Læsetid: 2 min.

Lundbeck på rov hos patienter

Ny pille bedre for medicinselskab – ikke nødvendigvis for patienter
Debat
21. maj 2002

Lykkepiller
Medicinalvirksomheden Lundbeck er på vej med en ny lykkepille kaldet Cipralex. Lundbeck sælger i forvejen en anden lykkepille, Cipramil og man kunne selvfølgelig tro, at den nye er bedre end den gamle. Det er ikke tilfældet. Indenrigs- og sundhedsministeren har i et svar til Enhedslistens Line Barfod netop skrevet, at der ikke er nogen dokumentation for at den nye pille er bedre end den gamle. Verdenslægeforeningens Helsinki-deklaration om etiske principper ved afprøvning af ny medicin indeholder ellers et krav om, at nye lægemidler skal afprøves over for det mest effektive af de eksisterende lægemidler, men det har Lundbeck af en eller anden grund ikke gjort.
Der er imidlertid to afgørende forskelle på den gamle Cipramil og den nye Cipralex.

Patenter ved at udløbe
For det første er patenterne på den gamle ved at udløbe, det er de i sagens natur ikke på den nye. For det andet er prisen på den gamle pille på vej til at falde dramatisk, mens patenterne på den nye kan sikre en høj indtjening til Lundbeck. Nu er problemet naturligvis, hvordan Lundbeck får læger og patienter til at vælge den nye og dyre pille frem for den gamle og billigere. Var den nye dokumenteret bedre, skete det vel af sig selv, men nu er det altså ikke tilfældet. Derfor tager Lundbeck en anden metode i brug. Mere end 2.000 lægekonsulenter – det, der i andre brancher hedder reklamekonsulenter – skal i den kommende tid overtale lægerne i Europa til at vælge den nye pille.
Så længe der ikke er bevis for, at den nye pille er bedre end den gamle, kan Lundbecks markedsføring af den nye pille kun betegnes som et forsøg på at gå på rov hos patienterne og i de offentlige kasser, der betaler den største del af prisen for de nye lægemidler. Og når medicinalvirksomhederne nu kommer med deres tale om, at de skal tjene penge for at kunne udvikle nye lægemidler, så lad mig lige henvise til Lundbecks sidste regnskab.
Sammenlignet med forskningsindsatsen har Lundbeck tre gange så mange ansatte inden for salg og marketing. Som Lundbecks ledelse sagde på sidste generalforsamling: Lægemiddelindustrien er den største informationskilde for verdens lægestand – hvem der så kan være tryg ved det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her