Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

16. maj 2002


Tak til Bjørnkjær
9. MAJ – Kristen Bjørnkjær: Du må mene om min debutroman, Himlen må vente, hvad du vil, men du skal vide, at jeg aldrig har læst en linie af hverken Kafka, Seeberg eller Svend Aage Madsen, som du hævder, jeg stiller mig direkte på skuldrene af. Så tak for komplimentet.

Jakob Vedelsby
Humlebækgade 7
2200 København N

Ingenlunde rekorden
10. MAJ – I Information den 10. maj har pens. overlærer Kristian Sand et indlæg om forhistorien for Mellemøst-konflikten, som fortjener en kommentar. Dette forsøg på at forsvare en simpel erobringskrig er selvfølgelig noget vrøvl, men ingenlunde rekorden.
Da jeg gik i skole lærte vi, at jøderne vendte tilbage til et ’ubeboet ørkenland’. Da de flittige og dygtige jøder herefter opdyrkede landet, blev de arabiske naboer misundelige og gik til angreb. Jeg tror jeg var 12-13 år gammel, da jeg første gang hørte at landet alligevel ikke havde været ’ubeboet’, og at jøderne havde benyttet terror mod civile, for at skabe en ’raceren’ stat.
Min daværende religions-lærerinde er død for mange år siden, så jeg kan ikke spørge hende om hun underviste mod bedre vidende, eller virkelig selv troede på det.
Historieforfalskning er næppe til at undgå, men når det tjener til yderligere at polarisere en i forvejen spændt situation, er det med til at skubbe løsningen, hvor hverken jøder eller arabere bliver slået ihjel, endnu længere ud i fremtiden.

G. Petersen
Ballesvej 27, Hornslet

Stenkastende imamer
10. MAJ – Omar Shah og Mona Sheikh beskylder 10. maj Helle Merete Brix for bagvaskelse, fordi hun har hævdet, at de har forsvaret ’stenkastende imamer’. Her hentydes bl.a. til konvertitten Abdul Wahid Petersen og formanden for muslimske studerende Fatih Alev, der ikke har villet tage klar afstand fra Koranens ord om stening af kvinder. »Ingen af os har kommenteret denne sag i Information,« forsvarer Shah og Sheik sig. Hele deres indlæg former sig sig som et modangreb på Brix, der som ’højreorienteret patriot’ (…) ’ser ud til at være mere interesseret i at skabe en stemning af animositet og derved bremse enhver meningsfyldt debat’.
Som læser sidder man undrende tilbage med dette enkle spørgsmål: Hvorfor distancerer Omar Shah og Mona Sheikh sig dog ikke bare utvetydigt fra de ’stenkastende imamer’? Begge er de meget skrivende, deres meninger er ofte markante og deres erklærede anliggende er at ’bidrage positivt til debatten om en række problemstillinger i samfundet’. På to linjer kunne de rense sig for enhver mistanke om støtte til disse mennesker, og så var den potte ude. Hvor pinligt det end føles, er der nu der ikke andet at gøre end at spørge Shah og Sheikh rent ud, hvad de i grunden mener om stening i Koranen og de mennesker, der forsvarer det?

Niels Chr. Sauer
Meistersvej 42, Næstved

Svært at forbyde Hizb-ut-Tahrir
Kunne man ikke begynde at synge, det var da et probat middel i en anden sammenhæng.

Kristine Widen,
Nejrupvej 47, Lemvig

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu