Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
3. maj 2002


Vindmøller
Kan nogen forklare, hvorfor vindmøller er rentable og ønskværdige i Californien, men ikke i Danmark? Vinden blæser vist lige så meget her, ikke?
Hanne Norup Carlsen,

Jellerød Have 66, Kokkedal

Sprogforbistring
28. APRIL – Da jeg nåede til sætningsknuden i: »Niels Jørgen Abildgaard har draget den konsekvens at ’hvis advokater får mistanke om en forbrydelse, er der ikke længere noget at spekulere p咫 i en leder i Information omhandlende højesterets dom i den såkaldte Grønborg-sag den 25. april, kom jeg ikke længere med indholdet.
Muligvis opfatter danskere i almindelighed betingelsessætninger som effektfulde og vil gerne have dem til at stå først. Derfor »at hvis«-konstruktionen, som efterhånden er ret udbredt i dansk talesprog, navnlig hos politikere og journalister, og åbenbart også er ved at snige sig ind i skriftsproget, selv om den er overflødig og alt andet end køn.
Hvad var det egentlig, Grønborg blev frikendt for?

Jørgen Mathiasen
Hovedgaden 24
Tornemark, Sandved

Rollespil forbudt
30. APRIL – Tidens børn og unge er alarmerende overvægtige, har elendig kondition, for korte hasesener, dårlige rygge osv. De unge rører sig for lidt, kommer for lidt ud i det fri, sidder klistret foran computeren og fjernsynet, ensomt og uden sociale kontakter.
Utallige årsværk bliver brugt til at studere de unge og komme med gode råd. Tilsvarende antal socialpædagogiske arrangementer sættes i værk.
Er det så ikke dybt besynderligt, at der er ved at blive sat stopper for rollespillene i Brøndbyskoven ved København, en
aktivitet de unge selv har fundet på ganske uden voksnes indblanding. De unge finder det ikke alene sjovt, men rollespillene er også sundhedsbefordrende på
alle måder. Ingen voksne, der beskæftiger sig med unge, kunne have fundet på noget bedre.
Ikke desto mindre vil Brøndby Kommune nu have rollespillene flyttet med risiko for, at de unge opgiver spillene. Kommunen
henviser til, at de ikke rydder op efter sig, at naboerne klager, og at de tiltrækker uønskede elementer.
Begrundelserne er besynderlige, al den stund gruppen har en meget effektiv selvjustits. Man bliver udelukket fra deltagelse, hvis man ikke rydder op, eller hvis man generer de øvrige gæster i skoven, og de uønskede elementer kan da ikke være gruppens ansvar.
Vis dog interesse for børn og unges vilkår.

Conni Jølving
Stenosgade 5, Kbh. V

Politisk død
30. APRIL – Jeg mener – som
Viggo Jonasen – at en arabers
liv er lige så meget værd som en jødes. Derimod er jeg ikke sikker på, at Sharon har ment det i alle situationer.
En dreng, der kaster sten mod en ordensmagt, må forvente en reaktion, uden at jeg vil forsvare israelske soldaters drab på stenkasterne.
Men en ung israeler, der kører i bus, går på indkøb eller på diskotek, bør ikke forvente at blive sprængt i døden.

Jørgen Grimstrup
Fasanvej 30, Viborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her