Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

Debat
21. maj 2002


Qlumme-vildledning
13. MAJ – Journalist Hanne Dam har begået Qlummen »Et spark til os som forbrugere« den 10. maj. Qlummen kan læses som en lang hyldelsttale til Forbrugerombudsmanden, hvori der fremhæves hans faglige og personlige kvaliteter. At anlægge et sådant perspektiv forekommer særdeles sympatisk og relevant, når stort set alle andre medier og interessenter fokuserer på Forbrugerombudsmandens (mangel på?) forhandlingsevner.
Men såfremt qlummeskribenten Hanne Dam er den samme Hanne Dam, der tidligere har været ansat som informationschef i Forbrugerinformation, ville det have klædt hende at oplyse herom. Qlumme-forfatteren meddeler i slutningen af teksten: »Nej - Hagen Jørgensen er ikke min fætter...« – og det ved hun nok også selv bedst. Men en tidligere ansættelse som informationschef i Forbrugerinformation er vel en ligeså relevant oplysning som familiære relationer, der kunne forklare det af hende valgte perspektiv? Med undladelsen af en så relevant oplysning kunne hun ellers nemt risikere, at nogen vil tale om vildledning af medie-forbrugeren. Forbrugerstyrelsen citerede i øvrigt samme dag i nyheds-rulleteksterne på sin hjemmeside positive ord om Forbrugerombudsmanden fra selvsamme artikel, uden at nævne skribentens navn. Skribenten omtaltes her kun som ’journalisten’. Journalisten, der altså tilsyneladende har været informationschef i Forbrugerinformation.

Roy Langer
lektor, Handelshøjskolen i København

Sælg Nesa
14. MAJ – Selvfølgelig må Nesa sælges.
Det et betryggende, at regeringen adskillige gange har understreget, at løfter i valgkampen skal holdes. Derfor er vi mange, der ser frem til at Lex-Nesa ophæves, så det bliver muligt at sælge aktierne i forsyningsselskaberne.
Meldingerne fra den konservative økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen om, at der ikke er aktuelle planer, må således tolkes som, at regeringen i øjeblikket tænker over, hvordan det kan ske ’på et senere tidspunkt’.
Det er vel passende, at regeringen bruger sommeren til at tænke over, hvordan valgløfterne kan indfries. Så kan et lovforslag fremsættes lige efter sommerferien i starten af det nye folketingsår. Vi glæder os til at høre resultatet.

Jesper Schou Hansen
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Venstre

Aktioner nytter på sigt
15.MAJ – Der sidder en jyde i et træ vest for Århus. Og der har han nu siddet i snart 3 måneder. I regn og slud og storm. Ganske vist ikke én og samme person – men alligevel. Så må man da være gal og sej. Han har bosat sig i de træer, der skal fældes, for at motorvejen mellem Århus og Herning kan fuldføres, og for at gøre opmærksom på det gale i den trafikudvikling, der kører derudaf, og som boomet af motorveje er en væsentlig del af.
Men tror den gale, seje jyde – og de øvrige medaktivister – virkelig, at de kan stoppe et igangværende motorvejsbyggeri med disse metoder? Nej! Så mange års erfaring og livtag med samfundet, har vi dog taget. Vi tror dog alligevel på, at vores aktion nytter noget på sigt.
For 30 år siden var der nogle gale mennesker, der råbte op om økologi og tømte affaldsposer ud på gaden og sorterede det i forskellige dynger. Andre oksede rundt med reklamer for at blive fri for dem. Nogle gale mennesker gik besærk og knoklede med vindmøller, som de fik til at snurre. De blev alle kaldt gulerodsbumser og andefodstumper og deslige ikke særlige flaterende navne.
I dag kender ethvert barn til økologi, og der holdes store verdensomspændende konferencer om miljø og økologi. Alle kommuner sorterer og genbruger affald i en eller anden udstrækning.
»Reklamer – nej tak« tager Postvæsenet sig af. Og vindmølleproduktionen er landets tredje største indtægtskilde.
Hvordan har det kunnet lade sig gøre? Først og fremmest fordi nogle gale mennesker stædigt har holdt fast i deres viden og sunde fornuft og gjort opmærksom på den ad udenomsparlamentatiske veje. Derved blev det til en folkesag. Og først da er der lydhørhed hos de politiske myndigheder.
Vi ved ikke, hvor mange sympatisører vi har. Men vi får mange positive tilkendegivelser. En del bilister på den eksisterende vej (A 15) giver små anerkendende dyt. Der er også mange, der ønsker ad os ad H... til.
Vi tror dog stadig på, at flere og flere mennesker synes, at trafikudviklingen kører den gale vej.
Der må dog være en grænse for, hvor mange biler og motorveje og deraf følgende jag, vi vil acceptere i vores lille land.

Ellen Odgaard
»Jyder Mod Overflødige Motorveje«
Vadestedet I, 8680 Ry

Drømmer om idealer
17.MAJ – Dårligt politisk håndværk, at venstrefløjen lod Pia Kjærsgaard spille det fremmedfjendske kort
Det var klog lærdom på venstrefløjen, at hvis det lykkes højrefløjen at lokke de mindre priviligerede (tidligere arbejderklassen) til sig med fremmedfjendske argumenter, vil det være en politisk katastrofe. Den samfundsmæssige balance mellem Over- og Underdanmark vil vælte, og frygtelige kræfter kan få frit løb, således som det sker i fascistiske lande.
Traditionelt har der været en vis alliance mellem det visionære Danmark og det folkelige Danmark. Ved at spille det fremmedfjenske kort er det lykkedes Pia Kjærsgaard at bryde denne alliance.
Det er beskæmmende, at
Poul Nyrup, Holger K. og Frank Aaen ikke har udvist større kløgt og formåen, siden Pia Kjærsgaard målrettet begyndte af spille det fremmedfjendske kort. Uanset venstrefløjens historiske indsigt, har man ladet Pia Kjærsgaard tage dette stik hjem.
Det er et problem for venstrefløjen, at man nogle gange sætter idealerne højt og samtidig svigter på det nære plan. Mange venstreorienterede drømmer om idealer i stedet for at forholde sig realistisk til virkeligheden.
Konkret drejer det sig om at stoppe højrefløjens mulighed for succes, og på det punkt har venstrefløjen ikke præsteret et godt politisk håndværk. Situationen kræver, at venstrefløjen tager et par spadestik dybere og finder ud af, hvordan det fremover vanskeliggøres, at højrefløjen fremover spiller det fremmedfjenske kort med succes.

Michael Bjørn Hansen,
Skovshoved Terrasse 6,
Charlottenlund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her