Ytringsfrihed
Den sidste uges begivenheder understreger, at Tyrkiet endnu ikke er egnet til at være medlem af EU. En garanti for ytringsfrihed samt retsstatsforhold er en væsentlig forudsætning for at være med, men det er lige så klart, at Tyrkiet er langt fra at opfylde disse kriterier.
Siden sidste oktober har Tyrkiet foretaget visse ændringer i forfatningen og straffeloven for at gøre landets ansøgning om EU-medlemsskab mere spiselig, men det viser sig, at det for det meste er den gamle holdning i en ny indpakning.
For eksempel er strafferammen i den berygtede paragraf 159 af straffeloven, som dækker fornærmelser mod forskellige statsinstitutioner, nedsat fra seks til tre år, og det er det, som Tyrkiet opfatter som en reform.
Fornærmelse mod islam
Sidste august skrev Burak Bekdil, klummeskribent for den engelsksprogede Turkish Daily News, en satirisk kommentar til Tyrkiets ofte korrupte og langsommelige juridiske system som en forklaring på, hvorfor de fleste udlændinge afholder sig fra at investere i Tyrkiet. Imidlertid fandt statsmagten ikke artiklen morsom, og på rekordtid (seks måneder) er Burak Bekdil blevet dømt 20 måneders fængsel, som dog er gjort betinget, for at ha-
ve fornærmet det juridi-
ske systems moralske karakter.
I et endnu mere grotesk tilfælde er en lokal journalist i det sydvestlige Tyrkiet blevet dømt til sammenlagt ni års fængsel og har fået en heftig bøde for at have skrevet om den lokale guvernørs forbud mod at hunde svømmer i havet, fordi det er en fornærmelse mod islam.
I sidste uge vedtog det tyrkiske parlament en kontroversiel medielov, som gør det muligt for mediebosser at deltage i offentlige licitationer, men som samtidig slår hårdt ned på forskellige former for offentlig kritik. For eksempel, er udsendelser som opfordrer til pessimisme forbudt. EU-Kommissionen har fordømt loven som reaktionær, en skuffelse og et tilbageskridt, og har understreget, at opfyldelse af de såkaldte Københavnskriterier er en betingelse for medlemsskab.
Tankeforbrydelser
Ved EU-topmødet i Helsinki i 1999 blev der opstillet en række krav, som Tyrkiet skulle opfylde som forberedelse på medlemsskab. Et kortsigtet mål, som Tyrkiet altså skulle opfylde inden 19. marts i år, var at tillade, at alle tyrkiske statsborgere kunne bruge deres modersmål i radio- og tv-udsendelser, men dette er endnu ikke sket.
I stedet for blev en minibuschauffør i det sydøstlige Tyrkiet i sidste måned dømt til tre år og ni måneders fængsel for at have lyttet til et kassettebånd med kurdisk musik i sin bus. Dommen blev gjort betinget, men chaufføren blev dømt af en sikkerhedsdomstol for at have støttet en bevæbnet bande, dvs. PKK.
Den tyrkiske regering har nu to gange mod præsidentens veto vedtaget amnestilove, som gælder for mordere, tyve og svindlere, men
ikke for dem, som har begået såkaldte tankeforbrydelser mod staten. Hver gang har Tyrkiets aldrende statsminister, Bülent Ecevit, taget afstand fra de samme love, som han har tvunget igennem parlamentet, og beklaget, at han har fundet dem ufordøjelige. Ved skæbens ironi blev han i begyndelse af denne måned hospitalsindlagt med det, der først blev diagnosticeret som maveproblemer, men som kan være tegn på noget mere alvorligt.
I mellemtiden vejrer Tyrkiet morgenluft med forhåbninger om ikke bare en ny statsminister, men også en ny regering.