Kronik

’En rigtig Brian’

Det kulturelle establishment har muntret sig over hans fornavn. Så tolerante er de kulturradikale altså... Et tilbageblik på kulturminister Brian Mikkelsens første halve år i stolen
30. maj 2002

Økonomi & Politik
Brian Mikkelsen er sandelig blevet skældt ud i sine første seks måneder som kulturminister. Måske er han ikke manden med leen, men han er i hvert fald manden med grønthøsteren, han gør guldalder til stenalder og værst af alt: Han er en rigtig Brian.
Lad os prøve et nyt skældsord: Brian Mikkelsen er en Hippogrif. Forklaring følger.
Danmarks nye kulturminister er synlig. En simpel søgning i Polinfos database over syv danske dagblade viser hvor synlig. Halvåret før han blev minister, blev han omtalt 147 gange, det første halvår som minister er han omtalt 1.316 gange. Hans kollega Bendt Bendtsen er steget fra 445 til 792 omtaler. Forgængeren, Elsebeth Gerner blev omtalt 313 gange i sit sidste ministerhalvår.
De konservative har to gange tidligere haft kulturministerposten, både H.P. Clausen og Grethe Rostbøll var parlamentarisk uerfarne. Begge var afhængige af alternative kulturpolitiske flertal og forstod kommunikationen med kulturens mange interessenter. Den stenalderkritik, som møder Brian Mikkelsen, har de konservative kulturfolk ikke tidligere prøvet.
Til gengæld ser de konservative det ikke som et problem, at Mikkelsen er ganske uforsonlig mod kritikere. Mikkelsens første angreb var på de kunstnere, som medvirkede i en LO-betalt valg-annonce. Det mindede om hans tidligere jagt på påståede gamle kommunister. Ministeren har let ved at stemple kritikere – og med garanti: han husker godt.
Det bliver et problem for kulturministeriet, hvis ministeren ikke er i fornuftig dialog med kulturens aktivister. Derfor har Brian Mikkelsen været nødt til at vise mådehold i regeringens kampagne mod smagsdommere. Kulturen kan
ikke styres uden dommerpaneler, men de kan sammensættes ud fra nye kriterier. Kravet om en person med international baggrund i udvalg og nævn er klassisk konservativ kulturpolitik.
Det kulturelle establishment har muntret sig over Mikkelsens fornavn. Så tolerante er de kulturradikale altså. Så svær er kommunikationen mellem kulturens Overdanmark og alle landets Brian’er.
Brian Mikkelsen er til gengæld den første kulturminister, som ikke har svært ved at kommunikere med Dansk Folkeparti og dets bagland. Det kan man ironisere over. Men det bliver interessant, hvis han kan skabe en dialog, så vi kommer væk fra de nemme rubrikker.

Dansk Folkeparti er i dag blandt de kulturpolitisk mest kompetente partier.
I diskussionen om bibliotekspengene er DF det eneste parti, som har præsenteret et økonomisk reelt alternativ, nemlig at der skulle skæres fra dem, som får mest i biblioteksafgift, ikke de som får mindst.
Hvis Brian Mikkelsen også på andre kulturpolitiske felter kan få Dansk Folkeparti til at tegne en traditionel politisk profil, hvor man reelt prioriterer og både får venner og uvenner, så kan det lykkes at flytte DF fra det traditionelle rindalistiske ståsted.
Kulturkommentatorer har ironiseret over Mikkelsens forsøg på at positionere sig som idrættens minister. »Danmark skal vinde flere medaljer« var tiltrædelsesløftet. Et løfte, ministeren ingen indflydelse får på. Og som han end ikke har fulgt op med at prioritere idrætten (hans dopingholdning mindsker endda medaljemulighederne…).
Men kulturministeren er sportens minister og det hører til moderne medieiscenesættelse, at han skal markere sig positivt på dette folkelige felt – ligesom han skal lade sig begejstre over enhver eksportsucces og lade sig se ved et antal events. Gæt selv, hvor mange af sommerens festivaler ministeren vil overvære fra den beskyttede presseafdeling.

