Kronik

Moseguder og gudinder

Hvad troede danskerne på i rigtig gamle dage? Næppe Thor og Freja, som først ’indvandrede’ hertil 400 år efter Kristi fødsel
8. maj 2002

Tro og filosofi
Mosekonens bryg ligger ofte tæt over søer, moser og andre vådområder. I skumringens dunkle lys kan man se elverpiger, skovmænd og andre mystiske væsner derude – i hvert fald, hvis man har en smule fantasi.
Sådan har der været i årtusinder. Vådområderne har altid været tilholdssted for de overnaturlige – i hvert fald så længe der har boet mennesker i Danmark. Så i moserne finder man også danskernes første, hedenske guder. Gudestatuer af træ, som takket være det sure mosevand er bevaret til vor tid. Og som vi i dag takket være Kulstof 14-metoden kan datere temmelig præcis.
Derfor ved vi nu, at danskerne begyndte at lave og tilbede personificerede guder engang i yngre bronzealder – ca. 600-700 f. Kr. eller for ca. 2.600-2.700 år siden. Det er en helt ny viden om det danske folks religiøse liv.
Vor ældste gudestatue er fundet i en lille skovmose, som hedder Broddenbjerg-mosen og ligger lidt syd for Viborg. Landmanden var ved at grave tørv, da han tæt på mosekanten stødte på en stenhob. Stenene var stablet op på mosens bund, som en slags primitivt alter. Mellem stenene lå skårene af flere offerkar. Ved siden af alteret stod eller lå en mærkelig træfigur af egetræ.
Gudestatuen er godt en meter høj. Den er dannet af en træstamme, som deler sig i tre grene. De to af disse grene fungerer som figurens ben, mens en tredje, vinkelstillet gren danner mandens »tredje ben« – en ca. 28 cm lang penis. De andre ben var tilspidsede, så oprindeligt har guden stået oprejst med benene nedstukket i mosebunden.
Selve træstammen danner gudens krop og hoved. Arme findes ikke og hovedet er i ét med kroppen. Egentlig er det kun ansigtet, som er tydeligt. Det er tildannet med dybtsiddende øjne, en næse og en tilspidset hage. Et halssmykke eller kanten af en trøje er antydet.
Den svagt tilspidsede penis udgår midt for bækkenpartiet. Den står stærkt frem fra kroppen samtidig med, at den rejser sig noget opefter. Penishovedet er tydelig afsat ved snit omkring spidsen. Da figuren blev fundet, sad der et ejendommeligt påklistret lag af harpiksmasse på mavens nederste del, i lysken og et stykke ud over penis. Hvad det har været brugt til, overlader jeg til læsernes fantasi.
Figurens form efterlader ingen tvivl om, at den forestiller en mandlig guddom. Gudens navn kender vi derimod ikke. Træstatuen er dateret til ca. 600 f. Kr. eller på et tidspunkt, hvor kun folk i Mellemøsten og på Balkan kunne læse og skrive. Alle andre europæere var analfabeter.
Så vi kender ikke hverken navne på mennesker eller guder.

Broddenbjerg-guden har et kvindeligt modstykke. Hun er også jyde og stammer fra Rebild; ikke langt fra dansk-amerikanernes festplads i Rebild Bakker. Hun blev fundet ved tørvegravning i en lille, men dyb skovmose. I yngre bronzealder, da hun blev sat i mosen, var det en lille fugtig højmose. Egnen deromkring var overvejende tæt egeskov. Deri havde bronzealderfolkene skabt en del rydninger, der gav plads for magre marker og tørre overdrev.
Gudinden er af birketræ og ca. en meter høj. Hun er lavet af træstammen af et ungt træ. Træstammens oprindelig form er i det væsentligste bevaret. Hoved og hals er dannet ved indskæring. Øjnene er to prikker, og kinderne let rundede. Bryst og bagdel er træets egne former, let fremhævet. Ved roden af træstammen breder den sig ud så meget ud, at lændernes form giver sig af sig selv. Det er yderligere understreget af et par artistiske snit, som viser lysken og kønsorganet.
Over maven er lagt fire vandrette snit, dybt skåret i træet. De bidrager på en mærkelig måde til at gøre figuren levende ved at markere folder i maveskindet som er kommet ved siddende stilling. Armene er end ikke antydet.
Sandsynligvis er statuen skåret ud af et levende træ, stående træ, som ved en eller anden hellig handling ceremoni er overbrudt, idet statuen er væltet om på siden.
Ved statuen lå resterne af et stort stykke stof. Det er både slidt og lappet. Teknisk er det lavet af venstrespundet uldgarn på en rundvæv. Det er i øvrigt et af de få stykker stof, som vi overhovedet kender Europas bronzealder.
Gudinden fra Rebild er ligeledes blevet kulstof 14-dateret. Den viser, at hun stammer fra tidpunkt mellem ca. 760-610 år f. Kr. Hun er altså fra nogenlunde samme tid som Broddenbjerg-manden.
Straks gudinden fra Rebild kom op af mosen, blev hun døbt Freja: Den navnkundigste blandt alle gudinder. Nordens Venus. Personificeringen af det kvindelige. Gudinden, som tager sig af menneskers elskovsanliggender; hende, som er gud for ægteskab, fødsel, beskytter børn, piger og mødre. Gudinden med det hædrende tilnavn so.
I en tid, hvor svinet især bruges som skældsord, kan det være vanskeligt at fatte, at samme ord kunne være indbegrebet af trivsel og velstand. Dog har vi i folkesproget endnu ordet svineheld som en arv fra dengang, svinets navn var noget positivt.
Datering af gudindestatuen udelukker nu, at gudinden fra Rebild kan forestille Freja. For troen på Freja og de øvrige guder i den nordiske mytologi dukker først op i Norden ca. 1.000 år senere, eller omkring år 400 e. Kr. Det kan vi sige ganske præcist.
På de to berømte guldhorn fra Gallehus i Sønderjylland var der mange billeder. Selv om selve hornene blev omsmeltet i 1802, har vi forholdsvis pålidelige tegninger af billederne på hornene. Ingen af de mange figurer kan relateres til den nordiske mytologi. Guldhornene er lavet – sandsynligvis i netop Sønderjylland – kort før år 400 e. Kr. Det er religiøse genstande, som har været brugt ved religiøse ceremonier. Så billederne på hornene er hentet i mytologiens verden – som altså ikke omfatter de kendte, nordiske guder.

Men den nordiske mytologi bliver skabt kort tid derefter. Ca. 400/430 år e. Kr. begynder de rigeste af vore hedenske forfædre at gå med flade, guldmedaljoner om halsen. De kaldes guld-brakteater. Smykkerne er oftest tre-fem cm i diameter, ganske tynde og med billeder, som er indstemplet fra bagsiden. På enkelte af de tidligere brakteater ser vi pludselig nogle billeder, som vi kender:
En mand står med en pil i hjertet. Bueskytten står foran ham – og på den anden side ses i baggrunden en tredje person. Der kan næppe være tvivl om, at det vi ser er fortællingen om Balders død:
Alle, både guder og mennesker, elskede den milde og blide Balder, som var søn af Odin.
Men den gode Balder drømte onde drømme om, at han skulle ende sit liv ved en voldelig død. Det bekymrede guderne meget. De besluttede derfor, at der skulle bedes om sikkerhed for Balder for alskens fare. Balders mor, Frigga, fik alle ting til at sværge på, at de ville skåne ham: ild og vand, jern og alskens slags malm; stenene, jorden, træerne, sygdommene, dyrene, gift og slanger. Da det var gjort, blev det Balders og de andre guders morskab, at han stod frem på tingstedet, og alle de andre skulle så enten skyde på ham, eller hugge til ham eller slå med sten efter ham. Balder tog slet ikke skade, lige meget hvad de gjorde. Den leg morede guderne meget.
Men da den lumske Loke så det, blev han misundelig. Forklædt som en kvinde fik han lokket ud af Balders mor, at hun ikke havde taget misteltenen i ed.
»Jeg synes, den var for ung til at tage i ed«, sagde hun.
Så Loke tog misteltenen og rykkede den op med rode. Af misteltenen – som ikke var taget i ed – lavede Balder en pil. Derefter gik han til tingstedet, hvor guderne netop skød til måls efter Balder.
Her gav han bue og pil til den blinde gud Høder og opfordrede ham til også at skyde til måls efter Balder.
»Høder tog mod misteltenen og skød efter Balder med den, sådan som Loke viste ham. Men kvisten gik igennem Balder, og han faldt død til jorden. Det er den største ulykke , der er sket for guder og mennesker« – fortæller den islandske sagaskriver Snorre.

På de små guld-brakteatre ser vi netop denne scene. Og dermed bliver vi vidne til »gudernes fødsel« – i hvert fald i den nordiske mytologi. Den fandt sted kort efter år 400 e. Kr.
Derefter holder troen på Tor, Odin, Balder og de andre folk i Valhal sig i ca. 500 år, indtil de for ca. 1.000 år siden fortrænges af Hvide Krist.
Kristendommen bliver officiel statsreligion år 962/4 og i løbet af 1000-tallet synes de fleste danskere at gå over til den kristne tro. Bortset dog fra de vendiske indvandrere, som helt op i 1100-tallet holder fast ved deres tro på den firehovedede Svantevit.
I Svendborgs middelalderlige lag er fundet en lille, såkaldt ’rejse-Svantevit’. Det er en kun ca. 10 cm lang pind af træ, hvis ene ende er skåret ud med fire ansigter, så det ligner et billede af Svantevit. Jeg gætter på, at det er en vendisk indvandrer, som ville have sin gud hos sig. Og om de nordiske guders udseende foreligger om ikke en skildring fra et øjenvidne, så dog alligevel en samtidig beskrivelse. Den tyske munk, Adam af Bremen skriver ca. 1070 e. Kr. om svenskernes gamle hedenske tempel i Uppsala nord for Stockholm:
»I dette tempel, som helt og holdent er beklædt med guld, er der tre statuer som folk tilbeder, således at Thor, som den mægtigste gud, har sin trone midt i hallen, mens Odin og Frej har på plads på hver side af ham. Deres kendemærker er disse: Thor, siges det, hersker i luften og styrer torden og lyn, vind og ren, godt vejr og grøde. Den anden Odin, hvilket betyder raseri, fører krige og forlener mennesket med tapperhed mod fjender. Den tredje er Frej, der skænker de dødelige fred og vellyst. Hans afgudsbillede forsyner de da også med en vældig penis. Odin fremstiller de derimod bevæbnet, således som Mars hos os, mens Thor med sit scepter synes at ligne Jupiter.«
Arkæologer har i flere århundreder gravet forgæves efter ruinerne af dette storslåede tempel. De er aldrig fundet. Måske fordi det gamle Uppsala-tempel tilhører myterne og fantasiens verden.
Ligesom en ca. ni meter høj gudestatue af Thor, som Regnar Lodbrog og hans sønner i sin tid skal have rejst på Samsø. Et imaginært fyrtårn for den nordiske mytologi midt i Kattegat.
Så er der mere realitet over vore ældste guder, moseguderne og gudinderne. De kan i dag beses på landets arkæologiske museer. Her er de flyttet ind fra moserne, lokket af moderne klimaanlæg, som sikrer dem et evigt liv i et konstant behageligt klima.

*Klaus Ebbesen er direktør i AKADEMOS A/S, mag. art.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu