Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
22. maj 2002


Se det i øjnene
14. MAJ – Hvad vil man sige om en massemorder og erklæret ordbryder, der prædiker moral for andre? At han aldrig har forstået, hvad han har gjort, fordi han pga. fine forbindelser ikke er blevet stillet for en dommer og har modtaget sin straf og offentlige fordømmelse.
Det samme er tilfældet med Informations leder 14. maj.
bjm taler henført om Danmarks tidligere »aktive internationalisme: Udbredelse af demokrati, menneskerettigheder og skabelse af fælles sikkerhed.«
Sandheden er imidlertid, at Danmark ved sin erklæret folkeretsstridige bombekrig mod
Serbien i 1999 er blevet en del
af det internationale problem
– ikke af løsningen. Så længe vi
ikke vil se det i øjnene, kan vi
ikke yde en positiv indsats i
udlandet. Fremmede stater vil uvilkårligt tro, at Danmarks
indblanding vil efterfølges af bombeangreb sammen med det øvrige NATO. Vores indblanding vil derfor skabe fjendtlighed, angst og modforholdsregler: Terror og atomoprustning.

Iver Hagel-Sørensen
Hyltebjerg Alle 78 A S/M
Vanløse

Jack London og Peter Brixtofte
14. MAJ – Hen mod slutningen af sit alt for korte liv (1876-1916) skrev den amerikanske forfatter Jack London: »Jeg forbander slægterne før mig, fordi de ikke udryddede alkohol fra jordens overflade, inden jeg så dagens lys«. Jeg forestiller mig, at Peter Brixtofte i disse dage gør sig lignende overvejelser.

Henning Sørensen
Irisvej 17, Grenå

Som en kniv gennem smør
17. MAJ – Information bringer den 16. maj 2002 et interview med den israelske historiker, Ilan Pappé, hvori bl.a. kommenteres spørgsmålet om, hvorfor så mange palæstinensere flygtede i 1948. Pappé tilbageviser den officielle israelske historieskrivning, hvorefter dette skete på grund af opfordringer fra de arabiske lande og ikke som følge af de jødiske terrororganisationers massakrer på palæstinensiske landsbyer.
Til støtte for Pappés synspunkt kan suppleres med et citat fra Menachem Begin’s bog, The Revolt, om massakren på Deir Yassin den 9. april 1948: »Panikken overvældede araberne i Eretz Israel. I resten af landet flygtede araberne i rædsel, selv inden den blev konfronteret med jødiske styrker, mens de råbte ’Deir Yassin’ … I mellemtiden udførte Haganah vellykkede angreb på flere fronter. Jødiske styrker fortsatte deres fremgang gennem Haifa som en kniv gennem smør«.
Menachem Begin, senere ministerpræsident i Israel, var på dette tidspunkt leder af terrorgruppe Irgun Zvai Leumi, og formålet med massakren på Deir Yassin og andre landsbyer var netop at skabe panik og tvinge den palæstinensiske befolkning på flugt.
Det lykkedes på denne måde at erobre over 20 procent af den del af Palæstina, der ifølge FN’s delingsplan var tiltænkt araberne.

Erik Hannibal
Kildegade 16
8300 Odder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her