Læsetid: 5 min.

Rockidoler uden rock

TV3’s realityshow om en flok rockmusikeres drøm om stjernerne er i fuld gang. Men er der nogle stjerner at drømme om?
7. maj 2002

Kommentar
At skabe en musikgruppe på tv og så efterfølgende overlade dem til ’den rigtige virkelighed’, hvor det købedygtige publikum befinder sig – det er da noget, vi har set før, er det ikke? Men denne gang drejer det sig ikke om kropsvridende popsild der aflirer forbrugerafstemt konsummusik, som 10-12 årige pigebørn og langt ældre hankønsvæsener så på hver sin måde kan savle over. Nej, nu er turen kommet til rockmusikken, der jo efter gængs opfattelse regnes for at være mere seriøs og substantiel end dansepoppen. Spørgsmålet så er bare om det overhovedet kan lade sig gøre at skabe rockstjerner inden for rammerne af et realityprogram.

Processer tager tid
I Rockidoler følger seerne efter en udskilningsfase medlemmerne af det nydannede Blunt både i sangskrivningfasen, i de talrige diskussioner med manageren og i etableringen af et image. Om der så kommer et rigtigt band ud af al denne ståhej er på forhånd tvivlsomt. For det tidsrum på blot et par måneder, som udsendelserne dækker, er slet ikke tilstrækkeligt til at få etableret den identitet eller selvforståelse, som er resultatet af de udviklingsprocesser, ethvert ordentligt band må igennem før dets medlemmer kunstnerisk og menneskeligt er modne til at pladedebutere. Sådanne udviklingsprocesser tager altså tid, også mere tid end en realityfikseret tv-kanal bryder sig om.
Hvis man kaster blikket ud i den rigtige virkelighed og ser på de mest omtalte debutrockbands herhjemme for tiden, er det tankevækkende at Saybia der pladedebuterede for et par måneder siden, har eksisteret siden 1993, mens Jupiter Day der også pladedebuterede for nylig, har eksisteret siden 1996. Disse bands har taget sig den fornødne tid til at finde deres egne musikalske ben, skrive måske bunker af ubrugelige numre samt lære af erfaringerne fra de første demobånd og koncerter, og de har ikke mindst brugt tid på at oparbejde en god indbyrdes dynamik og skrive nogle velfungerende sange. Hertil kommer den nødvendige mentale udrustning, som skal til for at kunne overskride den knivskarpe grænse fra amatør til professionel, som man skal være årvågen for ikke at skære sig på.
Derfor vil det næppe kunne lade sig gøre for et begynderband som Blunt at få den første koncert med egne ordentlige numre blot nogenlunde op at stå på blot et par måneder. Og så hjælper det ikke meget at være habile musikere og have hype-værdien sikret på forhånd. Men selvfølgelig kan et tv-program i realitygenren ikke vente længere end et par måneder på at alt det sker.
Derfor er det også planen, at den sidste udsendelse skal bestå af en stort anlagt koncert med bandet – uanset hvor langt bandet end er nået på det tidspunkt. For gud ved hvilken gang gælder det i tv-mediet, at formen er vigtigere end indholdet.

Konceptet stinker
Puritanere vil uden tvivl hævde, at hele konceptet stinker, og det endda med en meget kraftig bistank af tagen totalt pis på rockmusikkens helligdom. For i modsætning til designerpop som eyeQ er rock nært forbundet med nogle meget sejlivede forestillinger om autenticitet.
Der har alle dage været noget autentisk eller troværdigt over en mand med en elektrisk guitar, som alene i kraft af sine intentioner og given indtryk af at mene tingene alvorligt har været garant for blod, sved og tårer – vel at mærke af den ægte slags. Og det gælder uanset om manden har heddet Bruce Springsteen, Mark Knopfler, Kurt Cobain eller i en kvindelig udgave P. J. Harvey. Rock er følgelig resultatet af investeringen af ægte følelser og hårdt knokleri, og det er derfor, at musikken er så god.
Men måske er det bare puritanerne, der har det sådan, eller hvad? For selvom grænserne for hvad der er ’autentisk’ unægtelig har flyttet sig enormt i populærkulturen de seneste 5-10 år, er der noget råddent ved hele ideen om at gøre rock til et spørgsmål om rollespil og tv-kameraer. For Rockidol-konceptet pisser godt og grundigt andre håbefulde rockmusikere og bands i Danmark op og ned ad ryggen. For hvad disse musikere og bands end måtte have i sig af sammenhold, udholdenhed, viljestyrke og sangskrivningsmæssigt potentiale, så har de altså bare ikke lige en tv-kanal i ryggen med dertilhørende bagmænd til at hjælpe dem.
Disse bands må, hvis de altså ikke øver om tirsdagen, i stedet nøjes med at tænde for deres fjernsyn derhjemme og se på hvordan et andet band snupper en af de få pladser der findes for rockbands i Danmark, ikke fordi dette band nødvendigvis er udholdende, dynamisk, sammenspillet eller originalt, men fordi det tilfældigvis er tv-hypet.
For rockmusikkens skyld må man inderligt håbe, at Blunt ikke eksisterer længere end et forkølet debutalbums tid. Og man må håbe, at der står et talstærkt publikum klar med bløde tomater og rådne æg til at tage imod det, når det i kølvandet på programserien sandsynligvis drager på turné, ligesom rigtige rockbands jo gør det.

Rigtige bands på tv
At følge et band og dets udvikling er indlysende en god tv-idé, fordi de processer et band gennemgår i dets udviklingsfaser kan være både lærerige og underholdende at være vidne til, ikke mindst på grund af de almenmenneskelige træk ved disse processer.
Det er bare synd det sker inden for rammerne af det stadigt mere udvandede realitykoncept – ideen bag Rockidoler skyldes jo ikke et lyst hoved på TV3, men derimod produktionsselskabet Strix Television, der også stod bag realitykoncepter som Baren og Robinson. Ville det ikke have været meget bedre at lave en serie, hvor seerne kunne følge tre-fire virkelige bands i deres færd i øvelokalet og i deres bestræbelser på at skrive gode sange, komme overens med hinanden og overleve de første koncerter?
Disse bands kunne jo sagtens have været udvalgt ved hjælp af en konkurrence alligevel, måske endda med publikum som stemmeafgivere. I så fald ville vi ikke sidde og være vidne til et skrivebordsudtænkt realitykoncept, men – med lidt held – en temmelig nøjagtig gengivelse af de processer, der hører til at forme og udvikle et band og dets identitet. Men selvfølgelig ville en sådan tv-serie falde helt uden for realitykonceptet, hvor man har gjort en dyd ud af at haste så stærkt efter virkeligheden, at man haster den forbi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu