det var tid til forandring. Og at denne forandring var vigtigere end alle intellektuelle overvejelser.
Nu gik det anderledes: Efter Anden Verdenskrig findes der ingen statuer af Hitler. Kun ruinerne af et totalt smadret land stod tilbage, da hans soldater endelig fik lov til at kapitulere. Mens hans højrepopulistiske ideer har overlevet. Og dem er det fortsat værd at holde godt øje med. Et hurtigt vue ud over dagens politiske landskab viser, at der stadig er grokraft i handlingens politik på bekostning af omtankens. Og vi kan endnu engang blive overrasket over politiske bevægelsers energi og vilje til at vælte alt over ende.
Derfor er det godt at lære af historien. Og denne gang handle efter vores viden. .

*Kjeld Koplev er forfatter og programmedarbejder ved DRs P1, ’Koplevs Krydsfelt’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu