Fireårsmoduler er fikse

Pædagogik
Vi nærmer os 100-året for den sidste store skolereform i 1903. Siden da har samfundet ændret sig fra tidlig modernitet til postmodernitet.
Det er en postmoderne pointe, at vore talemåder ikke beskriver, men konstruerer vor verden. Det bliver derfor interessant at se, om vi formår at skifte talemåder ved den kommende skolereform. De nugældende talemåder blev netop indført for at løsrive sig fra de tidligere.
Folkeskole afløste almue- og borgerskole, og gymnasium afløste den lærde skole. Hvilke nye talemåder kunne afløse folkeskole og gymnasium? For det er jo ikke folket, der går i folkeskolen. Og gymnasiet er ikke den gymnastikplads, ordet egentlig betyder. Ligeså lidt som seminarium betyder en præsteskole, som amerikanere ellers tror (eller gør det?).
Hvad med at opkalde skoleformerne efter brugerne og tale om barneskole, ungdomsskole, professionsskole og forskningsskole. Og indrette læreruddannelsen herefter?
Børnene har det godt i folkeskolen, men det er synd for de unge. De forlader puberteten og møder op i 8. klasse spændte på, hvilke fortællinger skolen kan tilbyde til udbygning af deres nyetablerede selv-fortælling. Det naturlige ville være, at de bliver budt velkommen af lærere, der er uddannet specielt til de unge. I stedet møder de barnelærere, der beder dem have tålmodighed en to-tre år inden de kan påbegynde en ungdomsuddannelse. Ventetiden kan de så passende bruge til at træne eksamensopgaver.
Og i ungdomsuddannelsen møder de heller ikke ungdomslærere, men forskeruddannede, som på bedste narcissistisk vis kun kan fortælle om deres eget fag. Kort sagt, det bør nu være ungdommens tur til at få sin egen uddannelse med tilhørende læreruddannelse.

Dansk vinkling
En hensigtsmæssig løsning vil være at kopiere det amerikanske system, der alligevel gennem globalisering er ved at snige sig ind, men give det en dansk vinkling. Kort sagt kombinere amerikansk hardware med dansk software.
Dette kunne gøres ved at opdele skolen i fireårs-moduler: Barneskole 6-10, mellemskole 10-14, ungdomsskole 14-18, professionsskole 18-22, forskerskole 22-26. I praksis betyder det en sammenlægning af 8. og 9. klasse med 1. og 2. g til en dansk »hejskole«. Samt en overførsel af 3.g til professionsuddannelserne. Der, igen efter amerikansk mønster, kunne være centrale firårige colleges samt lokale toårige colleges til erhvervsuddannelse. Vælger man lærer som profession, må man vælge mellem at blive barnelærer eller ungdomslærer.
Skal skolen nytænkes fra brugersiden, bør også fagene nytænkes. Den postmoderne identitet er en selvidentitet, hvor individet praktiserer »sladder-læring«: Fortæl mig noget jeg ikke ved, om noget jeg ved. Skolen bør derfor overveje at omformulere sine fortællinger, så de får kendte grundled – og fortæller jeg’et noget nyt om det jeg’et hele tiden taler om: du’et, det’et og vi/de’et – den andet, det andet og de andre.
Skal den postmoderne skole praktisere frivillig læring i stedet for tvangslæring gør den klogt i at indse, at den postmoderne dannelse sker ved mødet med, ikke videnskaben, men det videnskabende. Og erstatte den nuværende fagopdeling med tre nye kompetence- og fortællefag: HUM, NAT og SAM. Klogt, fordi de postmoderne jeg’er ikke behøver skolen, hvorimod skolen behøver jeg’erne.