Kritikere har boret i Mikkelsens udsagn om mere direkte støtte til kunsten og finanslovens realiteter. Han kan ikke have haft nogen anelse om, hvor hårdt der skulle skæres. Så havde ordvalget været et andet. Og så havde han fremlagt finansloven anderledes offensivt. Besparelsen på bibliotekspengene gav offentlig debat, for at redde sig ud af kniben opfandt han en holdning: For mange uvæsentlige forfattere får penge. Denne bagvendte holdningsdannelse er særligt grotesk hos de konservative. I 1996 var det netop de konservative – af alle partier – som ønskede, at bagatelgrænsen skulle ned til 25 kr. Brian Mikkelsens forsøg på at sondre mellem ’bundgrænse’ og ’bagatelgrænse’ gør kun ondt værre for ham selv.
Internationalt set er ophavsretten en central kulturpolitisk diskussion. Øget samhandel, amerikansk markedsdominans og digitaliseringens kopierings-
muligheder har givet kulturarbejdere en ny bevidsthed om, at den ophavsretslige beskyttelse ikke er, hvad den har været. Kunstnere føler sig truet. Det er på forbavsende kort tid lykkedes for Brian Mikkelsen at maksimere denne utryghed.
Biblioteksafgiften er i juridisk forstand ikke funderet på ophavsret, men opfattes af de fleste som en ophavsretslig erstatning. Det kan godt være, at man juridisk kan affeje protesterne. Men kun juridisk. Et væld af forfattere oplever nedskæringen i bibliotekspengene som tyveri af deres ophavsret.
I ti år har vi haft blankbåndsvederlaget. Det er en godtgørelse til kunstnerne for det økonomiske tab, de lider ved, at folk hjemmekopierer. Sidste år vedtog Folketinget lempelser i den stramme danske sikring af ophavsret. Mu-sikerne var utilfredse, de syntes lovgiverne stjal deres værker.
Lokkemaden var, at daværende regering lovede at opjustere blankbåndsvederlaget.
Brian Mikkelsen har vendt dette løfte 180 grader. Blankbåndsvederlaget er omfattet af regeringens skatteloft – derfor må den samlede afgift ikke stige. Regeringens iver for at bevise alvoren i skattestoppet når her det groteske niveau. Der er næppe vælgere, som har forestillet sig at båndkopi-afgiften hang sammen med skattestoppet. Ved at sætte et maksimum på den totale afgift, fjerner regeringen indtægter til kunstnerne. Hvis antallet hjemmekopieringer fordobles, vil afgiften for hver cd halveres.
Finanspolitisk har blankbåndsvederlaget ingen betydning. Kunstøkonomisk er det regeringens værste indgreb. Den stærkt opreklamerede afdragsordning for kunstkøb er småpenge. Fastfrysningen af det samlede provenu for blankbåndsvederlaget er et økonomisk langt større negativt indgreb overfor kunstnerne end bibliotekspenge og de mange andre besparelser.
Brian Mikkelsen har ondt i ophavsretten. Bibliotekspengene og blankbåndsvederlaget giver kunstnerne god grund til at frygte den digitale fremtid. Regeringen lægger gift for det behov, der faktisk er for at diskutere fremtidens ophavsret – som konsekvens af globalisering og digitalisering.

Har den kulturpolitiske oppositionen noget at byde på? Det største angrebspunkt imod finansloven var, at det var grønthøsterbesparelse. Jamen, SR-regeringens finanslovsforslag bestod også kun i procentbesparelser. Grønthøsteren var bare stillet på et mildere snit. Kvalitativt er der ikke nogen forskel. Og de, som ønsker, at ministeren selv skal udmønte besparelserne, glemmer, at SR-regeringen ikke fik stillet det krav, ligesom der har været fuld tilfredshed med at ministre ikke udmønter de konkrete merbevillinger til råd og nævn.
Debatten om grønthøsteren har skjult det faktum, at der spares vidt forskelligt på forskellige områder. Støtten til billedkunst og litteratur spares med henholdsvis 16 og 14 procent, musikken med otte procent, øvrige områder med to-tre procent. Besparelserne rammer i udpræget grad den direkte støtte til enkeltkunstnere, logikken er: Jo mindre områder økonomisk set, jo mere skæres.
Regeringen har et klart markeret ønske om at styrke kulturlivet udenfor København. Foreløbigt har det resulteret i en Provinspulje på 20 mio og forslag om flytning af Rigsarkivet til Odense. Poul Nyrup Rasmussens svar til provinspuljen er ’det kunne vi gøre bedre’.
Jatak, det havde han ni år til! Vi venter stadig.
Og når kritikken af Rigsarkivet simplificeres til insinuationer om de konservatives valgkredse, så er oppositionen blevet provinsiel i ordets værste betydning.
Regeringens formål med at flytte Rigsarkivet handler udelukkende om at virkeliggøre valgløftet om at styrke kulturinstitutioner i provinsen. Rigsarkivets fremtid er altså underlagt et ikke-kulturpolitisk mål. Det bliver dyrere, man vil miste brugere. Og det er muligt at prisen er så høj og protesterne så stærke, at man må trække i nødbremsen. Det vil hjælpe, hvis oppositionen har andre bud på, hvordan provinsen styrkes.
Når Brian Mikkelsen præsenterer den kommende kunststruktur som »den største kunstpolitiske reform«, viser han en lyst til historisk vingesus. Overvejelserne er gamle. Og de bemærkelsesværdigt få protester mod den nye struktur viser nok ganske godt, at den nye struktur bare er »plejer på en ny måde«.

Og hvad er så en Hippogrif? Ifølge Harry Potter »Det første, man ska’ være opmærksom på, når man omgås Hippogriffer er, at de er stolte væsner... de ta’r let anstød... I må aldrig nogensinde fornærme dem, for det kan få meget voldsomme følger...I skal altid vente, til Hippogriffen tager initiativet...«.
De næste halve og hele år vil vise om Brian Mikkelsen rent faktisk er en Hippogrif. Han er en af de få politikere, som ikke nøjes med at tænke, at de protesterende bør klappe i hænderne. Se, ryg-klappere er der rigeligt af. Spørgsmålet er, om Brian Mikkelsen viser eget frisind, åbent erkender fejl og tør gå i ægte dialog med de, som tillader sig at være uenige i VK’s kulturpolitiske lyksaligheder. Hvis han kan det, må jeg æde min Hippogrif.

*Tom Ahlberg er ansvarshavende redaktør for Søndag Aften – www.cultur.com. Tidligere kulturborgmester i København (SF).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu