Læsetid: 4 min.

Religionsfrihed eller religionslighed?

At kalde faget ’kristendom’ for ’religion’ er et fint signal – men også indholdet bør overvejes
1. maj 2002

Gestus
Københavns kommune foreslog for nylig at ændre navnet på faget kristendom til religion. At det blev dem, der kom med forslaget, er ikke en tilfældighed, da København har den største andel af muslimske elever. Det anslås, at over en femtedel af alle skoleelever i kommunen er tosprogede, og langt største-delen af disse er fra en muslimsk baggrund.
Forslaget fik et kort og kontant svar. På trods af et klart flertal i borgerrepræsentationen afviste Ulla Tørnæs forslaget, og ifølge den konservative uddannelsesordfører Helle Sjelle ville det være et helt forkert signal at sende:
»Vi ønsker ikke at gøre kristendom og islam til ligeværdige religioner,« sagde hun til Ritzau.
Ovenstående kommentar opsummerer den holdning, der findes blandt store dele af det danske samfund, nemlig at hvor kristendommen
er en indfødt religion, og derfor en del af den danske kultur, er islam en indvandrer-religion og et fremmedelement, der ikke kan sidestilles med den ’danske’ kristendom.

En bjørnetjeneste
Ifølge Grundloven er Danmark et kristent samfund, og selv om der er religionsfrihed, er der ingen tvivl om, hvad den officielle danske religion er.
Der er ingen grund til en kosmetisk ændring af fagets navn, så længe samfundets holdninger og love forbliver, som de er i dag. Det ville faktisk være en bjørnetjeneste. Selv om det på kort sigt kunne lokke nogle muslimer til at følge timerne og virke som en positiv gestus til mindretallene, kunne det på langt sigt virke som en hindring for en egentlig debat om, hvad pensummet burde indeholde. En ændring af pensum og en ændring af fagets navn bør gå hånd i hånd.
Islam er i dag et stort trossamfund i Danmark. Officielt anerkendt eller ej, udgør muslimer; troende og mindre troende mellem tre og fire procent af den danske befolkning. I byer som København og Århus er koncentrationen langt større.
Ligesom mange muslimer ville have godt af at høre, hvordan kristendommen har påvirket dansk kultur, normer og værdier, ville mange danske børn ligeledes have godt af at få islam afmystificeret og få en større indsigt i hvad den religion, 20 procent af Københavns skoleelever bekender sig til går ud på.
At undervise i religion frem for i kristendom ville være at foretrække. Det er klart, at kristendommen ville veje tungere i pensum, da den ligger til grund for den danske kultur, men i takt med globaliseringen, hvor verden bliver stadig mindre, samt Danmarks demografiske udvikling, hvor befolkningen ikke længere er 99 procent lutheransk, ville det være rart at give eleverne en indsigt i flere trosretninger
samt i, hvad disse har til fælles.

Ikke troslighed
Selv om vi har trosfrihed i Danmark skulle ovenstående have gjort det klart, at der ikke er tale om troslighed.
En religion, der er Dan-marks næststørste, er endnu ikke anerkendt som trossamfund, mens ikke færre end 10 forskellige kristne menigheder uden for folkekirken er.
Enhver plan om at bygge en nogenlunde æstetisk tilfredsstillende moske bliver straks mødt med ramaskrig, og den seneste debat omkring en muslimsk gravplads viser, hvordan den mest basale infrastruktur stadig debatteres.
Andre europæiske lande har været langt mere pro-gressive. Lige over sundet har Malmø en flot stormoske, der forener et muslimsk samfund på tværs af nationaliteter.
En større accept af islam som en ’dansk’ religion, og en bedre islamisk infrastruktur, vil også i højere grad få de herboende muslimer til at se sig selv som muslimer i Danmark frem for som pakistanske, tyrkiske og arabiske muslimer. Fællesnævneren i de forskellige menigheder ville blive Danmark frem for den etniske gruppe.

Kedelig udvikling
Spørgsmålet er, hvor mange generationer vi skal vente, før islam bliver accepteret som en dansk religion. Mange muslimer er født og opvokset i Danmark og danske statsborgere. Herudover findes der tusindvis af danske konvertitter og/eller muslimer med en eller to etnisk danske forældre. Jeg er selv en af dem.
Visse kritikere vil påpege, at Islam ikke er kompatibel med ’danske værdier’ og derfor ikke kan accepteres som dansk religion. Men var kristendommen i sin tid kompatibel med asatroen og den oldnordiske kultur?
Ansgar og Poppo blev sikkert også opfattet som eksponenter for en underlig sydlandsk tro på deres tid, og hvis Harald Blåtand ikke var blevet omvendt, gad jeg nok vide, hvor hurtigt det så var gået med kristendommens udvikling i Danmark?
Højreekstremister som Ole Hasselbach og Søren Krarup blander dansk ’patriotisme’ sammen med kristendom. En kedelig udvikling, da deres hadefulde budskaber slet ikke er i kristendommens ånd og gør kristendommen mere skade end gavn.
Accepten af andre religioner som ligeværdige i Danmark er sagens kerne, og indtil dette debatteres, kan et fags navn ændres nok så mange gange, uden at det vil have opnået noget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu